Overlæge i pædiatrisk gastroenterologi og hepatologi, Aarhus Universitetshospital En stilling som overlæge ved Region Midtjylland med tjeneste ved Børn og Unge, Aarhus Universitetshospital, indenfor pædiatrisk gastroenterologi og hepatologi er ledig til besættelse pr. 1. december 2023 eller snarest derefter.

Dette job er udløbet

Overlægen indgår i teamet for pædiatrisk gastroenterologi, AUH med primær funktion i tilhørende klinik og sengeafsnit BU2. Overlægen forventes at være fagområde uddannet inden for pædiatrisk gastroenterologi og hepatologi, eller at have højst 6 måneder tilbage af en sådan ekspertuddannelse efter ansættelse.
Området varetages af 3 speciallæger og overlægen vil i tæt samarbejde med teamet få særligt fagligt ansvar for de højtspecialiserede funktioner incl. pædiatrisk hepatologi.

Overlægen referer til den ledende overlæge for fagområdet i Børn og Unge, AUH og indgår i bagvagtslaget.

Som overlæge indgår man i Børn og Unges samlede ledergruppe. Afdelingens organisation, aktivitet og strategi kan findes via her.

Om afdelingen
Børn og Unge på AUH er en universitetsafdeling og samtidig en af landets største
Børn- og ungeafdelinger med 71 senge, 6.500 indlæggelser og 25.000 ambulante besøg årligt. Lægestaben består af 75 læger, heriblandt 1 cheflæge, 1 lærestolsprofessor, 5 kliniske professorer, 30 overlæger, 12 afdelingslæger, 9 HU-læger i pædiatri, 3 introduktionslæger, 9 blokstillinger i almen medicin og 1 blokstilling i Klinisk Genetik. Vagtstrukturen består af et 2-delt 18-skiftet bagvagtslag med tilstedeværelsesvagt, en 8-skiftet tilstedeværelsesvagt på neonatal- og intensivafdelingen og en 4-skiftet rådighedsvagt i den neonatale transportordning, et (9-)10-skiftet mellemvagtslag og et 10-skiftet forvagtslag. Hertil kommer fast lørdagsstuegang (varetaget af børneonkologer) og almenpædiatrisk speciallægelig søn- og helligdagsstuegang.
Børn og Unge omfatter 15 pædiatriske fagområder, hvor en eller flere højtspecialiserede funktioner varetages inden for hvert fagområde. Ligeledes rummer afdelingen også børn og unge med kirurgiske problemstillinger, hvor det er de kirurgiske afdelinger, der har behandlingsansvaret. Vi er en afdeling med mange snitflader og samarbejdspartnere.

Den gastroenterologiske og hepatologiske funktion indeholder en stor ambulant klinik, mens børn med sygdomme inden for området primært indlægges i Børn og Unges sengeafsnit 2. Sengeafsnit 2 har i alt 27 senge rummende indlagte børn inden for gastroenterologi, nefrologi, pulmonologi, infektionsmedicin, kardiologi, almen pædiatri og flere kirurgiske specialer.

Overlægen indgår i teamledelsen for pædiatrisk gastroenterologi og hepatologi i et tæt samarbejde med den ledende overlæge og oversygeplejerskerne i klinik og BU2 om fagområdets udvikling og drift, og indgår sammen med øvrige speciallæger i afsnittets og afdelingens samlede drift.

I Børn og Unge lægges der vægt på høj kvalitet i pleje og behandling af patienterne, og visionen er at være førende inden for alle fagområder. Vores ambition er inden for en årrække at etablere et Børn og Unge Hospital på AUH. Dette strategiske og visionære arbejde er påbegyndt.

Funktionsbeskrivelse se her.

Børn og Unge er en stor afdeling med mere end 500 medarbejdere med mange fagligheder. Vi er afhængige af at samarbejde og forståelse på tværs fungerer – dette forventer vi også af dig.

Nærmere oplysninger om opgaver og organisering kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Hanne Vebert Olesen på 3071 5316 eller cheflæge Jens Erik Veirum på 3071 5323.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomsten mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger.

Ansøgning incl. CV skal indsendes via denne hjemmeside ved at klikke på linket nedenfor. Der vil blive sendt en kvittering ved modtagelse af ansøgning.

Den faglige bedømmelse vil ske på baggrund af ansøgers oplysninger om og dokumentation af egne kompetencer inden for hvert af de 7 lægefaglige kompetenceområder, og ansøgeren bedes derfor i ansøgningen forholde sig til de 7 kompetencer. Skema hertil findes på Region Midtjyllands hjemmeside her.

Ansøgningsfrist den 15. oktober 2023.

Samtaler forventes afholdt uge 43, 2023.

Ansøgning kan kun sendes via nedenstående link.

 

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.