Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Øst, søger en læge til introduktionsstilling i samfundsmedicin (et-årig)
Vi behandler klager fra patienter og ankesager om erstatninger. Vi fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed i sundhedsvæsenet, udsteder autorisationer til sundhedspersoner og administrerer rapporteringssystemet om utilsigtede hændelser. På det grundlag bidrager vi til, at sundhedsvæsenet lærer af fejl og forebygger gentagelser.
Vi er mere end 350 medarbejdere og har tilknyttet over 700 sagkyndige konsulenter, der dækker de sundhedsfaglige specialer inden for hele sundhedsområdet.
Tilsyn og Rådgivning Øst har omkring 70 medarbejdere, herunder læger, sygeplejersker, tandlæger, folkesundhedsvidenskabskandidater, jurister og administrativt personale. Vi er uddannelsessted for speciallægeuddannelsen i samfundsmedicin.
Tilsyn med sundhedsfaglig virksomhed udgør en stor del af enhedens arbejdsopgaver. Vi udfører både et individtilsyn og et generelt tilsyn på sundhedsområdet i henhold til sundhedsloven og autorisationsloven. Formålet med tilsynet er blandt andet at identificere sundhedspersoner, organisatoriske enheder eller behandlingsområder, som udgør en risiko for patientsikkerheden eller patienternes retsstilling. Tilsynet vil det kommende år blive omlagt til et risikobaseret tilsyn.
Derudover varetager vi sundhedsfaglig rådgivning af andre myndigheder i relation til bl.a. retslægelige ligsyn, anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, beredskabsopgaver og miljøsager.
Enheden er præget af et godt og tæt samarbejde mellem kolleger inden for og på tværs af faggrupper, og der er derfor altid mulighed for sparring om opgaver og beslutninger. Opgaverne er afvekslende og forskelligartede, og der er således ingen risiko for, at du vil komme til at kede dig.
Dine arbejdsopgaver
Som læge i introduktionsstilling vil du efter oplæring få opgaver inden for en bred vifte af enhedens områder, herunder særligt tilsyn med sundhedspersoner, retslægelige ligsyn og sundhedsmæssig rådgivning af andre myndigheder. Du vil indgå i enhedens telefonvagt, hvor du vil håndtere henvendelser af bred samfundsmæssig interesse som fx risici mod patientsikkerheden, tilfælde af smitsomme sygdomme, miljøforurening og sundhedsjuridiske problemstillinger. Afhængigt af dine ønsker og kompetencer vil der også blive mulighed for at varetage andre opgaver.
Din profil
Du er nysgerrig på det samfundsmedicinske speciale og arbejdet med administrativ medicin. Du har gode samarbejdsevner og trives i et travlt og tværfagligt miljø.
Derudover vil det være en fordel, hvis du har
- interesse for og erfaring med et eller flere af enhedens arbejdsområder
- interesse for og erfaring med organisatoriske lægelige opgaver
- interesse for sundhedsjuridiske problemstillinger
- gode kompetencer inden for it
Vi tilbyder
Et meningsfuldt arbejde, hvor du kan bruge din lægefaglighed i et bredere samfundsmæssigt perspektiv. Et udfordrende arbejde, hvor du vil lære at agere som en myndighed og navigere i feltet af andre statslige, regionale og kommunale myndigheder. Et lærerigt arbejde, hvor du vil kunne tilegne dig organisatoriske kompetencer af relevans i enhver sammenhæng.
Du vil blive en del af et aktivt tværfagligt miljø, hvor du i tæt samarbejde med dygtige og engagerede kolleger fra mange faggrupper får mulighed for at afprøve dit potentiale for det samfundsmedicinske speciale. Vi har undervisning målrettet uddannelseslæger og mulighed for besøg på andre uddannelsessteder inden for samfundsmedicin. Du vil endvidere få en fleksibel arbejdsdag med mulighed for i vidt omfang selv at tilrettelægge dit arbejde.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en vagtfri 1-årig introduktionsstilling til specialet samfundsmedicin. Stillingen ønskes besat per 1. september 2016 eller snarest derefter.
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Yngre Læger.
Vil du vide mere?
Hvis du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte konstitueret sektionsleder, overlæge Bente Møller, på tlf. 72227815.
Er du interesseret?
Så send os din ansøgning vedhæftet kopi af CV, relevante eksamensbeviser m.v. elektronisk via linket nederst i stillingsannoncen på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside: www.stps.dk senest den 18. august 2016.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 34.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.