Overlæge til håndsektoren ved Ortopædkirurgi, Regionshospitalet Horsens En stilling som overlæge er ledig til besættelse pr. 1. september 2019 eller efter aftale. Stillingen er en fast stilling på 37 timer ugentligt.
Stillingen ønskes besat med en speciallæge i ortopædisk kirurgi. Vores nye overlæge vil blive fagligt ansvarlig for håndsektoren i afdelingen, og derfor er dokumenteret særlig interesse og erfaring i håndkirurgi vigtigt for os.
Vi kan tilbyde ansættelse i en afdeling med et trygt og varmt arbejdsmiljø. Vi har en flad ledelsesstruktur der giver mulighed for indflydelse. Omgangstonen er uformel og humoristisk. Vi ønsker en god og fagligt dygtig kollega, der forstår værdien, at vi alle bidrager til løsning af opgaverne i fællesskabet og som forstår vigtigheden af, at vi sammen skaber en god arbejdsplads for alle.
Vi tilbyder mulighed for oplæring inden for andre fagområder. Afdelingen er meget forskningsaktiv og der tilbydes støtte i hospitalets forskningsenhed.
Ortopædkirurgisk afdelingsledelse finder desuden, at den lægelige videreuddannelse er overordentlig vigtig, hvorfor vi forventer, at du deltager aktivt i supervision og uddannelse af yngre kolleger. Vi forventer også, at du aktivt deltager i undervisning af lægestuderende og andre medarbejdere, samt at du deltager i arbejdet med forskning og udvikling, samt kvalitetsarbejdet.
Speciallægen indgår i bagvagten i tilstedeværelse på hospitalet. Se hele stillings- og funktionsbeskrivelsen her.
Om afdelingen
I afdelingen er der ansat 21 speciallæger, 9 uddannelsessøgende læger samt 2 reservelæger i uklassificerede stillinger. Afdelingen dækker ortopædkirurgi på hovedfunktionsniveau – og vi har kompetencer indenfor hånd, skulder/albue, hofte og knæalloplastik og idrætstraumatologi, samt fod/ankelkirurgi. Herudover dækker vi skulder, fod/ankel, hofteskopi og idrætstraumatologi på regionsniveau.
Regionshospitalet Horsens har status som akutsygehus, hvor vi dækker traumemodtagelsen – herunder den akutte ortopædkirurgi. Afdelingen har en sengeafdeling samt en stor klinik og operationerne udføres dels på den centrale operationsgang og dels på det Dagkirurgiske center. Afdelingen ledes af en oversygeplejerske og en ledende overlæge.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger. Stillingen er omfattet af lokal løndannelse.
Ansættelse sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Ortopædkirurgi, Regionshospitalet Horsens.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved kontakt til ledende overlæge Karsten Krøner på tlf. 23238688 eller ved sektorchef for håndkirurgien Lena Schroll på tlf. 61687914.
Din ansøgning
Ansøgning struktureres omkring speciallægens 7 roller i henhold til ”Retningslinjer for faglig bedømmelse af ansøgere til speciallægestillinger i Region Midtjylland”. En forudsætning for ansættelse ved Regionshospitalet Horsens er i øvrigt, at der gives samtykke til indhentelse af børneattest, og at denne er tilfredsstillende.
Ansøgning fremsendes elektronisk, inklusiv dokumentation for kompetencer inden for speciallægerollerne på skema, som er en del af ansøgningsproceduren.
Ansøgningsfristen er den 10. juni 2019.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 25. juni 2019.
Det fremgår af Danske Regioners fælles regionale vejledning for ansættelser i speciallægestillinger, at udgangspunktet for at være kvalificeret til en overlægestilling er, at ansøgeren har haft ansættelse som afdelingslæge eller tilsvarende inden for det pågældende speciale/fagområde i minimum fem år efter opnåelse af speciallægeanerkendelse.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.