Læge til introduktionsstilling i spæd- og småbørnspsykiatrisk afsnit v/Børne- & Ungdomspsykiatrisk Center, Region Midt Hermed opslås I-lægestilling med ansættelse pr. 01.08.17 eller snarest derefter. Spæd- og småbørnspsykiatrisk afsnit består af flere enheder, som er fordelt på 2 matrikler – Risskov og Herning. I Risskov findes desuden et dagafsnit. Stillingen vil primært være knyttet til team A i Risskov.

Dette job er udløbet

Team A varetager ambulant udredning og behandling af børn i alderen (0) 3-7 år med vanskeligheder i form af bl.a. opmærksomhedsforstyrrelse, kognitive vanskeligheder, adfærdsforstyrrelser, angst, depression samt sociale funktionsforstyrrelser.

Vi søger en læge med interesse for børnepsykiatri og med lyst til og interesse i at indgå i den tværfaglige udredning og behandling af småbørn.

Behandlerteamene udgøres af læger – speciallæger og læger i uddannelsesstilling (introduktions – og hoveduddannelse) -, psykologer og distriktsmedarbejdere ( sygeplejersker og pædagoger). I dagafdelingen er ansat sygeplejersker og pædagoger.

Vi tilbyder:

  • Et godt arbejdsmiljø
  • Fagligt kompetente, engagerede medarbejdere
  • Høj grad af vidensdeling
  • Tværfagligt samarbejde
  • Ugentlig vejledning ved speciallæge
  • Grundig introduktion til vagtarbejde og det kliniske arbejde i øvrigt
  • Deltagelse i gruppesupervision for de nye læger i specialet
  • Deltagelse månedligt i faglige kurser
  • God mulighed for at indgå i forskning.

Vi opfordrer alle yngre læger, uanset ingen tidligere erfaring fra børne- og ungdomspsykiatrien/psykiatrien, til at søge stillingen.

Ledelsen ved BUC har besluttet, at lægerne på BUC, Risskov fremover kan indgå i dagtjeneste på hverdage på BUC, Herning. I Risskov deltager man i forvagten, hvor man kan vælge at indgå med døgnvagter eller delte vagter.
Der er som udgangspunkt tale om ca. 2 vagter månedligt (ca.50 timer), og der er p.t. ikke fast rul, så man har selv indflydelse på tilrettelæggelsen af vagterne samt stregdage.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos overlæge Karin Lassen Schmidt karischm@rm.dk, tlf. 7847 3041, afdelingslæge Lene Aagaard Hansen lenaagha@rm.dk, tlf. 7847 3506 eller hos  I-læge Dorthe Normann Nielsen dohlas@rm.dk, tlf. 7847 3087.

Løn- og ansættelsesvilkår
I henhold til overenskomsten indgået mellem Danske Regioner i Danmark og Foreningen af Yngre læger. Mulighed for forhandling vedr. evt. kvalifikationstillæg og geografisk betinget rekrutteringstillæg (Herning).

Læs mere om lægeuddannelsen i BUC (introduktionsuddannelsen) på centrets hjemme-
side her.

Ansøgningsfrist: Den 13.06.17
Ansættelsessamtaler: Den 19.06.17 om eftermiddagen

Du kan alene søge jobbet ved at klikke på ”Send ansøgning” eller lign. link. Vedhæft din ansøgning med oplysninger om uddannelse, tidligere beskæftigelse (CV). De vedhæftede filer skal være i pdf– eller word-format.

BUC er en afdeling under Psykiatri og Social i Region Midt. Vi varetager tværfaglig udredning og behandling af børn og unge fra 0-18 (21) år med psykisk sygdom og udviklingsforstyrrelse samt voksne med spiseforstyrrelser. I udredning og behandling inddrager vi også patientens familie, netværk, evt. andre hospitalsafdelinger og kommuner i regionen
.
BUC består af 8 kliniske afsnit fordelt i Risskov, Viborg og Herning samt en forskningsenhed og et sekretariat i Risskov. Den overvejende del af behandling sker ambulant. BUC dækker fire hovedområde er: Småbørn, skolebørn, unge samt Center for Spiseforstyrrelser. Personalet udgøres af læger, sygeplejersker, psykologer, pædagoger, socialrådgivere med flere.  Centeret modtager årligt 4619 eksterne henvisninger og der er kontakt med 7500 unikke cpr.nr.(2016) Centeret har et bruttobudget på 267 mio. kr. og 562 medarbejdere.