Læge søges til mykologisk afsnit på Statens Serum Institut Vi søger en reservelæge til Mykologisk afsnit i afdeling for Bakterier, Parasitter & Svampe. Stillingen er to-årig med mulighed for forlængelse.

Dette job er udløbet
Om os  

Vi udfører specialdiagnostik og klinisk rådgivning omkring infektioner forårsaget af gærsvampe som Candida og Cryptococcus, skimmelsvampe som Aspergillus, dermatophyter og dimorfe svampe for hele landet. Afsnittet varetager en række reference- og overvågningsfunktioner i relation til forekomst, speciesfordeling og behandling af svampeinfektioner. Desuden har vi et unikt samarbejde med Rigshospitalet via afsnittets professor, der er halvt ansat på klinisk mikrobiologisk afdeling på Rigshospitalet/KU og således danner bro mellem reference laboratoriet og behandlingen af landets mest sårbare patienter.

Vi anvender og udvikler løbende en bred vifte af metoder inkl. molekylærbiologiske metoder som PCR og sekventering, koncentrationsbestemmelse af lægemidler ved HPLC, MALDI-TOF massespektrometri samt klassiske metoder som identifikation af svampe ved hjælp af morfologi, vækstkarakteristika og serologi. Vi er Europæisk ”EUCAST Development Laboratory for fungi” og er derfor også internationalt center for resistensbestemmelse af svampe, med metodeudvikling og afprøvning af nye og eksisterende svampe-lægemidler. Afsnittet har et bredt internationalt netværk og samarbejde.

Vores forskningsområder er primært centreret omkring udvikling af forbedret diagnostik epidemiologi og resistensforhold af alvorlige (potentielt livstruende) svampeinfektioner, for gær og skimmelsvampe, karakterisering af underliggende resistensmekanismer, fastlæggelse af breakpoints for nye svampemidler i EUCAST regi og optimering af EUCAST resistensbestemmelsesmetoder samt afprøvning af nye svampemidler mod Candida og Aspergillus i laboratoriet og i larve og dyremodeller.

Dine arbejdsopgaver  

Din primære opgave vil være at deltage i etablering af en systematisk overvågning af azolresistens i Aspergillus i Danmark. Overvågningen vil fokusere på to aktiviteter. Den ene aktivitet er at indsamle og resistensbestemme alle betydende kliniske isolater og kortlægge de underliggende resistensmekanismer. Den anden aktivitet er at kortlægge den årstidsmæssige og geografiske variation af azolresistente Aspergillus i luftvejsprøver.

Herudover vil du indgå i afsnittets øvrige funktioner, herunder forsknings- og udviklingsopgaver samt rådgivning om diagnostik og behandling af sygdomme forårsaget af ovennævnte mikroorganismer.

Din uddannelse og dine kvalifikationer

Du er læge med erfaring med diagnostik og infektioner enten fra klinisk mikrobiologi eller fra relevant klinisk arbejde f.eks. infektionsmedicin, hæmatologi, intensiv terapi, eller lungesygdomme. Naturligvis vil kendskab til svampeinfektioner specifikt også være en fordel, men dette er ikke et must.

Du arbejder selvstændigt og er målrettet i din arbejdsform. Dine samarbejdsevner er stærke, og du vil skulle samarbejde med mange forskellige mennesker. Du har gerne en interesse for forskning og måske publikationserfaring. Hvis du på sigt ønsker et Ph.d.-forløb er der gode muligheder for det, når din viden på området er opbygget.

Om ansættelsen 

Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Yngre Læger, jf. bilag 3 for læger på Sundhedsministeriets område.

Kontakt os gerne 

Få mere at vide om stillingen ved at ringe til professor, overlæge, Dr.Med., Ph.d., Maiken Cavling Arendrup, på telefon 32 68 32 23 eller 22 63 27 85.

Er du interesseret?  

Klik på ”Søg job” og send os din ansøgning med CV, samt relevant dokumentation. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 19-20.

Statens Serum Institut har pr. 1. januar 2018 røgfri arbejdstid og et røgfrit campus.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.