Afdelingslæge til Neurologisk Afdeling, Regionshospitalet Viborg

Dette job er udløbet

Om afdelingen
Neurologisk afdeling er geografisk adskilt i 2 afdelinger med Neurologisk Afdeling, Regionshospitalet Viborg og Vestdansk Center for Rygmarvsskade, beliggende ved Søndersø i Viborg. Neurologisk Afdeling i Viborg har regionsfunktion indenfor de fleste neurologiske sygdomme. Afdelingen varetager undersøgelser, diagnostik, behandling, pleje, neurorehabilitering og opfølgende kontrol af patienter med neurologiske lidelse fra Hospitalsenhed Midt’s optageområde på ca. 250.000 indbyggere.

Neurologisk sengeafdeling har 18 senge, fordelt på 2 sengeafsnit, med 4 hovedfunktionssenge til patienter med følger efter akut apopleksi og som genoptrænes i et tæt samarbejde mellem afdelingen og kommunerne, idet der er etableret et tværfagligt udadgående apopleksiteam. Desuden er der 14 alment neurologiske senge. Der er et stort ambulatorium med akutklinik, udredningsambulatorium og specialeklinikker. Afdelingen er udpeget til at være Center for klassisk neurologi med hovedvægt på de klassiske neurologiske sygdomme.

Derudover findes i afdelingen et neurofysiologisk afsnit og neuropsykologisk funktion.

Vestdansk Center for Rygmarvsskade har højt specialiseret funktion i Vestdanmark med rehabilitering af patienter med rygmarvsskade. Der er 35 senge, fordelt på 2 afsnit, og et ambulatorium. Genoptræningen varetages at et tværfagligt behandlerteam.

Lægenormering og arbejdstilrettelæggelse.
Neurologisk afdeling er samlet normeret med 10 reservelægestillinger. Heraf 2 afdelingslægestillinger og 8 uddannelsesstillinger. Afdelingslægen indgår i den neurologiske vagt med tilkaldevagt fra hjemmet i et 8-skifterul. Der er fælles reservelægestab for hele afdelingen. Der er 10 overlægestillinger i Center for klassisk neurologi, hvoraf den ene er ledende, og 3 overlægestillinger i Vestdansk Center for Rygmarvsskade, som alene varetager denne funktion.

Om stillingen
Lægelige kvalifikationer og kompetencer.
Ansøgeren skal være speciallæge i neurologi og gerne med hovedinteresse indenfor de klassiske neurologiske sygdomme.

Den faglige bedømmelse sker på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer indenfor hvert af de 7 kompetenceområder. Ansøgeren bør i ansøgningen forholde sig til disse og i videst muligt omfang dokumentere kvalifikationer indenfor områderne.

Uddannelsen af uddannelsessøgende læger i afdelingen prioriteres højt med en formaliseret ugentlig uddannelsesdag. Alle afdelingens læger deltager i undervisning og uddannelse, dels som vejleder af uddannelsessøgende læger, dels som supervisor i den daglige klinik og med undervisning i afdelingen.

Stillings- og funktionsbeskrivelse kan hentes her.

Om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive og har ca. 4.250 ansatte samt et budget på ca. 2,4 mia. kr. årligt.

De fire regionshospitaler danner tilsammen en hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredest specialiserede hospitalsenheder i Jylland.

Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk

Om løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.

Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.

Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Neurologisk Afdeling, Regionshospitalet Viborg.

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:
Overlæge Elias Zakharia, tlf. 78 44 96 57.

Din ansøgning
Din ansøgning, indeholdende autorisations-ID, oplysninger om uddannelse og hidtidig erfaring skal sendes elektronisk og være os i hænde senest onsdag den 24. august 2016.

Ansættelsessamtaler vil finde sted mandag den 29. august 2016.

Søg stillingen via “Ansøg her!”-knappen herunder.

Da Region Midtjylland er igennem en væsentlig spareplan, vil omplaceringsramte medarbejdere der søger stillingen have fortrinsret til samtale.