Læge eller naturvidenskabelig akademiker med sundhedsfaglig erfaring til Nationalt Genom Center Vi søger en kollega med viden om og stor interesse for genetisk diagnostik og personlig medicin til den sundhedsfaglige gruppe i Nationalt Genom Center.

Dette job er udløbet
Om os

I 2016 lancerede regeringen og Danske Regioner en National Strategi for Personlig Medicin. En central drivkraft for strategien er oprettelsen af et Nationalt Genom Center. Centerets kerneopgave er etablering af en national infrastruktur for personlig medicin og har til det formål modtaget en bevilling på 990 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden.

Dine arbejdsopgaver 

Du vil med din erfaring med human genetik og gerne helgenomsekventering kombineret med din viden om det danske sundhedsvæsen generelt blive en nøgleperson i Nationalt Genom Center. Din overordnede arbejdsopgave er i tæt samarbejde med dine kolleger at understøtte udvikling, drift og koordinering af flere af de nationale initiativer inden for anvendelse af helgenomsekventering herunder:
  • Nationalt center for helgenomsekventering
  • Koordinering af nationalt set-up for helgenomfortolkning
  • Udvikling af det nationale fortolknings tool
  • Udvikling og drift af nationale vidensdatabaser til klinisk praksis
  • Fokus på kompetenceudvikling i samarbejde med uddannelsesmiljøerne

Dette forudsætter et tæt samarbejde med sundhedsfaglige miljøer om bl.a. udarbejdelse af faglige standarder og retningslinjer, så anvendelsen af helgenomsekventering i den kliniske dagligdag udvikles hensigtsmæssigt og med høj kvalitet. Fortolkning af helgenomanalyserne skal foregå tæt på patienten i klinikken, men du skal være med til at udvikle et nationalt set-up, som sikrer koordinering og standardisering.

Du vil deltage i et nationalt samarbejde om udvikling og etablering af et system for vidensdeling, så klinikken sikres de nødvendige redskaber, og at ny viden opsamles og deles på tværs af landet. I samarbejde med relevante aktører skal der sikres fokus på relevant uddannelse og efteruddannelse. Desuden skal du holde dig orienteret om relevante internationale initiativer og skabe relevante samarbejder.

Du vil både skulle arbejde tæt sammen med dine kolleger i Nationalt Genom Center og med sundhedsfaglige miljøer i hele landet. Du skal være indstillet på en arbejdssituation, hvor du i høj grad er med til at definere opgaveløsningen, men også oplever meget forskelligartede opgaver og løbende prioritering af forskellige indsatsområder.

Dine kvalifikationer 

Du er enten læge og har beskæftiget dig med molekylær medicinsk diagnostik eller du er akademiker med naturvidenskabelig baggrund (eks. molekylærbiolog, molekylær biomediciner eller lignende) og har erfaring med anvendelse af genetiske analyser i patientbehandlingen. I den forbindelse vil specifik viden inden for cancerområdet være en fordel.

Du har indsigt i både sundhedssektoren og forskningsverdenen, og du skal kunne samarbejde og operere i komplekse organisatoriske omgivelser. Dit drive og din vedholdenhed skal være veludviklet.

Processikkerhed, analytisk skarphed og stærke kommunikative evner er efterspurgt. Du er en brobygger og et aktiv for sammenhængskraft og eksekvering. Du har et fagligt netværk i Danmark og har viden om relevante internationale miljøer.

Vi tilbyder 

Vi tilbyder en ansvarsfuld og udviklingsorienteret stilling i et engageret fagligt miljø med mange forskellige opgaver og store muligheder for, at du kan sætte dit eget præg på opgaveløsningen. Du kommer til at arbejde med et område, der har stor bevågenhed, og du vil i tæt samarbejde med de sundhedsfaglige miljøer i hele landet bidrage til implementeringen af en af de fremmeste teknologier på sundhedsområdet samt ny viden i sundhedsvæsenet, der har potentiale til at gøre en afgørende forskel for patienterne.

Om ansættelsen  

Ansættelsen sker afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund enten i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Yngre Læger eller i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Du vil blive lønindplaceret efter kvalifikationer og erfaring. Såfremt du ansættes i henhold til overenskomsten for akademikere i staten, vil du afhængig af dine kvalifikationer og erfaring kunne blive indplaceret som special- eller chefkonsulent.

Der er tale om en fuldtidsstilling med ansættelse pr. 1. juli 2019 eller hurtigst muligt derefter. Der kan være mulighed for ansættelse på deltid.

Yderligere oplysninger 

Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte centerchef Kasper Thorsen (kth@sum.dk/21847940) eller chefkonsulent Cathrine Jespersgaard (cje@sum.dk/30461850).

Din ansøgning  

Klik på “Søg job” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis senest fredag den 10. maj kl. 10.

1. samtaler og 2. samtaler forventes afholdt i uge 20.

Om Nationalt Genom Center  

Nationalt Genom Center skal skabe grundlag for udvikling af personlig medicin i Danmark. Dvs. bedre diagnostik og mere målrettede behandlinger ved hjælp af helgenomsekventering i sundhedsvæsnet. For at kunne gøre dette skal der etableres en ny, national infrastruktur til sundhedsvæsnet. Målet er at gøre Danmark til et af de førende lande på området. Infrastrukturen består af hovedelementerne:
  • Nationalt Center for Helgenomsekventering bestående af avancerede laboratoriefaciliteter i Øst- og Vestdanmark, i hhv. København og Aarhus.
  • Et nyt og sikkert supercomputeranlæg, der er nødvendigt for at bearbejde de store datamængder en kortlægning af genomet medfører.

Nationalt Genom Center er placeret på Ørestads Boulevard 5, 2300 København S, hvor blandt andet Sundhedsdatastyrelsen og Statens Serum Institut er beliggende. Centeret bliver en selvstændig styrelse under Sundheds- og Ældreministeriet 1. maj 2019. Vi forventer på sigt at blive ca. 100 medarbejdere.

Mere information om den nationale strategi for Personlig Medicin og Nationalt Genom Center findes på www.sum.dk under TEMA.

Sundheds- og Ældreministeriet har røgfri arbejdstid.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.