To eksterne lægekonsulenter til Rekrutteringscenter Slagelse

Dette job er udløbet

Job i Forsvaret som Civil

Har du lyst til at blive del af et professionelt team, hvor vi konstant arbejder på at finde de bedst egnede unge mennesker til Forsvaret, så har du muligheden for at søge stillingen som ekstern lægekonsulent tilknyttet Rekrutteringscenter Slagelse med mulighed for at støtte øvrige rekrutteringscentre primært på Sjælland.

Om os
Forsvarets Dag i Slagelse er en del af Værnepligts- og rekrutteringsafdelingen under Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Vi er et af fem rekrutteringscentre fordelt rundt om i landet. Vi sessionsbehandler de unge mennesker som kommer på Forsvarets Dag i henhold til gældende retningslinjer givet i lovgivningen. Vores daglige opgaver kræver et godt og tæt samarbejde med gensidig respekt og fleksibilitet. Vi er et lille team bestående af civilt administrativt personale og militært personale samt læger. Vi sætter en dyd i at give de unge mennesker et godt og udbytterigt første møde med Forsvaret.

Såfremt du ønsker at læse mere om Forsvarets Dag og værnepligt kan du besøge hjemmesiden: www.værnepligt.dk.

Om stillingen

Tilknytningen som lægekonsulent ønskes pr. 1. februar 2023, eller snarest derefter. Arbejdstidens placering planlægges i samarbejde med lederen af Rekrutteringscenter Slagelse og vil være ved behov, som typisk planlægges én måned i forvejen.

Dit ansvarsområde ligger inden for sessionsbehandling af mulige kommende værnepligtige.

Der er administrativt arbejde som gennemgang af helbredsoplysninger og journaler, samt egentlige helbredsundersøgelser. Du indgår i et team med landets øvrige faste sessionslæger, hvor fokus er kvalitet, opfølgning og udvikling.

Din arbejdsdag er en stor del af tiden forudsigelig og opgaverne løses efter fastlagte retningslinjer. Du har ingen fast arbejdstid, men vi forventer, at du er fleksibel og villig til at lægge en plan en måned frem i tid.

Om dig

Du har autorisation til selvstændig lægegerning, enten i almen medicin, eller har en tilsvarende uddannelse godkendt af Sundhedsstyrelsen. Vi lægger vægt på en samlet vurdering af dine lægefaglige kompetencer herunder en bred klinisk erfaring.

Du er i stand til at møde de unge der hvor de er, og forstår at gennemføre undersøgelsen som en god oplevelse for alle parter. Du udviser høj grad af professionalisme i opgaveløsningen samt samarbejdet med dine kollegaer.

Vi arbejder med forskellige IT systemer og forventer, at du er fortrolig med dette på et overordnet plan.

Ansættelsesvilkår

Du tilknyttes som ekstern lægekonsulent og fakturerer os for dine ydelser. Ved køb af lægekonsulentydelser anvendes Lægeforeningens anførte takst i punkt 3 i `Takster for forskellige forretninger`, og justeres i takt med disse i henhold til Statens Reguleringsprocent.

Du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne under hele forløbet.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte centerleder seniorsergent Henrik Hvidtfeldt Lang på telefon 3266 5334. Vi arrangerer også gerne en rundtur på centret så du kan se, hvad vi beskæftiger os med.

Ansøgningsfristen er den 20. januar 2023.

Vi ønsker, at tilknytningen som ekstern lægekonsulent sker pr. 1. februar 2023 eller hurtigst muligt derefter.

Vi beder vi dig sende din ansøgning med tilhørende bilag elektronisk, via linket. Vær opmærksom på, at bilag skal uploades som pdf-filer. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM FORSVARSMINISTERIETS PERSONALESTYRELSE
Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og ministerområdets øvrige myndigheder løser nogle helt særlige opgaver for rigets sikkerhed – nogle gange med livet som indsats. Vi bidrager til den operative kerneopgave ved at rekruttere og fastholde kompetente mænd og kvinder til mere end 40 uddannelser og 20.000 stillinger. Og vi yder en helt særlig indsats over for vores veteraner og deres familier. Det stiller særlige krav til os som HR-organisation.
Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige til forsvarsministeren. Det kræver, at vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med specialer inden for militærfaglighed, psykologi, rekruttering, marketing, arbejdsmiljø, jura, mangfoldighed og meget mere. Og vi står klar, når det gælder – også uden for almindelig åbningstid. Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet.
Vi er en udviklingsivrig arbejdsplads, hvor ansvar følger initiativ, og hvor dagene sjældent ligner hinanden. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Og den faglige udvikling følger med. Vi er en travl arbejdsplads med et stærkt kollegialt fællesskab. Det har vi også brug for – Danmarks sikkerhed kræver mere end almindelig HR.