Afdelingslæge til Akutafdelingen
Vores ambition er løbende at udvide staben af fastansatte speciallæger, og vi er allerede godt i gang bl.a. med ansættelse af ambitiøse afdelingslæger. Stillingen som afdelingslæge er ledig til besættelse per 1. oktober 2017 eller efter aftale.
Vi leder efter en afdelingslæge som:
- er speciallæge i akutmedicin eller andet relevant speciale
- vil være med til at forme fremtidens fælles akutte modtageenhed, og drive den faglige udvikling af en akutafdeling og et akuthospital
- er ambitiøs på både egne, afdelingens og hospitalets vegne, og som vil være ansvarlig for udvalgte områder
- ønsker at uddanne og vejlede den næste generation af læger og er god til at kommunikere og har lyst til at undervise alle faggrupper i Akutafdelingen
- har lyst til at arbejde på en afdeling, hvor godt arbejdsmiljø og god tone er en prioritet
- fremstår som en god ambassadør for afdelingen i samarbejdet med de øvrige afdelinger og i regionalt regi
Det er vigtigt for os, at du har lyst til og kan indgå i konstruktive samarbejder i bred forstand – også tværfagligt. Vi forventer således, at alle medarbejdere i afdelingen er engageret i deres arbejde og parate til udvikling.
Vi tilbyder
- ansvar for selvstændigt funktionsområde under supervision af en overlæge
- gode muligheder for en karriere inden for det akutmedicinske område i Danmark
- et engageret tværfagligt miljø med fokus på faglig og personlig udvikling, hvor vi bruger hinandens forskellige faglige og personlige kompetencer i samarbejdet omkring patienten
- en afdeling, hvor vi arbejder med Klinisk Logistik og andre teknologiske løsninger
- en afdeling med kort afstand mellem medarbejder og ledelse
- uddannelse i akut ultralyd, herunder CECLUS, samt relevante bogstavskurser (ATLS, ALS), såfremt det er relevant
- mulighed for forskning afhængigt af ansøgers interesse
Lidt om os
På Hospitalsenheden Horsens realiserer vi Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fælles akutte modtageenheder (FAM). I Akutafdelingen er vi 10 speciallæger, inklusive den ledende overlæge i afdelingen. Inden udgangen af 2017 vil vi være 12 speciallæger. Derudover har vi fem læger under hoveduddannelse i specialerne geriatri og almen medicin samt et forvagtslag med p.t. 15 KBU-læger.
Akutafdelingen modtager akutte medicinske, kirurgiske og ortopædkirurgiske patienter. Afdelingen består af Hospitalsvisitationen, afsnit med 27 sengepladser, Akut Dagklinik, 3 skadestuer og et akut udredningsambulatorium.
Afdelingen er hovednerven i akuthospitalet, og vi kan derfor tilbyde dig en spændende stilling på et hospital, hvor en stærk tværgående samarbejdskultur, en flad organisationsstruktur og pligt til forundring er vigtige komponenter i en ambitiøs innovationskultur.
Vi har et tæt og meget velfungerende samarbejde med de specialer, hvis patienter modtages i Akutafdelingen.
Akutafdelingen på Hospitalsenheden Horsens er under ombygning, så afdelingen i 2020 fremstår som en moderne specialombygget afdeling med 37 senge klar. Fase 1 af denne ombygning er netop gennemført og har resulteret i 3 helt nye traumestuer og et integreret satellitafsnit af Billeddiagnostisk Afdeling.
Om Hospitalsenheden Horsens
Hospitalsenheden Horsens arbejder ud fra principperne i Patientsikkert Sygehus og deltager aktivt i det nationale program Sikkert Patientflow. Vi er en attraktiv arbejdsplads med engagerede og fagligt dygtige medarbejdere. Vi sætter udvikling højt på dagsordenen og arbejder hele tiden for gennem dialog, anerkendelse og uddannelse af medarbejdere at sikre borgerne den bedst mulige oplevelse i mødet med hospitalet.
Hospitalsenheden Horsens har en størrelse, der fordrer, at der er kort vej fra tanke til handling. Samtidig er helheden i fokus, og der er et tæt og tværfagligt samarbejde på tværs af hospitalets afdelinger og faggrupper.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Foreningen af Yngre Læger og Danske Regioner. Stillingen er omfattet af Ny Løn og lønnen forhandles med organisationen.
En forudsætning for ansættelse ved hospitalet er i øvrigt, at der gives samtykke til indhentelse af børneattest, og at denne er tilfredsstillende.
Ansøgningen
Ansøgning struktureres omkring speciallægens 7 roller, og fremsendes elektronisk via link på siden.
Yderligere information
Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til ledende overlæge Ulf Grue Hørlyk, telefon 2475 1158 eller oversygeplejerske Lone Fredensborg, 7842 5204.
Ansøgningsfristen er den 13. juli 2017.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 25. juli 2017.