Overlæge på Røntgen og Skanning, Aarhus Universitetshospital, Afsnit 4-5 med funktion i ultralyd og gennemlysning En stilling som overlæge i radiologi med subspecialisering inden for ultralyd og gennemlysning er ledig til besættelse pr. 1. marts 2023 eller efter aftale.
Overlægen vil have primær funktion i ultralyd, men også varetage opgaver inden for konventionel røntgen, CT og gennemlysning. Stillingen indebærer et overordnet ansvar for ultralyds-og gennemlysningsfunktionen både fagligt og organisatorisk i samarbejde med anden overlæge i afsnittet.
Der efterspørges ansøgere med
- dokumenteret interesse og erfaring med ultralyd
- lyst og evner til at dygtiggøre sig både fagligt og organisatorisk
- gode samarbejdsevner og engagement
Overlægen vil få funktion i Afsnit 4-5, som er subspecialiseret inden for urogenital-, thorax- og børneradiologi og karintervention.
Afsnittet varetager opgaver på både hoved-, regions- og højt specialiseret funktionsniveau. Afsnittet har alle undersøgelsesmodaliteter til rådighed.
Stillingen er vagtfri.
Vi er aktuelt 14 overlæger og 7 afdelingslæger. Vi har et godt arbejdsmiljø og et tæt samarbejde med de kliniske afdelinger.
Du kan tilgå stillings- og funktionsbeskrivelsen her
Om Røntgen og Skanning
Røntgen og Skanning er samlet på Universitetshospital i Skejby og er en af landets største radiologiske afdelinger. Røntgen og Skanning er opdelt i afsnit, men er i praksis en samlet enhed. Det betyder, at du som overlæge skal indgå i et større fagligt fællesskab og via dette understøtte patientforløb, afdelingens drift og kolleger i andre afsnit. Det giver også mulighed for at opnå nye kvalifikationer efter interesse og aftale.
Vi er nu ca. 380 ansatte, heraf ca. 80 speciallæger, fordelt på 4 afsnit. På afdelingen findes alle radiologiske modaliteter. Vi udfører ca. 200.000 undersøgelser årligt (505.000 procedurer), heraf mange højt specialiserede inkl. MDT-konferencer og second opinion af undersøgelser fra andre hospitaler – regionale og uden-regionale. Afdelingen er universitetsafdeling for Region Midtjylland og dækker alle højt specialiserede funktioner i Sundhedsstyrelsens Specialeplan. Vi er i tæt samarbejde med de fleste afdelinger på Aarhus Universitetshospital samt de øvrige radiologiske afdelinger i regionen. Herudover har afdelingen formaliseret samarbejde med Aarhus Universitet omkring forskning, uddannelse og undervisning samt klinisk med Institut for Retsmedicin.
Afdelingen har et stærkt forskningsmiljø med klinisk professorat og 2 store forskningsenheder:
http://www.auh.dk/om-auh/afdelinger/rontgen-og-skanning/til-fagfolk/forskning/
Røntgen og Skanning har et stort ansvar inden for uddannelsen af radiologiske speciallæger i Region Midtjylland og har både introduktions- og et stort antal hoveduddannelseslæger. Herudover har afdelingen også radiografstuderende samt lægesekretærelever.
AUH’s strategiske ambition, som også er vores har 3 overskrifter
- Vi møder hele mennesket
- Vi har den højeste faglighed
- Vi skaber resultater gennem samarbejde
Afdelingen ledes af en afdelingsledelse bestående af en cheflæge, en chefradiograf og en klinisk lærestolsprofessor. Hvert afsnit har en afsnitsledelse bestående af 1-2 afsnitsledende overlæge(r) og en overradiograf.
Ansøgning
Har du brug for flere oplysninger, kan du kontakte afsnitsledende overlæge Pia Ipsen, 4046 5394 (piaips@rm.dk) eller cheflæge Vibeke Fink-Jensen, 2475 1179 (vibfin@rm.dk)
Ansøgningen skal udfærdiges i henhold til Sundhedsstyrelsens beskrivelse af de 7 lægeroller og skal indeholde speciallægeautorisation i radiologi, curriculum vitae samt publikationsliste.
Den faglige bedømmelse sker på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer inden for hvert af de syv lægelige kompetenceområder med vægt på det særlige ansvar i stillingen.
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til den mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallægers indgåede overenskomst for overlæger. Ansættelse er betinget af tilfredsstillende børneattest og autorisation.
Hvis ovenstående har din interesse, så glæder vi os til din ansøgning.
Ansøgningsfrist: Søndag den 15. januar 2023
Ansættelsessamtaler forventes afholdt: Mandag den 30. januar 2023
Søg stillingen via ”Søg job”-knappen