Afdelingslæge til Akutafdelingen, Regionshospitalet Viborg En stilling som afdelingslæge ved Hospitalsenhed Midt, Akutafdelingen, Regionshospitalet Viborg, er ledig til besættelse pr. 1. januar 2019 eller efter aftale. Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer pr. uge.
Om stillingen
Vi søger en speciallæge med relevant speciale/speciallæge i akutmedicin, der har interesse for modtagelse, stabilisering, udredning og initial behandling af den akutte patient og som har lyst til at være med til at videreudvikle vores akutafdeling
På Akutafdelingen bliver du en del af et tværfagligt team omkring den akutte patient, omkring udvikling af det akutmedicinske fagområde i vores nye akuthus og der bliver mulighed for at indgå i organisatoriske og forskningsmæssige udviklingsprojekter.
Vi søger en speciallæge som trives i et tæt tværfagligt og tværsektorielt samarbejde og gerne vil fungere som akutlæge for alle hospitalsenhedens specialer. Du har gode kompetencer i forhold til samarbejde, da der er mange kontaktflader i Akutafdelingen.
Din uddannelse som akutlæge:
Hvis du ikke allerede er uddannet speciallæge i Akutmedicin vil Akutafdelingens speciallæger tilbydes deltagelse i regionernes toårige fagområdeuddannelse i akutmedicin (30 kursusdage), ATLS, ALS samt certificering inden for akut ultralyd, så du får tilstrækkeligt fagligt grundlag til at kunne virke som akutlæge
Der kan rekvireres en stillingsbeskrivelse her.
Om Akutafdelingen
Akutafdelingen på Regionshospitalet Viborg er en veletableret afdeling, hvor det tværfaglige samarbejde er særdeles velfungerende, og hvor kvalitet og uddannelse vægtes højt. Vi har en selvstændig afdelingsledelse og funktionsledere. Der lægges vægt på en dynamisk og medinddragende ledelsesstruktur.
Udover de fastansatte akutlæger er der i afdelingen ca. 18 KBU læger, 8 AP-læger og 4 Introduktionsreservelæger i Akutmedicin. Fra 2019 starter hoveduddannelsesforløb i Akutmedicin med 2 nye forløb om året. En meget stor del af plejepersonalet har stor erfaring, og har gennemført akutuddannelsen eller behandleruddannelsen samt ATCN.
Afdelingen består af 2 sengeafsnit, skadestuen, akutklinikkerne i Skive og Silkeborg, hospitalsvisitationen, terapiafsnit, og akutsekretariatet. I alt har afdelingen ca. 280 ansatte, der modtager godt 100 akutte patienter om dagen. Du vil som akutlæge kun have funktion på Regionshospitalet Viborg.
Afdelingen modtager langt de fleste af hospitalets akutte patienter. Børn, fødende, psykiatriske- og visiterede hjertepatienter går dog foreløbigt udenom afdelingen, men når vi fra efteråret 2019 flytter ind i det nybyggede akuthus, vil modtagelse af akutte psykiatriske patienter og akutte børn også foregå i akutafdelingen, sidstnævnte dog med pædiatrisk læge i front.
Vi har et særdeles veletableret samarbejde med primærsektoren og udvikler hele tiden nye initiativer, herunder et projekt hvor akutlægen virtuelt samarbejder med kommunens akutteam, præhospitalet og den praktiserende læge omkring tværsektoriel indsats i eget hjem
Om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive og har ca. 4.200 ansatte samt et budget på ca. 2,4 mia. kr. årligt.
De fire regionshospitaler danner tilsammen en hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredest specialiserede hospitalsenheder i Jylland.
Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk.
Om løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.
Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.
Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Akutafdelingen.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Jacob Stouby Mortensen tlf. 78 44 51 11.
Ansøgningsfrist
Din ansøgning indeholdende autorisationsID, oplysninger om uddannelse og hidtidig erfaring skal være os i hænde elektronisk senest søndag den 16. september 2018.
Ansættelsessamtaler forventes holdt den 24. september 2018.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.