Afdelingslæge til Intensiv Øst, Intensiv – Aarhus Universitetshospital Interesseret i Intensiv Terapi? Søg til Intensiv Øst
Vi søger en afdelingslæge ved Intensiv Øst pr 1. december 2022 eller efter aftale.
Vi kan tilbyde et intensivt afsnit med store faglige udviklingsmuligheder og mange komplicerede patientforløb. Det foregår i trygge rammer med stor fleksibilitet og høj arbejdsglæde blandt kollegerne. Vi prioriterer fokus på individuel udvikling og interesser med henblik på i fællesskab at skabe en unik og helstøbt arbejdsplads.
Vi lægger vægt på, at ansøger har lyst til at være en del af dette afsnit i vores afdeling og dermed være en engageret og faglig ambitiøs kollega med gode samarbejdsevner og interesse for intensiv terapi.
Intensiv er delt i to store afsnit – Intensiv Øst og Intensiv Nord, med henholdsvis 22 og 19 behandlingspladser.
Desuden består Intensiv af Respirationscenter Vest, en Præparation og et Sekretariat. Intensiv er kategoriseret som en Niveau 3 afdeling og udfører særligt avanceret og sjældent forekommende intensiv terapi og kan behandle patienter med alle typer organsvigt, og afdelingen servicerer således AUH’s højt specialiserede funktioner.
Intensiv Øst yder primært intensiv terapi til patienter fra Hjertesygdomme, Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi, Mave- og Tarmkirurgi, Lever-, Mave- og Tarmsygdomme, Infektionssygdomme, Blodsygdomme, Led –og Bindevævssygdomme, Kræftafdelingen og Børn og Unge. Derudover varetages anæstesi i card. lab og akutkald. Intensiv Øst består af Intensiv Øst 1 og Intensiv Øst 2, hvor lægerne arbejder meget tæt sammen både i dagtiden og i vagten. Typiske patientkategorier i Intensiv Øst 1 omfatter børneintensiv, patienter med avanceret hjertesvigt og efter avanceret thorax- og hjertekirurgi samt infektionsmedicinske patienter.
Intensiv Øst 2 har speciale i avancerede abdominalkirurgiske patienter, hepatologi og hæmatologi. Læger på intensiv Øst varetager anæstesi til elektive kardiologiske patienter på Kardiologisk laboratorium AUH alle hverdage.
Afdelingslægen kan forvente tilknytning til et af disse afsnit på Intensiv Øst for at udvikle særlige kompetencer afhængig af afdelingens behov og ansøgers interesse.
Intensiv Nord yder primært intensiv terapi til patienter fra Akutafdelingen, Lungesygdomme, Diabetes og Hormonsygdomme, Ortopædkirurgi, Nyresygdomme, Urinvejskirurgi, Hjerne- og Rygkirurgi, Neurologi, Øre- Næse- Halskirurgi, Mund-, Kæbe- og Tandkirurgi samt Ældresygdomme. Intensiv Nord varetager ECT behandling fire dage/uge samt bemander lægebilen to dage/uge.
Vi har ønske om på sigt at arbejde med udveksling mellem Intensiv Øst og Intensiv Nord mhp. at opnå bredde i varetagelse af den intensive patient. Udvekslingen vil ske efter aftale. Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø og løbende efteruddannelse.
Intensiv deltager i undervisning og uddannelse af medicinstuderende, hoveduddannelseslæger, sygeplejestuderende samt sygeplejersker under uddannelses til den intensive specialuddannelse.
Undervisningserfaring vil derfor være en fordel, men ikke et krav, og ligeledes vil forskningserfaring være en fordel og indgå i den samlede vurdering.
Der er til stillingerne knyttet formaliseret vagtforpligtelse i tilstedeværelse af to speciallæger og en HU læge. Der er 2-delt vagt alle ugens dage.
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til overenskomsten vedrørende Yngre Læger. Stillingerne er omfattet af lokal løndannelse. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og gyldig autorisation som speciallæge i anæstesiologi.
Yderligere oplysninger om stillingerne vil kunne indhentes hos funktionsledende overlæge Dorte Bülow Keld, mail: dortkeld@rm.dk tlf. 3091 0695 eller funktionsledende overlæge Lisbeth Liboriussen, mail. Lisbeth.Liboriussen@viborg.rm.dk tlf. 2058 8320 eller cheflæge Karina Bækby Houborg, e-mail karhou@rm.dk tlf. 2029 2148.
Skema til faglig bedømmelse af ansøgere til speciallægestillinger i Region Midtjylland skal udfyldes i forbindelse med ansøgningen.
Ansøgerne skal i deres ansøgninger forholde sig til og i videst muligt omfang dokumentere deres kvalifikationer inden for de syv kompetenceområder.
Ansøgning sendes elektronisk. Stiles til ledende overlæge Karina Bækby Houborg, Intensiv, Aarhus Universitetshospital, Palle Juul-Jensens Boulevard 99. 8200 Aarhus N.
Ansøgningsfrist: 12. oktober 2022.
Samtaler finder sted uge 43.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.
Søg stillingen “søg job”-knappen.