Vil du være med til at videreudvikle den radiologiske service? Røntgen og Skanning på Regionshospitalet Horsens er i kraftig udvikling og søger derfor en overlæge pr. 1. december 2018 eller efter aftale.
Hvilke muligheder vil der være i stillingen:
Udviklingen gør, at en kommende overlæge vil have mulighed for at designe sin stilling til en vis grad, da der kan være tale om arbejdsområde indenfor MR, CT, UL eller konventionel radiologi, hvor vi har en stor produktion, men også at kombinere 2 områder ud fra interesse og evner samtidig med, at man som overlæge vil indgår i vagtholdet og de funktioner dette indebærer.
Inden for hvert område vil der være mindst 2-3 speciallæger, at spare med og som i fællesskab kan udvikle tilbuddene til de kliniske afdelinger og de praktiserende læger i optageområdet.
Vi vil være kendt som en afdeling med et højt fagligt niveau og højt serviceniveau overfor de kliniske afdelinger, hvor samarbejdet sættes i højsædet for at giver det bedst mulige behandlingsforløb for patienten.
Derfor lægger vi vægt på, at du har:
- Gode samarbejdsevner og lyst og vilje til at arbejde i helheder
- En resultatskabende adfærd, der afspejler afdelingens målsætning
- Gode kommunikative evner
- En tillidsvækkende personlighed, som er anerkendende i sin omgangsform og ikke mindst, at du er lydhør og nærværende
Konventionel radiologi:
Røntgen og Skanning betjener optageområdet og de kliniske afdelinger på hospitalet. Vi går ind for tidsnær beskrivelse. Således bliver akutte knogle- og thoraxoptagelser beskrevet akut i vagten til kl. 23, hvilket vores kliniske samarbejdspartnere er yderst glade for.
Ultralyd:
Regionshospitalet Horsens tilbyder en bred vifte af UL incl. kontrast, og grundet en ortopædkirurgisk afdeling med specialiserede funktioner, har vi et stort område med muskuloskeletal UL, et område, som vi gerne vil udvikle yderligere.
Der laves også et bredt udvalg af biopsier fra abdomen og drænanlæggelser samt mere specialiserede indgreb som transrektal / -vaginal adgang. Ligesom der laves botoxinjektioner forud for store hernieoperationer.
CT:
Regionshospitalet Horsens er et stort skopicenter, hvorfor Røntgen og Skanning gerne vil være center for CT kolografi. Der laves, grundet kirurgisk center, også meget herniediagnostik. Hjerte CT er startet op og fungerer rutinemæssigt. Der er ansvarlig CT speciallæge med stor erfaring med HRCT.
Herudover laves der naturlig meget cancerdiagnostik og kontroller samt akut CT radiologi.
CT teamet består af 5 speciallæger.
MR:
Der udføres en bred vifte af undersøgelsestyper. En kommende overlæge vil komme til at indgå i et team, som består af 5 speciallæger, hvorved der vil blive mulighed for subspecialisering indenfor MR og / eller organsystemer.
Subspecialisering:
Der er mulighed for både subspecialisering inden for modaliteter og / eller organsystemer. Vi tror på, at en kombination med begge typer subspecialisering af afdelingens speciallæger er det optimale mht. kompetencer og udvikling.
Hvorfor er det interessant og udviklende at være en del af holdet i Horsens?
Du får en unik chance for at udvikle en afdeling på et akuthospital og med stor mulighed for selv at præge arbejdstilrettelæggelsen og samarbejdet med øvrige afdelinger i huset.
Du får stor indflydelse på din egen arbejdsdag og afdelingens organisering. Du bliver en aktiv og engageret medspiller i udviklingen af en fortsat høj faglighed og et godt og udviklende kollegialt fællesskab. Stillingen giver endvidere mulighed for at imødekomme særlige ønsker om arbejdsfunktioner, vagtønsker, kompetence- og/eller personlig udvikling.
Praktisk information om afdelingen:
Røntgen og Skanning har 4 ultralydsscannere, 3 CT-scanner og to 1,5T MR-scannere. Derudover er der fire konventionelle røntgenrum i Horsens og to i Skanderborg.
Afdelingen udfører ca. 105.000 radiologiske undersøgelser pr. år både akutte og planlagte undersøgelser, uddanner yngre læger, medicin- og radiografstuderende og gennemfører forskning og udvikling.
Regionshospitalet Horsens overtager pr. 1. september 2018 Den Fælles Beskriverenhed i Region Midtjylland.
Den aktuelle lægebemanding er: 5 overlæger, 6 afdelingslæger, 2 HU læger og 3 introlæger.
Det er en dynamisk afdeling med en sund og god kultur, hvor arbejdsglæde og faglighed er i højsædet. Derudover satser afdelingen på innovation, dynamiske medarbejdere, moderne rammer og teknologi.
Regionshospitalet Horsens – en attraktiv arbejdsplads:
Regionshospitalet Horsens har en størrelse og kultur, hvor der er kort vej fra tanke til handling. Samtidig er helheden i fokus, og der er et tæt og tværfagligt samarbejde på tværs af hospitalets afdelinger. Afdelingerne hjælper hinanden til at nå deres mål og løfter i flok.
Røntgen og Skanning er en del af et innovativt akuthospital, der bl.a. satser meget på at være i front inden for IT og patientsikkerhed til gavn for både patienter og medarbejdere.
Regionshospitalet Horsens arbejder ud fra principperne i Patientsikkert Sygehus og deltager aktivt i det nationale program Sikkert Patientflow. Vi er en attraktiv arbejdsplads med engagerede og fagligt dygtige medarbejdere. Vi sætter udvikling højt på dagsordenen og arbejder hele tiden for gennem dialog, anerkendelse og uddannelse af medarbejdere at sikre borgerne den bedst mulige oplevelse i mødet med hospitalet. Regionshospitalet Horsens vil både nu og i fremtiden skille sig ud ved at yde en ekstraordinær indsats på mange fronter.
Hvad byder Horsens by på?
Horsens er en by i vækst med pt. lidt over 87.000 indbyggere og centralt beliggende mellem Aarhus og trekants-området tæt på motorvej. Horsens har et rigt kulturliv og er bl.a. kendt for de mange koncertarrangementer med store internationale navne. Byen har et stærkt uddannelsesmiljø med mange internationale studerende på VIA, er smukt beliggende ved fjord, skove, søer og strand.
Øvrige oplysninger:
Ansættelsen sker efter gældende overenskomst mellem foreningen af speciallæger, FAS, og Danske Regioner. Stillingen er omfattet af Ny Løn og forhandles med organisationen. En forudsætning for ansættelse er, at der gives samtykke til indhentelse af børneattest, og at denne er tilfredsstillende.
Ansøgningsfristen er den 12. august 2018.
Ansættelsessamtalen forventes afholdt den 27. august 2018
Ansættelsesstart 1. december 2018 eller efter aftale.
Det fremgår af Danske Regioners fælles regionale vejledning for ansættelser i speciallægestillinger, at udgangspunktet for at være kvalificeret til en overlægestilling er, at ansøgeren har haft ansættelse som afdelingslæge eller tilsvarende inden for det pågældende speciale/fagområde i minimum fem år efter opnåelse af speciallægeanerkendelse.
Se stillings- og funktionsbeskrivelse for stillingen her.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte ledende overlæge Lasse Nørgaard på 78 42 58 00 / 22 82 14 07.
Se i øvrigt mere på: http://www.regionshospitalet-horsens.dk/afdelinger/Rontgen-og-Skanning/
Vi glæder os til at høre fra dig.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale