Overlæge/afdelingslæge søges til Team for Psykoser Viborg-Skive, Regionspsykiatrien Midt Bliv en del af et velfungerende og omsorgsfuldt team med høj faglighed og et stærkt kollegialt samarbejde som omdrejningspunkt. Du får eget kontor, kontrol over din kalender og der er aldrig langt til erfarne kolleger. Der er gode muligheder for kompetenceudvikling.

Dette job er udløbet

Stillingen er til besættelse pr. 1. januar 2020 eller efter aftale.

Dagens Medicin har i 2018 kåret Regionspsykiatrien Midt som én af landets bedste afdelinger til behandling af skizofreni og depression.

Dit hovedarbejdssted vil være i Viborg.

Teamet består af 2 overlæger, 2 psykologer, 7 sygeplejersker og 3 sekretærer i Viborg samt 2 sygeplejesker samt sekretær i Skive. Vi behandler patienter med skizofreni og andre typer psykoselidelser, stofudløste psykoser og organisk betinget psykose. De incidente skizofrenipatienter følges af teamets nuværende overlæge, men de tilbud, der er i den incidente pakke i form af en vifte af gruppetilbud, kan også tilbydes de øvrige patienter.
Det daglige arbejde består i at se patienter sammen med sygeplejerske. Din patientliste bliver ikke længere, end at du har mulighed for at få et rigtigt godt kendskab til dine patienter. Sygeplejerskerne er fagligt kompetente og arbejder selvstændigt. Sammen aftaler I, hvad de skal følge op på, og hvornår du igen skal se patienten.

Derudover er der en ugentlig behandlingskonference i teamet med tværfaglig drøftelse af patienterne.
Har du ikke væsentlig erfaring med det ambulante arbejde, er det ikke en hindring for at søge stillingen. Du vil få en god introduktion, og der er mulighed for sparring og samarbejde med din overlægekollega. Du vil således blive opkvalificeret og løbende klædt på til opgaven. Til de ugentlige møder med de øvrige ambulante læger, får du en god fornemmelse af hele det ambulante tilbud, og møderne kan bruges til både supervision og samarbejde om patienter, som i forløbet præsenterer symptomer, som giver nye diagnostiske overvejelser. Ved de ugentlige fælles lægemøder, kommer du til at kende de læger der er tilknyttet sengeafsnittene, hvilket giver grobund for et godt samarbejde om dine patienter i de perioder, de er indlagte.

Stillingen er derudover vagtbærende i det omfang, vi nu behøver. Der er p.t. en vagtforpligtelse som bagvagt i aktuelt 18-skiftet vagtrul.

Overlægen har følgende arbejdsopgaver:

  • Har et selvstændigt lægefagligt ansvar vedrørende undersøgelse, diagnostik og behandling af patienter indenfor alle teamets diagnosegrupper.
  • Kompetenceudvikling af øvrige afsnit i psykiatrien vedr. dit kompetencefelt.
  • Ansvarlig for at bestemmelserne i Psykiatriloven overholdes med fokus på de vilkår der gælder for de ambulante patienter.
  • Samarbejde med Psykiatriens Centrale Visitation om visitationsopgaver.
  • Ansvarlig for den faglige og kvalitetsmæssige udvikling i teamet.
  • Supervisere og undervise personalet og rådgive eksterne samarbejdspartnere.

Vi søger en kollega, som er speciallæge i psykiatri. Derudover vil det være en fordel, hvis du har:

  • En bred psykiatrisk uddannelse.
  • Psykoterapeutisk erfaring.
  • Undervisningsmæssig erfaring.
  • Interesse for/erfaring med forskning /deltagelse i et videnskabeligt miljø.
  • Gode samarbejdsevner og gode kommunikative egenskaber.
  • Lederegenskaber.
  • Erfaring fra psykoseområdet vil være en fordel.

Er du interesseret, så tilbyder vi:

  • En attraktiv arbejdsplads med byens bedste udsigt over Viborg-søerne.
  • Mulighed for både faglig og personlig udvikling i jobbet, herunder efteruddannelse.
  • Mulighed for igangsættelse af forskningsprojekter.
  • Godt samarbejdsklima som er præget af en ligeværdig og humoristisk omgangstone, og så
  • Selvfølgelig muligheden for at gøre en forskel for sårbare patienter i Viborg og Skive.

Vil du vide mere?
Har du lyst til at høre mere om afdelingen og jobbet, er du meget velkommen til at kontakte overlæge Trine Dürr Grue, Team for Psykoser på mail Trine.Durr.Grue@ps.rm.dk  eller telefon 7847 4274 eller overlæge Susanne Fabricius på mail susanne.fabricius@ps.rm.dk eller telefon 7847 4284.

Du kan finde mere information om Regionspsykiatrien Midt på vores hjemmeside.

Hvis stillingen lyder som noget for dig, så send en ansøgning via linket med dokumentation for uddannelse, autorisation samt tidligere beskæftigelse, herunder CV, der skal være opdelt i henhold til de 7 lægeroller.

Ansøgningsfristen er torsdag den 21. november 2019.
Der afholdes ansættelsessamtaler snarest derefter.

Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Region Midtjylland og Foreningen af Speciallæger.
Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende autorisation.
Stillingen er omfattet af Ny løn.

Om Regionspsykiatrien Midt
Regionspsykiatrien Midt har ansvaret for både den stationære og ambulante psykiatriske behandling af voksne (18+) patienter i Viborg, Skive og Silkeborg kommuner.

Afdelingen har et samlet budget på ca. 290 mio. kr. og ca. 550 ansatte.

Afdelingen er normeret til 115 sengepladser fordelt på:

Sengeafsnit for affektive lidelser A1 (12 pladser), inkl. et Team for ECT
Sengeafsnit for affektive lidelser A2 (11 pladser)
Sengeafsnit for psykotiske lidelser P0 (14 pladser+ 4 lavintensive senge)
Sengeafsnit for psykotiske lidelser P2 (14 pladser)
Sengeafsnit for intensiv behandling og observation M1 (14 pladser)
Sengeafsnit for særlige pladser S1 (14 pladser)
Sengeafsnit for retspsykiatri R2 (12 pladser)
Sengeafsnit for retspsykiatri R1 (20 pladser fordelt på 2 etager, heraf én etage med rehab-pt).

Desuden har afdelingen en række ambulante klinikfunktioner fordelt i både Viborg, Silkeborg og Skive.

– Klinik for intensiv ambulant behandling
  Team for OCD og angstlidelser 
– Klinik for affektive lidelser: 
    Team For affektive lidelser
    Team for ældrepsykiatri     
– Klinik for psykotiske lidelser:
    Team for vurdering og udredning
Team for psykotiske lidelser 
Team for ADHD
    Team for nyopdaget skizofreni 
Team for patienter med misbrug og patienter med dom
– Klinik for retspsykiatri

De ambulante funktioner i Silkeborg er organiseret i et samarbejde med Silkeborg Kommune i Psykiatriens Hus, som omfatter: Psykoseteam, affektivt team, døgndækkende hjemmebehandlerteam, akutte døgnpladser, ADHD- og rusmiddelteam, team for personlighedsforstyrrelser, OCD og angstteam og udredningsteam. 

Endelig er PCV (Psykiatrien Centrale Visitation) i Silkeborg ledelsesmæssigt en del af Regionspsykiatrien Midt.

Afdelingen har klassificerede U-stillinger, som I-stillinger og H-stillinger i speciallægeuddannelsen. Endvidere som AP-læger, basislæger, neurologer, akutlæger og medicinstuderende. Desuden varetages undervisning af specialpsykologer.

Afdelingen har elektronisk patientjournal med både journal- og medicinmodul. Kliniske instrukser, retningslinjer og vejledninger er tilgængelige i en internet-baseret dokumentsamling (e-Dok).

Få et indtryk af afdelingens Viborg-del gennem 10 små reportager i TV-MIDTVESTs udsendelsesrække Søndersøparken 1, sendt i efteråret 2014: http://www.tvmidtvest.dk/ (indtast i søgefeltet på denne side Søndersøparken 1)

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.