Reservelæge til Center for Spiseforstyrrelser ambulatorium Risskov ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center
En stilling for et år er ledig til besættelse på Center for Spiseforstyrrelser ambulatorium (CfS-amb) i Risskov pr. 1. juni 2017 eller snarest derefter. Stillingen vil kunne besættes som reservelæge / 1. reservelæge afhængigt af ansøgers kvalifikationer.
Stillingen kan søges af læger med ønske om eller uddannelse i psykiatri, børne- og ungdomspsykiatri, almen medicin eller intern medicin.
CfS-amb er, sammen med CfS sengeafdeling, Århus Universitets Hospitals specialafsnit, med højt specialiseret funktion, for behandling af anoreksi og bulimi. Afsnittene er en del af det Børne- og Ungdomspsykiatriske Center i Region Midtjylland. Under CfS-amb hører også et spiseforstyrrelsesteam i Herning.
Centret varetager den hospitalsbaserede tværfaglige psykiatriske behandling af spiseforstyrrelser i hele Region Midtjylland, uanset alder. Sengeafdelingen i Risskov, har 14 senge til indlæggelse af patienter med alvorlig anoreksi.
Ambulatoriet i Risskov er delt i to teams: Et for børn og unge (<18 år) og et for voksne. I Herning er der et fælles ambulatorium. I CfS-amb er der et daghospital, som er et behandlingstilbud til patienter med anoreksi eller bulimi. Det er beliggende i hhv. Risskov (9 pladser) og i Herning (6 pladser).
Der er ca. 500 patienter i behandling ad gangen og der modtages årligt ca. 550 henvisninger. CfS-amb er aktuelt i gang med udvikling af nye intensiverede behandlingstilbud til såvel børn og unge som til voksne spiseforstyrrede patienter.
CfS-amb behandlerteam er tværfagligt med følgende faggrupper: overlæge, afdelingslæge, reservelæge, psykolog, distriktssygeplejerske, klinisk diætist, fysioterapeut og socialrådgiver.
Der er gode muligheder for supervision og faglig udvikling både internt i Center for Spiseforstyrrelser og i relation til de øvrige kolleger i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. Dagligdagen bærer præg af høj grad af faglighed, engagement og godt arbejdsmiljø.
Reservelægen / 1. reservelægen skal indgå i et af de ambulante behandlerteams i Risskov. Der tilbydes ugentlig supervision ved godkendt supervisor af psykoterapeutiske forløb. Der er således mulighed for at få en del af elementerne i grunduddannelsen i psykoterapi, hvis ansøgeren har behov herfor. Alternativt giver ansættelse i stillingen, rigtig gode muligheder for at opkvalificere psykoterapeutiske færdigheder både med hensyn til individuel psykoterapi og gruppeterapi. Der vil også være mulighed for at indgå i Centrets forskningsaktiviteter med henblik på eventuel udarbejdelse af selvstændigt ph.d. projekt.
Ledelsen på BUC har besluttet, at lægerne på BUC, indgår i ét vagtlag, som skal dække både dagvagten i BUC Herning og forvagten, hele døgnet, i BUC Risskov.
Ansøger må derfor påregne at være en del af forvagtslaget i BUC.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomsten indgået mellem Danske Regioner og Yngre Læger.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til centerleder, specialeansvarlig overlæge Kristian Rokkedal på tlf. 7847 3303 eller via mail: charlpde@rm.dk.
Du kan læse mere om centeret på www.buc.rm.dk og på www.spiseforstyrrelser.net.
Ansøgningsfrist: den 2. maj 2017
Ansættelsessamtaler i uge 19 eller 20.
Du kan alene søge jobbet ved at klikke på “Søg job”-knappen. Vedhæft din ansøgning med oplysninger om uddannelse, tidligere beskæftigelse (CV). De vedhæftede filer skal være i pdf– eller word-format.
BUC er en afdeling under Psykiatri og Social i Region Midt. Vi varetager tværfaglig udredning og behandling af børn og unge fra 0-18 (21) år med psykisk sygdom og udviklingsforstyrrelse samt voksne med spiseforstyrrelser. I udredning og behandling inddrager vi også patientens familie, netværk, evt. andre hospitalsafdelinger og kommuner i regionen.
BUC består af 8 kliniske afsnit fordelt i Risskov, Viborg og Herning samt en forskningsenhed og et sekretariat i Risskov. Den overvejende del af behandling sker ambulant. BUC dækker fire hovedområde er: Småbørn, skolebørn, unge samt Center for Spiseforstyrrelser. Personalet udgøres af læger, sygeplejersker, psykologer, pædagoger, socialrådgivere med flere. Centeret modtager årligt 4619 eksterne henvisninger og der er kontakt med 7500 unikke cpr.nr.(2016) Centeret har et bruttobudget på 267 mio. kr. og 562 medarbejdere.