På et kommunikationskursus, jeg var til for nylig, havde vi en underviser, der var psykolog. Hun fortalte os om adskillige studier inden for psykologien, der viste, at folk, der ikke føler, de har indflydelse over deres liv, og som føler sig tvunget ud i beslutninger, som de ikke føler, de er herre over, og som en dag vågner op med tanken ’hvordan havnede jeg her?’ – er dem, der føler sig mest stressede, magteløse og ofte ender med at få en depression.
På fagsprog hedder det ’slide vs. decide’, lærte vi den dag på kurset – dvs. glider man hjælpeløst med strømmen fra den ene store beslutning til den anden i livet, fordi man ikke føler, man har noget valg, eller er man i stand til aktivt at træffe de beslutninger, der skal træffes i livet, så man føler, man har indflydelse på – og er herre over – sit eget liv?
Lad os lige lade den synke ind. Lyder noget af det bekendt?
Jeg vil gætte på, at størstedelen af de yngre læger, der påvirkes af fireårsreglen, kan nikke genkendende til følelsen af magtesløshed og manglende indvirkning og indflydelse på ens eget liv.
Politikerne kan ikke se problemet. Hvis en læge er ved at falde for fireårsreglen, så kan vedkommende jo bare vælge et andet, mindre kompetitivt speciale, et, hvor der er ledige hoveduddannelsesstillinger. Et speciale, som måske slet ikke interesserer én – men som man alligevel skal arbejde med resten af sit liv.
Måske skal lægen endda oven i alt dette rykke hele sin familie op og flytte til den anden ende af landet. Hele systemet er baseret på, at lægen bliver tvunget til at gøre noget, som vedkommende slet ikke har lyst til – det er om noget ’slide’ og ikke ’decide’. Der er ikke nogen følelse af indflydelse på eget liv – hvis man vil være speciallæge i Danmark, må man finde sig i det og gøre, som der bliver sagt.
Jeg tror efterhånden ikke, at nogen er i tvivl om, at fireårsreglen er urimelig, ikke tjener sit formål og forringer yngre lægers livskvalitet betydeligt. Og jeg undrer mig over, at vi bliver ved med at finde os i den. Vi brokker os blandt venner og kolleger, poster negative ting om reglen på Facebook og er generelt enige om, hvor utilfredse vi er. Men hvorfor gør vi så ikke noget ved det? Vores forening har nu forsøgt i flere år at få afskaffet reglen med diverse forhandlinger – uden held. Senest har der været snak om enkelte lempelser i reglen, som, ærlig talt, ikke gør nogen som helst forskel.
Hvorfor kan Lægeforeningen ikke arrangere en strejke eller demonstration mod reglen? Sygeplejerskerne gør det, lærerne gør det. Hvorfor kan vi ikke gøre det, når vi får serveret noget så urimeligt og begrænsende – som nærmest er en hån mod vores ret til selvbestemmelse??
Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige at gøre, om det skal være en strejke, demonstration eller noget helt tredje. Jeg ved bare, at det, vi har gjort indtil nu, ikke har virket – og jeg mener, det er på tide, at vi står sammen om en sag, som påvirker så mange af os, og gør noget, hvor vi bliver set og hørt, og hvor vi kan gøre opmærksom på, hvor urimelig den her regel er.
Jeg ved, der er kritikere, som mener, at en strejke eller demonstration ikke er vejen frem, da det vil fremstille os som forkælede i offentlighedens øjne. Men til det vil jeg bare sige, at det er ikke vigtigt, hvordan offentligheden opfatter vores strejke – jeg kender f.eks. mange, der mener, at lærerne har rigtig gode arbejdsvilkår, og som synes, at de burde holde op med at brokke sig. Alligevel har lærerne for nylig gjort opmærksom på deres sag, fået en del taletid i det offentlige rum og er i bund og grund blevet hørt.
Lige meget om jeg eller andre synes, de er ’forkælede’. På samme måde mener jeg, at vi skal have taletid i det offentlige rum til at forklare konsekvenserne af den her regel for os og for vores livskvalitet, så det er til at forstå for alle – jeg tror ikke, der er nogen, der vil synes, vi er forkælede, hvis vi gør det. Og hvis der er nogen, der mener det, gør det ingenting – vi har stadigvæk fået vores budskab ud til specielt politikerne, og vi er blevet hørt.
Og måske vigtigst af alt: Vi kan gå fra at føle os som hjælpeløse tilskuere til det hele og til at føle, at vi gør noget aktivt og står sammen for at kæmpe for vores sag og blive hørt. ’Slide vs. decide’ igen. Og allerede der synes jeg, vi har vundet rigtig meget!
Jeg har nu prøvet forgæves – flere gange – at komme i dialog med Yngre Læger og Lisbeth Lintz omkring årsagen til, at vores forening ikke arrangerer en demonstration, strejke eller noget helt tredje. Jeg har ikke fået svar fra dem, hvilket jeg mener, er ret kritisabelt, taget i betragtning at det er min forening, som gerne skulle være der for mig og andre yngre læger og kæmpe vores sag.
Fireårsreglen fratager os vores frie vilje – den fjerner vores ret til selvbestemmelse over eget liv. Det nedsætter livskvaliteten og øger risikoen for stress og depression. Hvordan i alverden kan det danske sundhedssystem være tjent med at byde sine læger disse vilkår?
