Sundhedsdatastyrelsen søger sektionsleder til Klassifikations- og Terminologisektionen
Vi søger en dygtig sektionsleder med ledelseserfaring samt praktisk erfaring med klassifikationer og terminologi i sundhedssektoren, der kan medvirke til at realisere Sundhedsdatastyrelsens ambition om, at skabe grundlaget for bedre sundhed gennem digitalisering og effektiv brug af data.
Om os
Vi er en styrelse under Sundheds- og Ældreministeriets koncern med ca. 300 medarbejdere, der arbejder for bedre sundhed gennem brug af data og stærk digital sammenhæng i sundhedsvæsenet. Som medarbejder i Sundhedsdatastyrelsen er du således med til at skabe fundamentet for et stærkt dansk sundhedsvæsen.
Klassifikations- og terminologisektionen er en af fire sektioner/teams i afdeling for Klassifikationer og Inddata (KID). KID består af ca. 45 medarbejdere, som varetager en række opgaver i forbindelse med dataindsamling i sundhedsvæsenet.
I Sundhedsdatastyrelsen er vores målsætning at skabe en vidensbank på sundhedsområdet baseret på indsamlede data om aktivitet, økonomi og kvalitet, som stilles til rådighed for sundhedsprofessionelle, administratorer i regioner og kommuner samt borgere og andre centrale brugere. Derudover er målsætningen at styrke den overordnede digitalisering og fremme en sammenhængende data- og it-arkitektur i sundhedsvæsenet med fokus på datasikkerhed. På udvalgte områder sikrer Sundhedsdatastyrelsen endvidere dækkende og valide sundhedsdata til patientbehandling, forskning mv.
Din hverdag hos os
Som sektionsleder vil du være med til at styre og udvikle Sundhedsdatastyrelsens arbejde med klassifikationer og terminologier i sundhedssektoren. Disse ligger til grund for den dokumentation, der foretages i sundhedsvæsenet og dermed bl.a. for indberetningerne til de nationale registre. Du kommer til, i tæt samarbejde med øvrige afdelinger i Sundhedsdatastyrelsen, at have ansvar for flere store nye tiltag i det danske sundhedsvæsen i de kommende år. En stor opgave vil være håndtering af projekter i forbindelse med overgang til WHO’s ICD-11 klassifikation, som skal oversættes og integreres i Sundhedsvæsenets Klassifikations System (SKS). Herunder anskaffelse af ny teknisk platform til SKS. En anden stor opgave vil være anskaffelse og implementering af en platform til NPU-terminologien, hvor der aktuelt er en udbudsforretning i gang.
Du skal være i stand til løbende at prioritere indsatsen på de forskellige opgaver og skabe gode relationer med de mange samarbejdspartnere på området. Du kan omsætte politiske krav til praktiske handlinger, hvor det er relevant. Du kan engagere og udvikle sektionens syv faglige medarbejdere, så der bliver leveret høj kvalitet på både faglige og ledelsesmæssige mål.
Du skal i samarbejde med medarbejderne i sektionen varetage det daglige arbejde, med løbende at vedligeholde og udvikle klassifikationer og terminologi, som grundlag for sikker og præcis kommunikation i behandlingsøjemed og for indsamling af strukturerede data om diagnoser og aktiviteter i det danske sundhedsvæsen. Du vil få en bred kontaktflade til vores samarbejdspartnere i stat, regioner, primærsektor og hos private aktører.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du har et godt kendskab til anvendelse af klassifikationer i sundhedssektoren og erfaring med projektarbejde og gerne erfaring som leder. Du har viden om organisationer og beslutningsveje inden for sundhedsområdet. Du lægger vægt på at skabe resultater gennem dialog og samarbejde med mange forskellige interessenter. Du kan planlægge og koordinere udviklingsprojekter og du kan inspirere og motivere medarbejderne både i forhold til det daglige arbejde, og når det gælder udviklingsprojekter.
Vi forventer, at du:
- har en relevant akademisk uddannelse gerne som læge, folkesundhedsvidenskabskandidat eller lignende
- har godt kendskab til, og helst også erfaring med, anvendelse af klassifikationer
- har god procesforståelse, hvor du formår at skabe resultater i samarbejde med andre
- kan samarbejde med klinikere og administratorer inden for stat, regioner og kommuner
- er systematisk og struktureret
- kan arbejde selvstændigt.
Som person er du robust og pragmatisk, åben og udadvendt. Du er endvidere god til at formidle både strategiske og fagspecifikke problemstillinger og løsningsforslag til andre uanset faglig baggrund.
Vi tilbyder
Vi har et uformelt og dynamisk arbejdsmiljø med engagerede og dygtige kolleger. Vi har høje ambitioner for brugen af data og digitale løsninger i sundhedsvæsenet, og vi arbejder løbende på at skabe gode og brugbare resultater, der er holdbare på lang sigt. Vi har stort fokus på ledelse og udvikling af alle ansatte, så vores kompetencer kan komme i spil til gavn for det danske sundhedsvæsen.
Du kommer til at arbejde i en kompleks og spændende styrelse inden for data og IT, der vokser og er under udvikling. Vi har en fleksibel arbejdsplads med fleksible arbejdstider, centralt beliggende i København.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid. Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Hvis du er uddannet læge bliver du ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Yngre Læger i Staten.
Vil du vide mere?
Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte afdelingschef Karen Marie Lyng på tlf: 2240 9351.
Du kan læse mere om, hvad vi laver på www.sundhedsdatastyrelsen.dk
Er du interesseret?
Ansøgningen samt relevant dokumentation (CV og eksamensbevis) sendes elektronisk via jobsiden på www.sundhedsdatastyrelsen.dk senest den 12. februar 2021. Ansættelsessamtaler forventes holdt i uge 7 og 8.
Sundhedsdatastyrelsen har røgfri arbejdstid og et røgfrit campus.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.