Ledende overlæge til Børn og Unge, Sygehus Sønderjylland
Til Børn og Unge i Sygehus Sønderjylland søges en ambitiøs og visionær ledende overlæge, der sammen med oversygeplejersken skal videreudvikle afdelingens faglige profil og et godt arbejdsmiljø.
Som ledende overlæge varetager du i samarbejde med oversygeplejersken den strategiske, administrative og faglige ledelse af afdelingen. Afdelingsledelsen fordeler under fælles ansvar de ledelsesmæssige og administrative opgaver mellem sig, og du vil indgå i en tæt samarbejdende afdelingsledelse kendetegnet ved tillid og sparring på tværs af afdelingen. Afdelingsledelsens væsentligste fælles ledelsesopgave består i den overordnede drift og udvikling af afdelingen. Afdelingsledelsen refererer til direktionen på Sygehus Sønderjylland.
Vi forventer, at du
- er speciallæge i pædiatri med dansk autorisation og har bred erfaring fra området
- har viden og erfaringer fra arbejde på forsknings- og udviklingsområdet i bred forstand, samt fokus på rekruttering og uddannelse
- har dokumenteret faglig ledelse og gerne erfaring med personaleledelse
- er ledelsesmæssigt velfunderet med formel lederuddannelse eller er indstillet på at påbegynde en formel lederuddannelse
- har god analytisk kapacitet og dermed gode forudsætninger for strategisk og fremadrettet tænkning
- har stærke kommunikative egenskaber og evner at formidle både præcist og engageret på alle niveauer
- er udadrettet og netværksskabende både internt på sygehuset, i regionen og nationalt.
- er en lyttende og inddragende leder, der sikrer, at de mange kompetencer hos ledere og medarbejdere bliver opdateret og bringes i spil på en konstruktiv måde
- kan bidrage til den generelle udvikling af Sygehus Sønderjylland og videreføre arbejdet med det sammenhængende og sikre patientforløb
Du må som ledende overlæge, ud over ovenstående, forvente, at skulle deltage i afdelingens daglige kliniske arbejde sammen med de øvrige læger.
Som ledende overlæge deltager du i regionale fora og grupper som led i driften af regionens sundhedsvæsen og koordinering af de faglige miljøer.
Den faglige bedømmelse vil ske på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer inden for hvert af de 7 lægefaglige kompetenceområder: lægefaglig ekspertise, kommunikation, samarbejde, ledelse/administration, sundhedsfremme, akademikerrolle og professionalisme.
Ansøgeren bør i ansøgningen forholde sig til disse og i videst muligt omfang dokumentere kvalifikationerne inden for områderne.
Om afdelingen
Børn og Ungeafdelingen består af 2 afsnit – Børn- og ungeafsnittet og Neonatal- og Barselsafsnittet, herudover er der et selvstændigt lægesekretariat.
Børn- og ungeafsnittet modtager patienter i alderen 0-18 år med blandede medicinske og kirurgiske sygdomme. Neonatal- og barselsafsnittet varetager pleje og behandling af indlagte barselspatienter, nyfødte børn og forældre med særlige behov, syge nyfødte, for tidlig fødte børn (GA fra uge 28) – og børn under 1 måned, der indlægges fra hjemmet.
Der er et selvstændigt familieambulatorium i samarbejde med obstetrik. Afdelingen er beliggende i Familiehuset – sammen med obstetrik og gynækologi.
Afdelingen deltager aktivt i uddannelse af lægesekretærer, sygeplejersker, assistenter og yngre læger.
Der er i afdelingen ansat i alt ca. 125 medarbejdere, herunder ca. 23 læger samt studerende og elever.
Om Sygehus Sønderjylland
Sygehus Sønderjylland har ca. 2.600 medarbejdere fordelt på de tre matrikler Sønderborg, Aabenraa og Tønder. Akut-aktiviteterne er placeret i Aabenraa, som i 2020 er et fuldt udbygget akutsygehus. Sygehuset i Sønderborg er et specialsygehus med særligt fokus på elektive og ambulante aktiviteter. I Tønder fungerer sygehuset primært som medicinsk daghospital.
Sygehus Sønderjylland arbejder med forbedringer af kerneopgaven ud fra Den Syddanske Forbedringsmodel, og alle ledere skal gennemgå uddannelsesforløbet Lean4Leaders, således at de kan anvende SHS Forbedringsmodellen i deres områder og derigennem skabe mere værdi for patienterne.
Sygehusets organisering fremgår her.
Stillingsbeskrivelsen for den ledende overlæge kan ses her.
Vil du vide mere?
Lægelig direktør Bjarne Dahler-Eriksen, bde@rsyd.dk, 2328 4068, Sygeplejefaglig direktør Eva Nielsen, E.N@rsyd.dk, 2895 2789 eller Oversygeplejerske Anne Dorthe Bjerrum, Anne.Dorthe.Bjerrum@rsyd.dk, 7997 2020.
Løn og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår aftales i forbindelse med ansættelsen og sker jf. overenskomst for ledende personale. Ansættelsen sker med hovedtjenestested i Aabenraa.
Ansøgning og rekrutteringsproces
Stillingen søges via nedenstående link.
Ansøgningsfristen er den 9. november 2017.
Ansættelsessamtaler er planlagt til den 16. november 2017. Der kan blive tale om en test, 2. samtale samt en case.