Specialpsykolog til de sværest syge patienter og regionsfunktionsopgaver Vi tilbyder en stilling som specialpsykolog 37 timer ugentlig i Klinik 1, Afdeling for Psykoser, Aarhus Universitetshospital Psykiatrien i Skejby fra 1. marts 2021 eller efter aftale. Ved ønske om færre timer, kan dette drøftes i forbindelse med ansættelsesproceduren.

Dette job er udløbet

Om Klinik 1 og vores opgaver

Klinik 1 er en del af Afdeling for Psykoser, AUH Psykiatrien. Som psykolog her i Klinik 1 forventes du at lave både udredning og behandling, men afhængig af interesse og erfaring er der mulighed for at vægte det ene mere end det andet. I klinikken har vi flere teams med forskellige arbejdsområder, herunder tre teams der laver psykosebehandling. Som psykolog vil man her mest tage sig af psykologspecifikke opgaver, så som psykologiske undersøgelser og terapi. Vi arbejder primært inden for rammerne af kognitiv terapi, og laver både individuel terapi og gruppebehandling.
Klinik 1 har også et organisk team, der har specialiseret sig i udredning og behandling af organiske lidelser samt neuropsykiatriske problemstillinger. Vi har en udredningsenhed, hvor vi foretager udredning af alle diagnosegrupper.

 

I Afdeling for Psykoser oppebærer vi desuden flere regionsfunktioner, og der vil i de kommende år blive flere tværfaglige opgaver inden for regionsfunktionerne.

 

Vi søger en psykolog, der vil være med til at arbejde med de sværest syge patienter.  De har komplekse symptombilleder, nogle med selvskade og nogle med misbrug. Det kræver en specialiseret indsats, hvor samarbejde mellem ambulant regi, sengeafdelinger og flere instanser i kommunalt regi skal indgå. Åben dialog vil være en naturlig del af arbejdet. Arbejdet vil foregå som en del af den samtalede indsats for denne patientgruppe i Afdeling for Psykoser. Vi forventer, at du sammen med os, med udgangspunkt i den kognitive tilgang, vil være med til at videreudvikle et behandlingstilbud for denne patientgruppe, samt at undervise og supervisere kolleger, evt. også samarbejdspartnere.
Der vil også være opgaver i forhold til generel psykopatologisk udredning og psykosebehandling, og som de øvrige psykologer i huse, vil du være tilknyttet udredningsenheden 1-2 dage om ugen.
I stillingen vil der, afhængig af interesse og erfaring, være mulighed for opgaver der går på tværs, så som kvalitetsudvikling og forskning.

Vi tilbyder dig også:

  • En velfungerende psykologgruppe, der sidder samlet og har et frugtbart fagligt samarbejde.
  • Et fagligt tæt samarbejde med lægerne.
  • En ledelse, der er åben ovenfor individuelle ønsker og ideer til udvikling af både behandling og arbejdstilrettelæggelse.
  • En arbejdsplads med vægt på høj faglighed og behandlings-tilrettelæggelse i samarbejde med patienten
  • Stort fokus på medarbejdernes trivsel, arbejdsmiljø og sikkerhed
  • Teamsamarbejde og tværfaglighed, hvor vi løfter ansvaret for udrednings- og behandlingsopgaver i fællesskab

Om Afdeling for Psykoser

Afdeling for Psykoser er placeret på Aarhus Universitetshospital Psykiatrien i Skejby og hører organisatorisk under Psykiatri og Social i Region Midtjylland. Afdelingen har mere end 300 ansatte og ledes af en oversygeplejerske og en ledende overlæge.
Afdelingen omfatter 4 sengeafsnit, hvor af det ene er et afsnit med Særlige pladser. Afdelingen omfatter endvidere Klinik 2, der behandler nydiagnosticeret skizofreni, ADHD og dobbeltdiagnoser og en Forskningsenhed.

Hvem er du ?

Vi forventer, at du er specialpsykolog i psykiatri og meget gerne specialist i psykoterapi med efteruddannelse i kognitiv terapi. Den terapeutiske ekspertise vægtes højt.
Du må meget gerne have erfaring tværfaglig supervision og undervisning.
Vi lægger vægt på, at du har gode samarbejdsevner og har en positiv tilgang til arbejdsopgaverne, kollegerne, ledelsen og samarbejdspartnere.
Vi ønsker, at du medvirker til kvalitetsudvikling og evt. forskning.
Vi ønsker at alle i Klinik 1 tager medansvar for fælles opgaver og bidrager til, at patienterne hjælpes bedst muligt.
Du møder patienter og deres familier med venlighed og professionalisme og går til opgaverne med selvstændighed, loyalitet og omhu.

Organisatorisk placering
Specialpsykologen refererer til funktionsledelsen i Klinik 1.

Ansættelsen

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst på området indgået mellem Danske Regioner og Dansk Psykologforening.

Du kan læse yderligere i  stillings- og funktionsbeskrivelsen.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til overlæge Bente Brysting, tlf. 2340 3835 eller ledende sygeplejerske Jette Nielsen, tlf. 7847 1880.

Sidste frist for ansøgning 13. januar 2021 og ansættelsessamtaler forventes afholdt 19. januar 2021.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.