Psykolog ved Hospice Limfjord samt Klinik for lindrende behandling Skive/Viborg (KLB) Vi søger en engageret psykolog, gerne med erfaring fra arbejdet med alvorligt syge og døende patienter samt deres familie. Patienterne på hospice og patienter tilknyttet KLB har komplekse problemstillinger, som søges lindret ud fra et helhedsorienteret perspektiv med stor faglig ekspertise.
Du vil komme til at indgå i et tæt tværfagligt samarbejde med en erfaren og veluddannet personalegruppe.
Hospice Limfjord er etableret i 2007 og har plads til 12 patienter og deres pårørende. Personalegruppen er tværfaglig og samarbejdet er formet af stor åbenhed og hjælpsomhed. Patientens problematikker anskues ud fra en bred faglig vinkel og der er en naturlig og gensidig respekt for de forskellige faglige synsvinkler.
Hospice afholder kurser for øvrigt sundhedspersonale, og der vil være rig mulighed for at arbejde med undervisning inden for relevante psykologiske områder.
Du kan orientere dig om Hospice Limfjord på www.hospicelimfjord.dk
Klinik for lindrende behandling Skive/ Viborg er en del af Klinik for Lindrende Behandling som dækker Hospitalsenhed Midt’s optageområde – Viborg Skive og Silkeborg kommuner, og som udover afdelingen i Viborg Skive også består af en afdeling i Silkeborg.
KLB tilbyder lindrende behandling til patienter og pårørende i den tid de er i hjemmet eller er indlagt på hospitaler eller plejecentre i området.
I lighed med arbejdet på hospice Limfjord anskuer vi patienterne og de pårørendes problemer ud fra en bred faglig vurdering.
Opgaverne vil bestå af afklarende og støttende samtaler med patienterne og deres familier, samt kortere varende psykoterapeutiske samtaleforløb for såvel patienter, pårørende og efterlevende.
se funktionsbeskrivelse
Om stillingen:
Stillingen er berammet til 32-34 timer efter aftale og fordelt mellem de to enheder Hospice Limfjord og KLB i Viborg/Skive i fleksibel tilrettelæggelse i forhold til en behovsrelateret indsats. Mange patientforløb vil være gennemgående i de to enheder.
Forventninger til ansøger:
Ansøgere til stillingerne skal være psykolog med erfaring efter endt grunduddannelse, gerne inden for det palliative område. Der er forventninger om gode samarbejdsevner. Herudover må ansøgere gerne have erfaring med eller især interesse for undervisning/formidling.
De personlige kompetencer vægter højt og vi ser gerne en ansøger, som er visionær, kreativ og igangsættende og har evne til at motivere og inspirere sine samarbejdspartnere.
Om løn- og ansættelsesvilkår:
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.
Yderligere oplysninger:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til hospicechef Birte Markfoged, tlf. 96 14 87 00, samt Overlæge Søren Ringgård 41410863
Din ansøgning
Din ansøgning indeholdende autorisations ID, eksamenspapirer og CV må gerne være os i hænde så hurtigt, som muligt og senest den 14.august 2017. Samtaler vil blive afholdt i den efterfølgende uge.
Om Hospice Limfjord, Skive & Klinik for Lindrende Behandling Viborg/Skive
Formålet med hospice og KLB er at yde palliativ behandling på specialiseret niveau til uhelbredeligt syge og døende, samt at yde omsorg for pårørende. Den palliative indsats på specialiseret niveau omfatter lindring af komplekse fysiske, psykiske, sociale og åndelige/eksistentielle behov, samt støtte til de pårørende efter dødsfaldet.
Ud over selve kerneopgaven indgår hospice i samarbejde med andre aktører på det specialiserede palliative niveau for hermed at bidrage til udvikling-, forskning- og formidling af viden på området.
Et af grundelementerne for hospice er, at aktiviteterne på hospice har til sigte at understøtte og udvikle de livsværdier, som det enkelte menneske og de pårørende har, med henblik på at skabe størst muligt livskvalitet og støtte til et så aktivt liv som muligt.