Overlæge til Patologi, Aarhus Universitetshospital Patologi, Aarhus Universitetshospital opslår en stilling som overlæge, til besættelse pr. 1. marts 2023 eller efter aftale.
Vi søger en ambitiøs og dygtig kollega til mamma-, øre-, næse-, hals- og endokrinpatologi. Det forventes, at du på sigt får ansvaret for øre-, næse-, halspatologien, hvor det vil være en fordel, at du har stor erfaring med cytologi. Vi har i øjeblikket et projekt med øre-, næse-, halsafdelingen omkring tilpasning og optimering af patientforløb.
Vi stræber efter størst mulig faglighed for den enkelte patient, samtidig med vi har implementeret datadreven ledelse, hvor vi er begyndt at monitorere vores diagnostik i forhold til nationale og internationale standarder.
I øjeblikket arbejder afdelingen med ny ledelsesstruktur, fokuseret digitalisering hvor bl.a. det cytologiske område er en udfordring, udvikling af vores kliniske forskningsenhed, akkreditering, driftsoptimering bl.a. ved at indføre real-time produktionsovervågning og vi ønsker at indføre robotteknologi samt AI.
AUH har en central forskningsstrategi, som vi medvirker aktivt til. I forlængelse heraf arbejder vi på at sikre næste generation af speciallæger og pipelinen af forskere. Derfor er vi interesseret i speciallæger, der kan støtte os i disse opgaver, og er villige til at indgå aktivt i udviklingen.
Generelt
Patologi, AUH sætter altid patienten først, og har fokus på høj faglighed og kvalitet. Vi prioriterer samarbejdet med de kliniske afdelinger og universitetet højt. Afdelingen er med ca. 150 ansatte og baseline på 30 speciallæger og ca. 14 yngre læger under uddannelse, en af landets største patologiafdelinger. Vi har fokus på arbejdsprocesser, koordinering og samarbejde for til stadighed at kunne levere svar af højeste kvalitet til tiden. Afdelingen er en universitetsafdeling og varetager næsten alle højtspecialiserede funktioner i patologispecialet, og understøtter en lang række højt specialiserede funktioner i andre specialer. Vi har en høj produktion og stræber efter at få de ressourcer og kompetencer, som skal til for at sikre at vi kan håndtere et stort volumen, i bredden samt højtspecialiserede funktioner.
Afdelingen varetager patologiundervisningen på medicin-, tandlæge- og molekylærmedicinstudierne, og har videreuddannelsesforpligtigelse for specialets læger samt retsmedicinere. Vi deltager endvidere i uddannelsen af læger i tilgrænsende specialer. Afdelingen uddanner også bioanalytikere og sundhedsadministrative koordinatorer.
Vores forsknings- og udviklingslaboratorium råder over det nyeste udstyr til digital- og molekylærpatologi. Her foregår udvikling med fokus på at translation til klinikken, samt en stor del af afdelingens vidtforgrenede forskning i samarbejde med kliniske afdelinger og universitetet, som vi inviterer dig til at deltage i.
Du tilbydes et spændende job, og vi forventer, at du bidrager til udviklingen inden for alle aspekter af afdelingens opgaver – diagnostik, udvikling af specialet og forskningen, interdisciplinære samarbejder samt uddannelse.
Vores ønsker til dig
Du skal være speciallæge i patologisk anatomi og cytologi med erfaring inden for mamma-, øre, -næse-, hals- og endokrinpatologi. Det er et stort plus, hvis du har særlig interesse for cytologien. Vi lægger vægt på høj faglighed, nysgerrighed, gode evner for samarbejde samt beslutningsdygtighed og handlekraft. Vi sætter pris på medarbejdere som er dialog- og løsningsorienteret, også når hverdagen er presset.
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.
Stillingen er vagtfri.
AUH anvender vurdering af dine kompetencer indenfor de 7 lægeroller: 1) Medicinsk ekspert / lægefaglig, 2) Kommunikator, 3) Samarbejder, 4) Leder / administrator / organisator, 5) Sundhedsfremmer, 6) Akademiker / forsker og underviser, 7) Professionel.
Yderligere information
Yderligere information om stillingen og udlevering af funktionsbeskrivelse kan indhentes hos Cheflæge Marie Louise Jespersen tlf. 2977 7427.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 5-6.
Søg stillingen via ”Søg job”-knappen