Afdelingslæge i intern medicin: hæmatologi Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Gødstrup

Dette job er udløbet

Vores vision er klar – vi vil være Danmarks bedste medicinske afdeling – og du har nu mulighed for at blive en del af det stærke hold, som får visionen til at leve i dagligdagen.

En stilling som afdelingslæge i intern medicin: hæmatologi ved Regionshospitalet Gødstrup, Medicinsk Afdeling er ledig med ansættelse pr. 1. marts 2023 eller efter aftale.

 

Medicinsk Afdeling

Vi er efterhånden godt landet i vores spritnye rammer på Regionshospitalet Gødstrup, og det er en fantastisk oplevelse at tage et helt nyt hospital i brug. Vi oplever hver dag, at det at være samlet under samme tag højner både det faglige og sociale fællesskab samtidig med, at patienterne tilbydes de bedste rammer for effektive behandlingsforløb. Medicinsk Afdeling varetager den medicinske funktion for ca. 300.000 borgere i den vestlige del af Region Midtjylland og har ud over hovedfunktionen i Gødstrup også funktioner i Center for Sundhed, Holstebro og i Ringkøbing Sundhedshus. Der er fælles afdelingsledelse bestående af cheflæge og chefsygeplejerske.

Afdelingen varetager diagnostik, behandling og pleje inden for følgende specialer: hæmatologi, lungemedicin, infektionsmedicin, endokrinologi, nyremedicin, reumatologi, gastroenterologi og geriatri. Afdelingens aktuelle sengekapacitet er 73 senge fordelt på fem sengeafsnit. Der er tilhørende ambulant funktion inden for alle af afdelingens otte specialer samt et stort dialyseafsnit med 36 dialysepladser og klinik for udredning af patienter mistænkt for cancer.

Ud over at være arbejdsplads for ca. 500 fastansatte medarbejdere er afdelingen også uddannelsessted for medicinstuderende, sygeplejestuderende og social- og sundhedsassistentelever på alle trin af uddannelsesforløbene.

I Medicinsk Afdeling har vi konstant fokus på at blive bedre i planlægningen af vores patientforløb, således at patienten får den bedste behandling og pleje. Vi arbejder meget målrettet med bl.a. patient-/pårørende-inddragelse, overgangen fra hospital til eget hjem og implementering af tekniske løsninger – alt sammen med formålet at give værdi for patienten.

 

Afsnit for Blodsygdomme

Medicinsk Afdeling har regionsfunktion inden for hæmatologi, og patientunderlaget i Afsnit for Blodsygdomme er på ca. 525.000 og omfatter ud over Regionshospitalet Gødstrups optageområde også Viborg, Silkeborg og Skive kommuner.

Afsnit for Blodsygdomme består af et sengeafsnit med aktuelt 10 senge samt tilhørende klinik med høj ambulant aktivitet. Desuden har specialet et aktivt forskningsmiljø samlet i Hæmatologisk Klinisk Forskningsenhed (KFE), der varetager national og international klinisk forskning inden for flere hæmatologiske fagområder.

Specialet er aktuelt bemandet med en ledende overlæge med specialeansvar, tre overlæger og to afdelingslæger.

 

Afdelingslægens funktion

Vi søger en ambitiøs og alsidig afdelingslæge, som både brænder for sit fag og ønsker at tage ansvar. Ikke bare for den enkelte patient, men også for afdelingen. Afdelingslægen skal være med til at udvikle afdelingen, så patienterne får den behandling af høj faglig standard, som tilgodeser patientens ønsker og behov.

Du vil få funktion i både sengeafsnit og klinik, hvor arbejdet tilrettelægges sammen med afsnittets øvrige speciallæger og faggrupper og ud fra afdelingens samlede driftsbehov.

Vores mål er at sikre højst mulig kvalitet i patientbehandling under hensyntagen til optimal ressourceudnyttelse, produktion og dokumentation. Vi arbejder på tværs af faggrupper og specialer til patientens bedste.

I Medicinsk Afdeling har vi en klar vision og mission, og du har som afdelingslæge en vigtig funktion i at få disse til at leve i dagligdagen ved dine faglige og personlige kvalifikationer.

 

Vi forventer

  • At du altid sætter patienten først – også i en travl hverdag.
  • At du byder dig til, når dagligdagen er presset.
  • At du deltager aktivt i den daglige kliniske vejledning af yngre kolleger.
  • At du har stærke samarbejdsevner både mono- og tværfagligt og stimulerer samarbejdet både internt i afdelingen, til andre afdelinger og hospitalet samt tværsektorielt.
  • At du er loyal, beslutningsdygtig og ansvarlig.
  • At du har stærke kommunikative evner både mundtligt og skriftligt og holder den gode tone.
  • At du har IT-kompetencer på brugerniveau

Du bør i ansøgningen forholde dig til speciallægens syv roller, jf. Sundhedsstyrelsens beskrivelse af de syv lægeroller, og bør i videst muligt omfang dokumentere dine kvalifikationer inden for disse områder.

 

Vi kan tilbyde dig:

  • Et udfordrende og udviklende speciallægejob med høj grad af selvbestemmelse.
  • At medvirke i udvikling af det hæmatologiske speciale i et tæt tværfagligt samarbejde.
  • Et stærkt fagligt miljø med fokus på et balanceret forhold mellem privatliv, efteruddannelse og produktion.
  • Arbejde i en afdeling med et højt fagligt niveau og en dygtig medarbejderstab, hvor visionen er at blive Danmarks Bedste Medicinske Afdeling.
  • Gode faglige og personlige udviklingsmuligheder.
  • Et aktivt undervisningsmiljø, som du får en unik mulighed for at præge.

 

Vagt

Der er etableret fem vagtlag med tilstedeværelsesvagt; speciallægevagt, overdragelsesvagt, sengeafsnitsvagt, modtagevagt og assisterende overdragelsesvagt. Afdelingslægen indgår fortrinsvis i speciallægevagten.

Der er beredskabsvagt for hæmatologi og nefrologi, som dækkes af overlægerne.

 

Lægelige kvalifikationer

Der ønskes en ansøger med speciallægeuddannelse i intern medicin: hæmatologi.

Lægen skal i samarbejde med de øvrige speciallæger i afdelingen og Afdelingsledelsen medvirke til at optimere den intern medicinske funktion ved Regionshospitalet Gødstrup.

 

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Danske Regioner og Yngre Læger.

Stillingerne er omfattet af bestemmelserne om lokal løndannelse. Ansættelse er betinget af tilfredsstillende børneattest.

 

Flere oplysninger om stillingen

Læs stillings- og funktionsbeskrivelse for afdelingslæge hæmatologi her.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Lars Toft Nielsen på tlf. 51531393.

Ansøgningsfrist
Du kan søge jobbet online på Regionens hjemmeside, www.rm.dk/job ved at klikke på ”Send ansøgning”. Vedhæft din ansøgning og dit CV. Vedhæftede dokumenter skal være i pdf- eller word-format.

Din ansøgning vil vi gerne modtage senest mandag den 16. januar 2023.

Samtaler forventes afholdt torsdag den 26. januar.

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Søg stillingen via ”Søg job”-knappen