Overlæge søges til Intensiv Øst 2, Aarhus Universitetshospital Ved Intensiv er en stilling som overlæge ledig til besættelse pr. 1. maj 2021 eller efter aftale. Stillingen er på 37 timer pr. uge.
Vi ønsker en klinisk erfaren og dygtig speciallæge i anæstesiologi med indgående kendskab til intensiv terapi. Vi lægger vægt på gode samarbejdsevner og evnen til at arbejde i et omskifteligt miljø. Vores kommende kollega skal løfte og udvikle opgaven med at varetage intensiv terapi til patienter fra højt specialiserede afdelinger.
Intensiv er delt i to store afsnit – Intensiv Øst og Intensiv Nord, med henholdsvis 23 og 19 behandlingspladser. Desuden består Intensiv af Respirationscenter Vest, en Præparation og et Sekretariat.
Intensiv Øst yder primært intensiv terapi til patienter fra Hjertesygdomme, Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi, Mave- og Tarmkirurgi, Lever-, Mave- og Tarmsygdomme, Infektionssygdomme, Blodsygdomme, Led- og Bindevævssygdomme, Kræftafdelingen og Børn og Unge. Derudover varetages anæstesi i card. lab og akutkald. Alle børn med intensivt terapi behov skal ligge på Intensiv Øst.
Intensiv Nord yder primært intensiv terapi til patienter fra Akutafdelingen, Lungesygdomme, Diabetes og Hormonsygdomme, Ortopædkirurgi, Hjerne- og Rygkirurgi, Neurologi, Øre- Næse- Halskirurgi, Mund-, Kæbe- og Tandkirurgi samt Ældresygdomme. Desuden overgår Nyresygdomme og Urinvejskirurgi til Intensiv Nord i løbet af 2021. Der varetages lægebilsfunktion og anæstesi til ECT.
Der ydes i begge afsnit intensiv terapi til højt specialiserede afdelinger.
Intensiv deltager i undervisning og uddannelse af medicinstuderende, hoveduddannelseslæger, sygeplejersker og specialsygeplejersker i intensiv terapi. Interesse for og erfaring med undervisning af forskellige personalegrupper er derfor vigtigt. Ligeledes vil dokumenteret forskningserfaring blive set som en fordel, men det er ikke et absolut krav, at ansøger er ph.d. eller dr. med.
Vi ser gerne, at du har interesse for ledelse eller ledelseserfaring og evt. teoretisk lederuddannelse, men det er ikke en forudsætning for at komme i betragtning.
Stillingen vil være tilknyttet afsnittet i Intensiv Øst 2, som primært har patienter fra Mave- og Tarmkirurgi, Lever-, Mave- og Tarmsygdomme og Blodsygdomme, men der skal også kunne varetages intensiv terapi til andre patientgrupper.
Der er til stillingen knyttet formaliseret vagtforpligtigelse i et 10- skiftet rul med 5 tilstedeværelsesvagter pr. 10 uger. Herudover er der et 10-skiftet rul for yngre læger, og en 8 skiftet rul for læger i hoveduddannelse i anæstesiologi.
Den faglige bedømmelse vil ske på basis af ”Retningslinjer for faglig bedømmelse af ansøgere til speciallægestillinger i Region Midtjylland”, der findes her, hvor skema skal udfyldes i forbindelse med ansøgningen.
Du skal i din ansøgning forholde dig til, og i videst muligt omfang, dokumentere dine kvalifikationer inden for de syv kompetenceområder.
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.
Yderligere oplysninger om stillingen herunder funktionsbeskrivelser vil kunne indhentes hos ledende overlæge Karina Bækby Houborg på karhou@rm.dk eller på 2029 2148 eller funktionsledende overlæge Dorte Bülow Keld på dortkeld@rm.dk eller på 3091 0695.
Ansøgningsfrist: 10. februar 2021. Der afholdelse ansættelsessamtaler den 23. februar 2021.
Ansøgning sendes elektronisk.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.