Overlæge til Sengeafsnit P2, AUH Risskov En stilling som overlæge ved Sengeafsnit P2, Afd. P, AUH Risskov er ledig til besættelse pr. 1. november 2017 eller efter aftale.

Dette job er udløbet

I efteråret 2018 flytter Aarhus Universitetshospital, Risskov til det nyoprettede Psykiatrisk Center Skejby. I den forbindelse fusioneres sengeafsnittene P2 og P3 til én enhed. Overlægens ansættelse vil efter flytningen overgå til denne fusionerede enhed.

Om Afdeling P
Afdeling P varetager udredning af voksne patienter inden for hele ICD-10 spektret. Afdelingen behandler særligt patienter inden for det skizofrene og psykotiske område samt patienter med demens, delir, mental retardering, ADHD, autisme og misbrugsudløste tilstande. Afdelingen har regionsfunktion.

Afdelingen er placeret på Aarhus Universitetshospital, Risskov og hører organisatorisk under Psykiatri og Social i Region Midtjylland. Afdelingen har mere end 300 ansatte og ledes af en oversygeplejerske og en ledende overlæge.

Afdelingen omfatter fire sengeafsnit med i alt 74 sengepladser, hvoraf tre sengepladser anvendes til patientstyrede indlæggelser. Afdelingen har to ambulante enheder: Ambulant Psykoseenhed med Neuropsykiatrisk Enhed samt Klinik for Skizofreni (OPUS)/M-Ambulatoriet, som er én organisatorisk enhed med forskellige opgaver men samme funktionsledelse. Desuden rummer afdelingen Psykiatrisk Modtagelse samt en forskningsenhed.

Afdeling P har forsknings- og undervisningsforpligtigelser og deltager i den kliniske undervisning af lægestuderende og læger samt psykologer i uddannelsesforløb til specialpsykologer. Der er uddannelsesforløb for læger inden for specialerne voksenpsykiatri og almen medicin.

Om Sengeafsnit P2
P2 er et skærmet afsnit, der primært varetager udredning og behandling patienter med psykoser. Afsnittet har en særlig funktion, idet man modtager patienter med retslige foranstaltninger, der vurderes at have en flugtrisiko.

Overlægen refererer til funktionsledelsen i P2 og i lægefaglige spørgsmål til overlægen i funktionsledelsen. De faglige ledelsesområder planlægges efter aftale med funktionsledelsen.

Opgaver og ansvarsområder

Overlægen har bl.a. følgende opgaver og ansvarsområder:

  • forestår visitation efter delegering fra den ledende overlæge
  • forestår, koordinerer og deltager i behandlingsarbejdet
  • har et selvstændigt lægeligt ansvar vedrørende undersøgelse, diagnose og behandling af patienter
  • har instruktionsbeføjelser overfor de øvrige ansatte vedrørende undersøgelse og behandling
  • deltager i tilvejebringelsen af grundlaget for afdelingens apparaturprioritering i fællesskab med de øvrige overlæger
  • er ansvarlig for at bestemmelserne i Psykiatriloven overholdes og at indberetninger af tvang udføres til tiden
  • er ansvarlig for den faglige udvikling i afsnittet og varetagelsen af supervisions- og undervisningsvirksomhed over for personalet
  • er ansvarlig for udarbejdelse af behandlingsplaner for patienterne i samarbejde med de øvrige medarbejdere
  • er afsnittets øverste foresatte for lægepersonalet og andet behandlingspersonale

Overlægen er forpligtet til at udføre ledelsesmæssige og administrative opgaver og beslutninger, som er delegeret fra afdelingsledelsen.

Overlægen indgår i beredskabsvagt med 5 hverdagsvagter og 2 weekendvagter på 20 uger.

Faglige kvalifikationer
Overlægen skal være speciallæge i voksenpsykiatri. Der lægges vægt på vilje og evne til kommunikation og samarbejde. Endvidere lægges der vægt på interesse for ledelse og lyst til at gennemføre en lederuddannelse.
Overlægen skal have interesse for, og vilje til, at understøtte og deltage i et aktivt videnskabeligt miljø. Det er ønskeligt, at overlægen har interesse for, eller uddannelse, inden for psykoterapi.

Stillings- og funktionsbeskrivelse fremgår i tilknytning til dette opslag.

Lægefaglig bedømmelse foretages på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer inden for de syv kompetenceområder.

Skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer kan ses via nedenstående link. Vær dog opmærksom på, at besvarelserne skal indtastes som en del af ansøgningsproceduren, når stillingen søges elektronisk. Det er altså ikke tilstrækkeligt at vedhæfte skemaet til bedømmelse af lægefaglige kompetencer.

http://www.rm.dk/sundhed/faginfo/uddannelse/sundhedsuddannelser/ansattelse-af-speciallager/

Ansættelse
Ansættelsen sker i henhold til den enhver tid gældende overenskomst på området mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Merete Bysted tlf. 7847 1611 eller overlæge Peter Møller Andersen tlf. 7847 1691.

Sidste frist for ansøgninger er den 13. august 2017, og ansættelsessamtaler forventes afholdt den 15. september 2017.