Familiebehandler til barselsvikariat – skab tryghed og stabilitet for udsatte unge og familier på Behandlingsinstitutionen MultifunC Er det vigtigt for dig, at du arbejder et sted, hvor du kan gøre en forskel? Og har du lyst til at udvikle dine faglige kompetencer i et job, der udfordrer dig hver dag?
”Det er meget tilfredsstillende at hjælpe unge mennesker i en svær periode. MultifunC har rammerne, fagligheden og kollegerne til at gøre det til et rigtig spændende og meningsfuldt job for dig” oplyser områdechef Julie Lund.
Behandlingsinstitutionen MultifunC søger en familiebehandler til et barselsvikariat (i udgangspunktet 37 timer/ugen) med tiltrædelse pr. 1. januar 2024 eller snarest derefter. Barselsvikariatet løber til den 31. december 2024 og med mulighed for forlængelse.
Velkommen til DOK
Specialområde Kriminalitetstruede og Dømte Børn og Unge (DOK) er en del af Socialområdet i Region Midtjylland. DOK består af behandlingsinstitutionerne: Grenen-Glesborg, Grenen-Dalstrup, Koglen og MultifunC.
MultifunC er en delvis lukket behandlingsinstitution med op til 10 unge, der er anbragt på baggrund af bl.a. kriminalitet, misbrug eller anden skadelig adfærd. På MultifunC arbejder vi sammen for at løse en vigtig samfundsmæssig opgave i forsøget på at hjælpe sårbare unge på rette vej i livet.
Høj faglighed på tværs af teams
Der arbejdes ud fra et manualbaseret behandlingskoncept, der baserer sig på blandt andet adfærdspsykologiske og kognitive metoder.
Behandlingen tager udgangspunkt i den systemiske referenceramme, hvor der arbejdes med den unge, uddannelse, familien og fritid. Institutionen består derfor af fire teams: et psykologteam, et skoleteam, et familieteam og et pædagogteam. Hvert team varetager fagspecifikke funktioner i forhold til den samlede behandlingsindsats. Formålet med denne behandling er at reducere den unges risiko for en fortsat negativ udvikling.
Vi tilbyder
- en spændende arbejdsplads med stor politisk bevågenhed
- et udviklende mono- og tværfagligt fællesskab med fokus på resultater og et godt arbejdsmiljø
- en arbejdsplads hvor sparring og faglig dygtighed er i højsædet
- oplæring, supervision og gode muligheder for efteruddannelse og kurser
- stor fleksibilitet i arbejdstider hvor en stor del af tiden tilrettelægges på egen hånd og i samarbejde med din nærmeste leder
- mulighed for hjemmearbejde
- et stærkt kollegialt fællesskab, hvor vi vil hinanden
- et arbejdsmiljø hvor der er fokus på god normering, sikkerhed, trivsel og udvikling
- hvis du er uddannet psykolog, vil du også få mulighed for at løse øvrige psykologfaglige opgaver i Psykologteamet
Dine primære opgaver
- deltage i ugentlige behandlingsmøder med de øvrige teams på MultifunC
- kontakt til den unges nærmeste familie/netværk
- holde forældrene informerede og engagerede i den unges behandlingsforløb
- give forældrene værktøjer og strategier til at hjælpe den unge
- bidrage til at der etableres og udvikles et positivt samspil mellem familien og den unge
- samarbejde med sociale myndigheder
- planlægge, gennemføre, evaluere og videreudvikle hjemmetræning for den unge i samspil med både den unge og familien
- dokumentere indsatserne
- deltage i møder såsom indskrivningsmøder og statusmøder mv.
- afhængig af din erfaring vil VISO opgaver også være en mulighed
Dine kvalifikationer
- uddannet pædagog, socialrådgiver, psykolog eller lignende og gerne med en efteruddannelse som familiebehandler
- have erfaring inden for specialområdet og med familier og unge
- være en tydelig og nærværende person i mødet med de unge og familierne samt bevare overblikket i pressede situationer
- du skal være god til at sætte grænser på en måde, der udstråler modenhed, ro og overskud – familierne skal vide, hvor de har dig
- du er indstillet på den gode dialog og du værdsætter det tværfaglige samarbejde i opgaveløsningen
- du har gerne erfaring med familiebehandling eller er vant til at arbejde terapeutisk med fx kognitiv adfærdsterapi (KAT).
Er du klar på helt nye udfordringer?
Spørgsmål og yderligere information kan du få ved at henvende dig til afdelingsleder Jan From Kristensen på tlf. 24 75 92 37 eller via mailadressen: jan.from.kristensen@social.rm.dk
Ansøgningsfrist: onsdag den 15. november 2023
Samtaler afholdes fredag den 17. november på MultifunC.
Tiltrædelse er den 1. januar 2024 eller efter nærmere aftale.
Du kan læse mere om os på www.dok.rm.dk.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er omfattet af lokalløn. Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst.
Der indhentes straffeattest, og det forudsættes, at du kan godkendes til arbejdet på baggrund af din straffeattest.
Din arbejdsplads vil være på MultifunC, Damagervej 26A, 8260 Viby J. Der kan være aktiviteter på vores andre behandlingsinstitutioner, hvorfor det er nødvendigt, at du har kørekort. Der vil også være samtaler hjemme hos familier i hele landet. Der er bil til rådighed.
Der kan være samtaler/aktiviteter, der ligger udenfor ordinær arbejdstid, hvorfor der ydes et fleksibilitetstillæg ifm. stillingen. Du vil i høj grad selv have indflydelse på din arbejdsplanlægning.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.