Bliv praktiserende læge i Filskov eller i en radius af 15 km. herfra Der genudmøntes 1 stk. ydernummer inden for almen medicin til nedsættelse i Filskov eller i en radius af 15 km herfra, i 7200 Grindsted, 7190 Billund eller 7260 Sønder Omme. Der er knyttet patienter til ydernummeret.
Ydernummeret genudmøntes for at sikre tilstrækkelig lægedækning i området i de kommende år. Der er tilknyttet ca. 1.000 patienter til ydernummeret. Regionen giver ingen garanti for antallet af patienter, da dette kan svinge.
Der er mulighed for at købe efter reglerne om, at læger kan eje op til 6 ydernumre jf. Sundhedslovens § 227, stk. 2. Ydernummeret skal bemandes med en navngiven speciallæge i almen medicin, og der skal betjenes mindst 1.600 patienter i ydernummeret.
Overtagelse og aktivering
Ydernummeret skal overtages og aktiveres senest den 1. august 2022. Det betyder, at praksis fra dette
tidspunkt skal åbne for tilgang af 1.600 patienter i ydernummeret.
Fristen for at byde er fastsat til fredag 29. april 2022 kl. 10.00.
Regionen afholder samtaler mandag den 2. maj 2022 efter kl. 14.00 i Regionshuset, Damhaven 12, 7100 Vejle. Ansøgere vil efter fristens udløb modtage en indkaldelse i deres digitale postkasse (e-Boks).
Procedure
Ved afgivelse af bud på ydernummeret, skal budgiver dels angive en pris for ydernummeret, dels beskrive
sin opfyldelse af følgende kvalitetskriterier:
- Kontinuitet i lægebemandingen og den øvrige bemanding i praksis, herunder om budgiver agter at arbejde i praksis, og i hvilket omfang
- Samarbejde med eksterne aktører, herunder sygehuse, kommuner og lignende
- Ventetider og tilgængelighed i praksis
- Fysisk placering af praksis, herunder en beskrivelse af mulighederne for parkering og offentlig transport.
Der vil efter budsfristens udløb blive indbudt til en samtale med administrationen, hvor ovenstående kan uddybes.
Budgiver skal ved indgivelse af bud sende følgende:
- Navn, aut.-id., adresse og kontaktoplysninger
- Udførligt CV
- Budblanket, jf. bilag 1
- En beskrivelse af, hvordan du/I forestiller dig/jer at drive ydernummeret og opfyldelse af ovenstående kvalitetskriterier, jf. ansøgningsskema, bilag 2.
Efter budfristens udløb indkalder regionen alle budgivere til en samtale med Praksisafdelingen, hvor ansøgningen vil blive gennemgået, og hvor regionen udarbejder et referat.
Efter afholdelsen af samtalerne med budgiverne, vil regionen forelægge ansøgningen samt et referat af samtalerne for Udvalget for det nære sundhedsvæsen, som vil træffe beslutning om, hvilke ansøgere, ydernummeret skal tildeles.
Beslutningen om, hvem der skal tildeles ydernummeret, beror på en samlet vurdering af ansøgerne i henhold til deres afgivne prisbud, deres tilkendegivne opfyldelse af kvalitetskriterierne samt det samlede indtryk af budgivers egnethed under samtalen.
Denne vurdering og afvejning kan betyde, at der ikke vælges den kandidat, der har afgivet det højeste bud på ydernummeret, hvis opfyldelsen af andre kriterier tilsiger, at en anden kandidat bør vælges.
Regionen forbeholder sig retten til at forkaste alle bud.
Budblanket og ansøgningsskema
Afgiv dit/jeres bud senest fredag den 29. april 2022 kl. 10.00 på budblanketten – jf. bilag 1 ledsaget af ansøgningsskemaet, jf. bilag 2 og send det til Line Fürst Sørensen på mail: lfs@rsyd.dk.
Tryk her og du finder budblanketten – Bilag 1
Tryk her og du finder ansøgningsskemaet – Bilag 2
Samtaler
Samtaler afholdes mandag den 2. maj 2022 efter kl. 14.00 i Regionshuset, Damhaven 12, 7100 Vejle.
Bud, som modtages efter fristens udløb, kan ikke forventes at blive taget i betragtning.