Overlæge og afdelingslæge i geriatri Afsnit for ældresygdomme, Medicinsk Afdeling 3, Slagelse Sygehus - quicknr. 21374

Dette job er udløbet

Geriatrisk funktion

Den geriatriske funktion ledes af den specialeansvarlige overlæge og 2 afdelingssygeplejersker fordelt på to sengeafsnit, med i alt 43 senge samt hukommelsesklinik og geriatrisk ambulatorium med funktion to dage ugentligt i Næstved.

Det ene afsnit varetager primært bred almen geriatri, det andet afsnit varetager orto-geriatri i tæt samarbejde med ortopædkirurgerne samt almen geriatri.

Ambulant drives hukommelsesklinik i samarbejde med neurolog og neuropsykolog samt et geriatrisk ambulatorium, der også varetager faldudredning. I Region Sjælland henvises patienter til demensudredning via en central visitation.

Geriatrien har egen visitation til sengeafsnit. Der er tilsynsfunktion med visitation i akutafdelingen alle ugens syv dage og der modtages primært patienter fra akutafdelingen.

Der afholdes dagligt egne konferencer samt egen undervisning i geriatrien og flere gange ugentligt er der fællesundervisning med de øvrige medicinske afsnit.

Afsnittet har 7-8 fastansatte speciallæger og 3-4 læger i uddannelsesstillinger.

Arbejdsopgaver

Der søges en overlæge til varetagelse af klinisk specialefunktion og gerne udvikling af Geriatriens forskning. Der vil være god mulighed for ambulatoriefunktion og/eller funktion i hukommelsesklinikken. Afdelingen vil i særlig grad være indstillet på at fremme mulighed for faglig kompetenceudvikling og videnskabelig aktivitet.

Der vil være god mulighed for at dyrke eget interesseområde.

Afdelingslægen forventes at have primær funktion i sengeafsnittene.

Vi tilbyder

  • Engagerede kolleger og et godt arbejdsmiljø
  • Godt undervisningsmiljø
  • Godt lægefagligt miljø, både inden for geriatri og de øvrige medicinske specialer
  • Velfungerende tværfagligt samarbejde
  • Kort kommunikationsvej til ledelsen
  • Et akutsygehus i vækst
  • Mulighed for at præge udviklingen af det geriatriske speciale
  • Fleksibilitet

Vi søger

  • Speciallæge i interne medicin geriatri eller speciallæge i andet intern medicinsk speciale med dokumenteret interesse for geriatri, der gerne vil være en del af en stor geriatrisk afdeling med fokus på patientbehandling
  • Visioner og engagement i den fortsatte udvikling inden for specialet samt ønske om deltagelse i og videreudvikling af et velfungerende og positivt klinisk arbejdsmiljø, såvel fagligt som tværfagligt, vil blive prioriteret højt. Det er ønskeligt, at ansøgeren aktivt bidrager til videnskabelig aktivitet og postgraduat uddannelse

Medicinsk Afdeling 3

Geriatrisk Afdeling er en del af Medicinsk Afdeling M3 på Slagelse Sygehus.

Medicinsk område på Slagelse Sygehus er delt i tre afdelinger:

M1: Lungemedicin, Gastroenterologi og Reumatologi

M2: Kardiologi og Endokrinologi

M3: Neurologi og Geriatri

Overlægen og afdelingslægen skal udelukkende have funktion i geriatrien.

Vagten

Overlægen/afdelingslægen indgår i lang tjeneste/vagt. Vagten er delt, således at den geriatriske vagt udelukkende er for de geriatriske sengeafsnit med tilstedeværelse til kl. 21 alle ugens dage, herefter varetages vagtfunktion af det medicinske vagthold. Vagthavende varetager også visitationsfunktionen alle ugens dage.

Slagelse Sygehus

Slagelse Sygehus er i Region Sjællands sygehusplan et af regionens fire akutsygehuse. Sygehusets optageområde udvides i den kommende tid til en større del af det sydvestlige Sjælland, hvorfor der er sket og sker betragtelige nybygninger: en ny akutafdeling, intensiv afdeling og kardiologisk afsnit er taget i brug november 2013 og nyt byggeri med pædiatri, gynækologi og obstetrik samt nye sengeafsnit til medicinske funktioner vil stå færdigt i 2017. Slagelse Sygehus rummer udover Medicinsk afdeling en række specialer: anæstesi med intensiv afsnit og intermediære senge, parenkymkirurgi, karkirurgi, ortopædkirurgi, radiologi, klinisk biokemi, klinisk mikrobiologi, patologi og herudover en akutafdeling.

Region Sjælland har et befolkningsgrundlag på 820.000 borgere, der betjenes af Køge-Roskilde Sygehus og Holbæk Sygehus samt Næstved-Slagelse-Ringsted Sygehus (NSR) og Nykøbing F. Sygehus.

IT-baseret arbejdsgang

Elektronisk journal er gældende. Der er fælles log-on for journal (Opus Notat), medicinering (Opus Medicin), patientforløb (Opus Patientforløb), klinisk biokemi (BCC), patologi, mikrobiologi, billeddiagnostik, EKG samt skannet journalmateriale. Der er implementeret talegenkendelse og digital diktering. Den nye sundhedsplatform kommer til Slagelse i november 2017. Administrative og faglige instrukser er tilgængelige på intranet i D4-systemet.

Ansøgning

Ansøger bedes forholde sig til de syv lægeroller. Ansøgere til overlægestilling vil i den faglige bedømmelse blive vurderet ud fra de syv lægeroller, og at de faglige kompetencer matcher de faglige krav til stillingen. Ansøger bedes medsende CV og med bedst mulig dokumentation forholde sig konkret til de syv lægeroller (Medicinsk ekspert/lægefaglig, Kommunikator, Samarbejder, Leder/administrator/organisator, Sundhedsfremmer, Akademiker/forsker og underviser, Professionel). Læs mere om rollemodellen (De syv lægeroller)

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og tillæg efter forhåndsaftaler.

Yderligere oplysninger

Specialeansvarlig overlæge Tina L. Carlsen, 23 81 87 73,tlc@regionsjaelland.dk eller ledende overfysioterapeut Lisbeth Schrøder, 27 22 42 38.

Ansøgningen sendes til
sla-med3@regionsjaelland.dk

Mærkes geriatrisk overlæge / Afd.læge afhængigt af hvilken stilling du søger

Ansøgningsfrist 21.10.16

Samtaler 31.10.16

 

Om Region Sjælland

Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 17.000 medarbejdere og et budget på 17 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.