Overlæge til kombinationsstilling mellem Klinisk Socialmedicin & Rehabilitering, Hospitalsenheden Vest og Smerte- og Hovedpineklinikken, Neurologisk afdeling En kombinationsstilling ved Klinisk Socialmedicin & Rehabilitering, Hospitalsenheden Vest og Smerte- og Hovedpineklinikken, Aarhus Universitetshospital er ledig til besættelse pr. 1. august 2017 eller efter aftale.

Dette job er udløbet

Klinisk Socialmedicin & Rehabilitering (KSR), Hospitalsenheden Vest er etableret i 2 afsnit beliggende henholdsvis i Regionshuset Århus og i Regionshospitalet Herning.
Afdelingen betjener alle kommuner i Region Midtjylland med undersøgelse og vurdering funktionsevnen hos borgere med bio-, psykosociale problemstillinger.  Dette sker i et tværfagligt samarbejde med psykologer, psykiater, reumatologer og socialfaglige medarbejdere. Afdelingen er uddannelsessted for kommende speciallæger i samfundsmedicin.

Smerte- og Hovedpineklinikken (SHK), Neurologisk afdeling, Aarhus Universitetshospital undersøger og behandler patienter med neuropatiske smerter, hovedpine og funktionelle smertetilstande.  Afdelingen arbejder ud fra en bio-psyko-social forståelsesramme for kroniske smertetilstande og arbejdet udføres tværfagligt mellem læger, psykologer, sygeplejersker, socialrådgiver og fysioterapeut.  Afdelingen er etableret som en sammenlægning af Hovedpineklinkken, Neurologisk Smerteklinik og Klinik for Funktionelle Lidelser. Afdelingen er uddannelsessted for kommende speciallæger i neurologi.

Overlægen får til ansvar at varetage fagområdet for borgere med kroniske smerter i forhold til KSR ved at ajourføre og tilegne sig faglig viden på smerteområdet. I forhold til SHK får speciallægen til ansvar at udvikle og formidle fagområdet klinisk socialmedicin og rehabilitering i forhold til kroniske smerte- og hovedpinepatienter på SHK. Det bliver også overlægens opgave at varetage og udvikle samarbejdet mellem KSR og SHK i forhold til at optimere indsatsen overfor borgere/patienter med kroniske smerter efter den bio-psyko-sociale forståelsesramme.

Stillingen indebærer ydermere i KSR arbejdsopgaver i form af undersøgelser af kommunalt henviste borgere i Klinisk Funktion og deltagelse i tværfaglige kliniske konferencer. I SHK udfører overlægen udredning, undersøgelse og behandling af patienter med kroniske smerter og hovedpine.

Der vil være gode muligheder for forsknings- og udviklingsopgaver indenfor fagområdet kroniske smerter og det samfundsmedicinske speciale. Afdelingerne prioriterer videreuddannelse højt, herunder kurser og kongresser, da vi mener at det er med til at højne kompetencerne og klargøre afdelingerne til morgendagens borgere/patienter.
Undervisnings- og formidlingsopgaver, herunder supervision af de uddannelsessøgende læger i samfundsmedicin og neurologi indgår som en naturlig del af stillingen.

Stillingen ønskes besat med en speciallæge i samfundsmedicin eller andet relevant speciale. Bred klinisk erfaring og erfaring med undersøgelse og behandling af kroniske smertepatienter samt længerevarende erfaring fra det socialmedicinske område er ønskværdigt.

En efteruddannelse på smerteområdet som f.eks. Nordic Diploma in Advanced Pain Medicine vil være kvalificerende.

Stillingen er tilknyttet 2 arbejdspladser på KSR og HSK som begge er karakteriseret ved at byde på spændende og afvekslende arbejdsopgaver, et tværfagligt, inspirerende og udviklende samarbejde med dygtige og engagerede kolleger og et godt arbejdsmiljø med en uformel men respektfuld omgangstone.

Stillingen er en fuldtidsstilling delt ligeligt mellem de 2 afdelinger med 18,5 timer ugentlig fordelt på hver afdeling. Stillingen etableres formelt som en fuldtidsstilling i KSR, og arbejdet i HSK vil således foregå som udetjeneste. Der er ingen vagtforpligtelse tilknyttet stillingen. Løn- og ansættelsesvilkår efter overenskomst med FAS.

Ansøgning udfærdiges i henhold til kvalifikationskrav i relation til de 7 lægeroller og sendes til ledende overlæge Ulrik Steen, Klinisk Socialmedicin & Rehabilitering, Hospitalsenheden Vest, Regionshuset Århus, Olof Palmes Allé 15, 8200 Århus N.
Ansøgningsfrist 16. juni 2017 kl 15.00.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos ledende overlæge Ulrik Steen, tlf 7843 5070, e-mail: ulrik.steen@vest.rm.dk