Afdelingslæge eller erfaren farmaceut (specialkonsulent) Afdelingslæge eller erfaren farmaceut (specialkonsulent) til arbejde med evidensbaseret medicin og rational farmakoterapi

Dette job er udløbet

Dine arbejdsområder
Din sundhedsfaglige viden er afgørende for denne stilling. Koblingen af viden om evidens og om den kliniske hverdag skal være med til at sikre, at Sundhedsstyrelsen bidrager med klinisk relevant rådgivning på højt fagligt niveau til de øvrige aktører i sundhedsvæsnet.

Du vil primært komme til at arbejde med:

  • systematisk evaluering og formidling af sundhedsfaglig evidens inden for områderne rationel farmakoterapi og nationale kliniske retningslinjer til understøttelse af ensartet behandling af høj kvalitet og rationel anvendelse af lægemidler
  • opgaver omkring de nationale kræftscreeningsprogrammer

Derudover skal du løse opgaver i forhold til ét eller flere af enhedens øvrige opgaveområder, da vi tilstræber en udpræget grad af tværfaglighed og projektarbejde i vores opgaveløsning.

Din baggrund
Vi forventer, at du er erfaren farmaceut med ph.d. eller speciallæge i eksempelvis samfundsmedicin, almen medicin eller klinisk farmakologi.

Herudover forventer vi, at du har:

  • stor erfaring med kritisk evidensvurdering og formidlingsopgaver
  • interesse for enhedens arbejdsområder, herunder kliniske retningslinjer og rationel farmakoterapi
  • gode kommunikative evner og lysten til at indgå i et bredt samarbejde med sundhedsfaglige eksperter
  • kendskab til GRADE metoden er en fordel.

Derudover forventer vi, at du kan trives i et travlt, fleksibelt og tværfagligt miljø, er udadvendt og god til at skabe relationer.
Vi lægger vægt på, at du kan arbejde selvstændigt med mange bolde i luften og er god til at koordinere og formidle klare budskaber.

Om os
Stillingen er placeret i Sundhedsstyrelsens Enhed for Evidens, uddannelse og beredskab (EUB). Enheden udarbejder nationale kliniske retningslinjer, anbefalinger om rationel farmakoterapi, samt anbefalinger for de nationale kræftscreeningsprogrammer. Enheden har desuden ansvaret for sundhedsberedskabet i Danmark, børnevaccinationsprogrammet og øvrige opgaver, der vedrører smitsomme sygdomme. På uddannelsesområdet står enheden for administration og udvikling af kvaliteten i uddannelserne til speciallæge og specialtandlæge samt videreuddannelse for sygeplejersker. Endelig behandler enheden ansøgninger om eksperimentel behandling og højt specialiseret behandling i udlandet samt varetager områderne organdonation og transkønnede.

I enheden arbejder vi med evidensbaseret medicin inden for flere områder:

Institut for Rationel Farmakoterapi er en del af EUB. Vi formidler uafhængig lægemiddelinformation primært rettet mod praktiserende læger. Aktiviteterne omfatter bl.a. anmeldelse af nye lægemidler relevante for almen praksis, udgivelse af månedsbladet Rationel Farmakoterapi, kurser, udarbejdelse af Den Nationale Rekommandationsliste, samarbejde med andre aktører omkring rationel farmakoterapi samt øvrige debatskabende aktiviteter og formidling via hjemmesider. Se mere på www.irf.dk.

Nationale Kliniske Retningslinjer (NKR)
I samarbejde med eksterne eksperter udarbejder vi nationale kliniske retningslinjer for udvalgte og vel-afgrænsede kliniske problemstillinger. Vi anvender GRADE metoden i NKR til at gennemgå evidensen og giver faglige anbefalinger baseret herpå.

Herudover indgår evidensbaseret udvikling og rådgivning i andre af enhedens faglige områder som for eksempel området smitsomme sygdomme samt i Sundhedsstyrelsens arbejde generelt.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund.

Ansættelse som afdelingslæge sker i henhold til gældende overenskomst mellem Foreningen af Yngre Læger og Finansministeriet.
Ansættelse som specialkonsulent sker i henhold til gældende overenskomst mellem Akademikernes Centralorganisation og Finansministeriet.

Der er tale om en fuldtidsstilling med forventet start snarest muligt.

Vil du vide mere?
Du kan få mere at vide om jobbet ved at kontakte sektionsleder og overlæge, Marlene Øhrberg Krag, på tlf. 93 51 42 76.

Er du interesseret?
Så send os din ansøgning med CV og eksamensbevis elektronisk via linket nederst i stillingsannoncen på www.sst.dk/job senest den 16. september 2016.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 21. og 23. september 2016.
Sundhedsstyrelsen opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.