Introstilling i Akutmedicin Introduktionsstillinger i Akutmedicin, Akutafdelingen, Slagelse Sygehus

Dette job er udløbet

To introduktionsstillinger i Akutmedicin opslås til besættelse fra den 01.03.2023 eller efter aftale.

Akutafdelingen på Slagelse Sygehus er i gang med Danmarks måske mest ambitiøse forbedringsprojekt indenfor det akutte patientforløb. Vi har vi brug for engagerede og kompetente læger med interesse indenfor den multisyge patient, tværfaglig og tværsektorielt samarbejde.

Akutmedicineren forestår den initiale modtagelse og behandling af patienter og er også hospitalets visitator og skal kunne bedømme og tilpasse ressourceallokering under pres både i dagligdagen og ved pres for at kunne sikre det bedst mulige kollektive outcome af situationen.

Akutmedicin er Danmarks yngste speciale og giver mulighed for en karrierevej indenfor et bredt og udfordrende fagligt område, som er under hurtig udvikling.

En afdeling i udvikling
Akutafdelingen i Slagelse er en topmoderne og innovativ afdeling med engagerede medarbejdere, der er med helt fremme i udviklingen af Fælles Akut Modtagelser i Danmark. Vi har til huse i nogle af Danmarks mest moderne rammer, som fordrer forløb, hvor den enkelte patient er i centrum.

Vi er den største Akutafdeling i Region Sjælland og har mere end 34.000 kontakter årligt. Vi er ca. 280 ansatte, og har aktuelt 56 akutte sengepladser.

Vores patienter skal opleve, at vores sygehuse er organiseret ud fra deres behov og værdier. De skal have færrest mulige flyt og føle sig som en aktiv samarbejdspartner i beslutninger om forløb, udredning og behandling.

Akutafdelingen består af to etager med hver sin afsnitsledelse og profil:

Accelereret zone: Modtager primært de mere stabile akutindlagte patienter til udredning og behandling for den akutte tilstand samt hurtig vurdering af, om de fagligt forsvarligt kan færdigbehandles i afdelingen indenfor 48 timer- evt. med tilsyn fra relevant speciallæge fra huset- eller har behov for indlæggelse på specialafdeling.

Vi har specialuddannede UL-certificerede fysioterapeuter, der sammen med en læge varetager vores Fast-track DVT-forløb, i hverdage fast tilknyttet ”Akut Geriatrisk Team” og 6 dage om ugen en Akut-geriater, der varetager de mest komplekse, geriatriske patientforløb.

Vores kirurgiske patienter varetages med behandlingsansvar af læger fra kirurgisk afdeling.

Rød Zone: Modtagelse af Traumer, ”røde” samt ”orange” triageret patienter, der ofte har brug for meget hurtig vurdering af læge og evt. anæstesipersonale, med hurtig afklaring, stabilisering og indlæggelse i relevant sengeafsnit herunder intensiv afdeling.

Dertil ”Fast-Track”, hvor stabile patienter modtages til hurtigt vurdering og hjemsendes eller viderevisiteres til relevant speciale.

Skadestuen i Slagelse Akutafdeling er lægemæssigt underlagt Ortopædkirurgisk afdeling. Der vil efter nærmere aftale planlægges et fokuserede ophold i skadestuen i samarbejde med Ortopædkirurgiske afdeling. Eventuelle manglende skadestuekompetencer vil vi kunne oplære dig i.

Afdelingen har døgndækkende tilstedeværelse af egne læger i alle vagtlag (for-, mellem- og bagvagt).

Som introduktionslæge vil du som udgangspunkt arbejde i mellemvagtslaget, hvor du både selvstændigt vurderer patienter og fungerer som supervisor for yngre kolleger. Dit forløb vil blive tilrettelagt under hensyntagen til din erfaring fra tidligere ansættelser, men du vil komme til at behandle patienter indenfor alle ovennævnte kategorier.

Forskning
Forskning har stor prioritet i Akutafdelingen og tilbyder derfor mulighed for et halvt års forskning i forbindelse med introduktionsstillingen, således at denne forlænges til 1,5 år.

Vi tilbyder

  • Erfaring med patientbehandling indenfor et bredt udvalg af tilstande
  • Mulighed for supervision ved bagvagt 24/7
  • Mulighed for tilegnelse af ultralydskompetencer under supervision af nationalt certificerede kolleger
  • Tæt teamsamarbejde med en veluddannet og erfaren personalegruppe
  • Funktion som hovedvejleder for KBU-læger
  • Supervisorfunktion overfor yngre kolleger
  • Efter introduktionsperioden vil du indgå i afdelingens mellemvagtslag
  • Mulighed for deltagelse i afdelingens forskningsprojekter
  • Mulighed for fokuserede ophold på Traumecenteret Rigshospitalet.

Vi forventer

  • At du udviser engagement i dine arbejdsopgaver og egen uddannelse
  • At du er beslutnings- og handlekraftig
  • At du er robust og kan indgå i et travlt og uforudsigeligt akutmiljø
  • At du formår at indgå i de talrige samarbejdskonstellationer med yngre og ældre kolleger, afdelingens øvrige personale og kolleger fra andre specialer, som fylder vores hverdag

Løn- og ansættelsesvilkår. Stillingerne er et-årige, på fuld tid, 1,5 år ved deltagelse i forskningsprojekter og er til besættelse pr. 01.03.2023 eller efter aftale.

Ansøgningsfrist
Er den 20. november 2022, der afholdes ansættelsessamtaler den 24. & 25. november 2022.

Du skal have gennemført den kliniske basisuddannelse og have B-autorisation som læge i Danmark. Herudover skal du kunne skrive og tale dansk.

Løn- og ansættelsesforhold følger overenskomst for underordnede læger, indgået mellem Yngre læger og Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

Ansøgningsprocedure
Hvis du vil vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte Uddannelsesansvarlige overlæge Thomas Jeremy Guterbaum, tlf., 93 56 76 29, thjg@regionsjaelland.dk eller Cheflæge Jes Braagaard, tlf. 93 55 78 37, jnbg@regionsjaelland.dk

Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse
Sammen er vi bedst.