Introduktionsstilling i samfundsmedicin ved Vestdansk Center for Rygmarvsskade Regionshospitalet Viborg
En reservelæge i introduktionsstilling med nr. 6630-07-91-i-01, ved Hospitalsenhed Midt, Vestdansk Center for Rygmarvsskade (VCR), Regionshospitalet Viborg, er ledig til besættelse pr. 1. juni 2017 eller efter aftale.
Stillingen er en vagtfri fuldtidsstilling på 37 timer pr. uge.
Brænder du for lange patientforløb og et helhedsorienteret menneskesyn, så har du nu chancen for, at det kan blive din hverdag. På VCR arbejdes teambaseret i et tværfagligt samarbejde, hvor opgaverne omkring patienterne løses i tæt samarbejde med plejepersonale, terapeuter, psykologer, socialrådgivere m.m.
Om stillingen
Stillingen er den første af sin art, hvor du får mulighed for at stifte bekendtskab med begge grene af samfundsmedicin, idet en dag om ugen er afsat til administrative samfundsmedicinske opgaver.
Du vil være fast tilknyttet et sengeafsnit med 17-18 patienter, hvor du vil være Patientansvarlig læge (PAL) for 8-9 indlagte patienter i tæt supervision med en speciallæge. PAL funktionen indebærer journalskrivning ved indlæggelse, daglig stuegang, forløbsstuegang og tværfaglige patientkonferencer. PAL er tovholder og ansvarlig for patientforløbet, hvilket betyder at du får en koordinerende funktion ift. samarbejdende afdelinger, kommune og egen læge. I PAL-funktionen arbejder du efter socialmedicinske metoder, idet rehabiliteringen på VCR er bygget op omkring International Classification of Functioning, Disability and Health (ICF), hvor man tager højde for både somatik, psyke og sociale forhold, samt stort fokus på patientinddragelse.
De administrative opgaver kan tilpasses efter din interesse. Det kan være arbejde med kvalitets- og driftsindikatorer, eksempelvis udvikling af indikatorer til at måle ulighed i sundhed i VCR, formidling om rygmarvsskade og VCR til både fagprofessionelle og lægfolk vil også kunne være en opgave. Der kan være mulighed for mundtlige oplæg eksempelvis i patientforeninger, udvikling af det tværfaglige samarbejde på VCR, herunder styrke lægernes rolle i det tværfaglige samarbejde. Du vil endvidere komme til at arbejde med evaluering af årlig patienttilfredshedsundersøgelse, og medvirke til udvikling af undersøgelsen mod at lave tidstro patientevaluering under indlæggelsen.
Der er endvidere mulighed for at deltage i forskning.
Om afdelingen/centret
Gennem forskning, kvalitetsudvikling og en stærk klinisk praksis varetager VCR rehabilitering af patienter med traumatiske og sygdomsbetingede rygmarvsskader. VCR er af Sundhedsstyrelsen udpeget til at have højt specialiseret funktion indenfor rehabilitering af patienter med rygmarvsskade og er det ene af to centre i Danmark.
I 2014 er VCR blevet udvidet, ombygget og renoveret. Centeret har nu 35 rehabiliteringspladser – alle enestuer med eget bad og toilet. To af de 35 pladser er træningslejligheder, hvor patienter sidst i deres forløb har mulighed for at træne de sidste færdigheder inden udskrivelse. Til kortere rehabiliteringsophold råder VCR over fire senge på hospitalets patienthotel. Patienter tilknyttet VCR tilbydes livslangt opfølgning i ambulatoriet.
Vestdansk Center for Rygmarvsskade råder over et varmtvandsbassin og moderne fysio- og ergoterapeutiske træningsfaciliteter og caféområde. Den unikke beliggenhed tæt ved by og Søndersø inddrages og bruges i rehabiliteringen.
Rehabiliteringen varetages af tværfaglige behandlerteams og samarbejdet på VCR er stærkt både mono- og tværfagligt – også på tværs af sektorer. Patienterne er oftest nytilskadekomne og indlagt over længere tid og har mange forskellige behov for rehabilitering. VCR har patienter, der efter rehabilitering bliver stort set selvhjulpne og patienter med behov for respirator med tracheostomi og deraf følgende suge-og ventilationsbehov og behov for hjælp hele døgnet.
Vestdansk Center for Rygmarvsskade arbejder forskningsmæssigt hen imod at opnå status som universitetsklinik. Der er etableret en forsknings- og udviklingsenhed, som sikrer forskning og udvikling på området og medvirker til, at nyeste forskningsresultater implementeres i det daglige kliniske arbejde.
Vestdansk Center for Rygmarvsskade er en del af Neurologisk Afdeling på Regionshospitalet Viborg. Neurologisk Afdeling består af Vestdansk Center for Rygmarvsskade samt Center for klassisk neurologi med sengeafsnit og ambulatorier i sammenhæng med det øvrige Regionshospitalet Viborg.
Om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive og har ca. 4.200 ansatte samt et budget på 2,4 mia. kr. årligt.
De fire regionshospitaler danner tilsammen en hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredest specialiserede hospitalsenheder i Jylland.
Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk
Om løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.
Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.
Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Neurologisk Afdeling.
Yderligere oplysninger
Hvis du ønsker at vide noget om, hvordan det er at være yngre læge i VCR, så kan du kontakte reservelæge Merete Skovmose, som er samfundsmedicinsk yngre læge på telefonnummer 78 44 98 53 mailadr.: mersko@rm.dk
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til klinikchef, speciallæge i samfundsmedicin Heidi Aagaard, tlf. 7844 6169/efter kl. 15.30 mobil 2026 9596.
Din ansøgning
Din ansøgning, indeholdende autorisationsID, oplysninger om uddannelse og hidtidig erfaring skal være os i hænde senest fredag den 21. april 2017.
Ansættelsessamtaler vil finde sted tirsdag den 25.april 2017.
Søg stillingen via “Søg job”-knappen.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale