Afdelingslæger til lymfom- og myelomatoseteam, Hæmatologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Roskilde Hæmatologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Roskilde har pr. 01.11.17 to ledige afdelingslægestillinger.
Stillingerne er i henholdsvis lymfom- og myelomatoseteamet, og det forventes at ansøgerne ud over at have gode samarbejdsevner har længere klinisk erfaring inden for sygdomsområderne.
Afdelingen har regionsfunktion for Region Sjælland, og er dermed en af landets seks hæmatologiske centerafdelinger, hvilket betyder at vi varetager udredning, behandling og opfølgning af samtlige hæmatologiske sygdomme fraset de få højt specialiserede funktioner. Befolkningsgrundlaget i Region Sjælland er ca. 830.000 borgere.
Vi er opbygget af et sengeafsnit med 30 senge, et stort ambulatorium med syv daglige ambulatoriespor, et dagafsnit, en klinisk forskningsenhed og et sekretariat.
Der er eget bagvagts- og forvagtslag, der er henholdsvis 15- og 10-skiftet. Forvagtslaget dækker også Onkologisk Afdeling aften og nat.
Afdelingen har et rigtigt godt uddannelsesmiljø og varetager både prægraduat uddannelse af medicinstuderende og postgraduat uddannelse af læger i introduktionsstillinger og hoveduddannelsesforløb inden for hæmatologi, onkologi, infektionsmedicin og dermatologi.
Der er stor forskningsaktivitet dels i form af kliniske behandlingsprotokoller, og dels i form af ph.d. forløb, hvor der på nuværende tidspunkt er seks igangværende ph.d. projekter.
Sjællands Universitetshospital indgår i Københavns Universitets Hospital, som er et samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og sygehusene i Region Hovedstaden og i Region Sjælland.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Ulf Christian Frølund, 47 32 48 01, ucf@regionsjaelland.dk
Du kan læse mere om Sjællands Universitetshospital på www.regionsjaelland.dk
Ansøgningsfrist 01.09.17
Ansættelsessamtaler i uge 36
Om Sjællands Universitetshospital
Sjællands Universitetshospital vil være pioner i det danske sundhedsvæsen og definere en ny, bedre og anderledes måde at drive et sundhedsvæsen på. Med overskriften ”Patienten er alt” implementerer hospitalet en ambitiøs strategi, som vil sætte en ny retning for fremtiden. Missionen er patienten, og visionen er suveræn kvalitet.
Sjællands Universitetshospital er etableret som en organisatorisk enhed. Vi er således allerede nu i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne. Når bygningerne i Køge står færdige i 2022, vil regionens specialiserede behandlings-, forsknings- og undervisningsaktiviteter være samlet her. Læs mere om Sjællands Universitetshospital på her.