Overlæge til Røntgen og Skanning, Regionshospitalet Viborg, Hospitalsenhed Midt 1-2 stillinger som overlæge i Radiologi, ved Hospitalsenhed Midt, Røntgen og Skanning, Regionshospitalet Viborg, er ledige til besættelse 1. september 2017 eller efter aftale.

Dette job er udløbet

Om stillingerne
Røntgen og Skanning søger overlæger i Radiologi med interesse for de akutte aspekter af radiologien, herunder den akutte modtagefunktion, men også øvrige subspecialer.

Ansøgning fra speciallæger med erfaring i/interesse for gastro-/uro-/thorax eller neuroradiologi inklusiv MR-diagnostik vil være særligt velkomne.

Vi tilbyder:

  • Ansættelse i en dynamisk afdeling i stadig teknologisk- og organisatorisk udvikling med rig mulighed for faglig udfordring og udvikling af interesse- og ansvarsområder
  • Et højt fagligt miljø med faglig sparring med erfaren lægestab i afdelingen og i de samarbejdende specialer
  • Gode muligheder for kompetenceudvikling og efteruddannelse
  • Korte kommunikationsveje med godt samarbejdsklima mellem faggrupperne i Røntgen & Skanning og på tværs af afdelingerne i HE Midt
  • God mulighed for at deltage i den videre udvikling af akutfunktionen sammen med hospitalets Akutafdeling frem mod det nye Akuthus, med radiologisk akutafsnit integreret i Akutafdelingen (indflytning i løbet af 2018)
  • Afdelingen har en forskningsansvarlig ingeniør i afdelingen, og Regionshospitalet Viborg har et entusiastisk videnskabeligt fagbibliotek og Journal Club, så mulighederne for såvel mono- som tværfaglig forskning er gode.

Afdelingen har forvagtlag i tilstedeværelsesvagt (7-skiftet), og formaliseret bagvagtlag med tilkald fra bolig, aktuelt 6-skiftet, vi stiler imod 8-skiftet.

Afdelingen deltager i den lægelige videreuddannelse på intro- og HU-niveau, og i uddannelsen af medicinske studenter under lægeuddannelsen ved Aarhus Universitet. Afdelingen uddanner herudover radiografstuderende og sekretærelever, samt beskrivende radiografer og sonografer.

En generel stillings- og funktionsbeskrivelse kan hentes her.

En specifik funktionsbeskrivelse/udviklingsplan vil vi sammen udarbejde/revidere løbende ved de årlige MUS-samtaler.

Om Røntgen og Skanning
Fremtidens Akuthospital i Viborg, Regionshospitalet Viborg, er akuthospital for borgere i Viborg, Silkeborg og Skive kommuner, i alt 241.000 borgere. Det radiologiske akutberedskab (24/7) ligger i afdelingens hovedafsnit i Viborg, hvor også de mere specielle undersøgelser og behandlinger foretages – MR, CT, UL, gennemlysning samt tilhørende interventioner. For akutte urologiske patienter er optageområdet udvidet til også at omfatte Favrskov og Randers kommuner, og mammaradiologien for HE Midts område, samt for de perioperative radiologiske procedurer også for HE-Vest’s optageområde, er samlet i Viborg, i Brystklinikken, i nært samarbejde med mammakirurgi, -patologi og –onkologi, og Regionsrådet har besluttet, at hele mammaradiologien for de to optageområder samles i Viborg senest i 2019, som mammakirurgi og –patologi allerede er det.

Kræft- o.a. udredningspakker samt elektive undersøgelser fra HE-Midt og praksis, udføres både i Viborg og i afdelingens afsnit i Skive og i nært samarbejde med det radiologiske afsnit i Diagnostisk Center i Silkeborg.

Alle læger i Røntgen & Skanning har hovedansættelse i Viborg. Afdelingen er fuldt digitaliseret og arbejder papirløst med fuld integration imellem systemerne inkl. Midt-EPJ

Relateret til Regionshospitalet Viborgs specialer: Traumatologi, kirurgi, urologi, ortopædi, karkirurgi, mammakirurgi, pædiatri, neurologi, lungemedicin, kardiologi, nefrologi, gastroenterologi, infektionsmedicin, endokrinologi, gynækologi/obstetrik og intensiv terapi samt praksis foretog afdelingen i 2016 166.000 radiologiske procedurer (UX- og K-koder) fordelt på konventionelle røntgenundersøgelser, CT-, MR- og UL-skanninger samt interventionelle procedurer.

Om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt er en dynamisk hospitalsenhed med ca. 4.200 ansatte, et budget på 2,4 mia. kr. årligt.

De fire regionshospitaler danner tilsammen en dynamisk hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredeste specialiserede hospitalsenheder i Jylland.

Regionshospitalet Viborg er i færd med udbygning til i alt 1,15 mia. kr. og er allerede i gang med en byggeplan for de kommende 3-4 år. I den forbindelse vil Røntgen & Skanning blive udvidet væsentligt.

Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.

Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.

Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Regionshospitalet Viborg, Røntgen & Skanning.

Yderligere information
Yderligere oplysninger om stillingen og arbejdsforhold kan fås ved henvendelse til:
Specialeansvarlig overlæge Lise Gammelgaard, uddannelsesansvarlig overlæge Jette Madsen via tlf. 7844 3001 eller lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt tlf. 7844 1003.

Ansøgningsfrist   
Ansøgning med dokumentation for uddannelse, specialuddannelse, tidligere beskæftigelse m.v. samt udfyldt skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer for ansøger til stilling som speciallæge i Region Midtjylland, skal være os i hænde elektronisk senest den 4. juli 2017.

Ansættelsessamtaler forventes at finde sted den 14. august 2017