Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Øst søger to afdelingslæger

Dette job er udløbet
Om os

Styrelsen for Patientsikkerhed arbejder for, at det er trygt at være patient i det danske sundhedsvæsen.

Vi behandler klager fra patienter og ankesager om erstatninger. Vi fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed i sundhedsvæsenet, udsteder autorisationer til sundhedspersoner og administrerer rapporteringssystemet om utilsigtede hændelser. På det grundlag bidrager vi til, at sundhedsvæsenet lærer af fejl og forebygger gentagelser.

Vi er mere end 400 medarbejdere og har tilknyttet over 700 sagkyndige konsulenter, der dækker de sundhedsfaglige specialer inden for hele sundhedsområdet.

Tilsyn og Rådgivning Øst varetager tilsynet med sundhedspersoner og sundhedsvæsenets organisationer inden for Region Hovedstadens og Region Sjællands område. Tilsynet er ved at blive omlagt til et risikobaseret tilsyn. Derudover yder vi sundhedsfaglig rådgivning til andre myndigheder i relation til bl.a. anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, beredskabsopgaver, miljøsager, retslægelige ligsyn og trafikmedicin.

Enheden er præget af et godt og tæt kollegialt samarbejde både fagligt og socialt. Vi er omkring 50 medarbejdere, herunder mere end 20 læger samt sygeplejersker, tandlæger, folkesundhedsvidenskabskandidater/andre AC’ere og administrativt personale. Vi er en velfungerende uddannelsesafdeling for speciallægeuddannelsen i samfundsmedicin.

Dine arbejdsopgaver

Som afdelingslæge vil du blive tilknyttet flere af enhedens fagområder, og du vil få et fagligt ansvar for at varetage og udvikle konkrete opgaver på disse fagområder. Der vil være et tæt, tværfagligt samarbejde med andre medarbejdere på fagområdet, ligesom der vil være et tæt samarbejde med de to øvrige Tilsyns- og Rådgivningsenheder i Jylland. Derudover kan der være samarbejde med ministeriet, øvrige styrelser og andre myndigheder.

Aktuelt har vi særligt behov for afdelingslæger til at indgå i følgende fagområder:

  • Anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, herunder faglig udvikling af området samt håndtering af konkrete anmeldelser, rådgivning til andre myndigheder og faglig sparring til andre medarbejdere
  • Individtilsyn, herunder varetagelse af konkrete tilsynssager og samtaler med autoriserede sundhedspersoner med egnethedsproblemer (misbrug, psykisk sygdom m.m.)
  • Det risikobaserede tilsyn, herunder udgående tilsynsbesøg på sundhedsvæsenets behandlingssteder (både regionale, kommunale og private)
  • Trafikmedicin, herunder udvikling af vores rådgivning til politiet om helbredsforhold i kørekortssager.

Hvis din interesse og/eller kompetencer ligger inden for andre af vores fagområder, så hører vi også meget gerne fra dig. Du kan med fordel skrive dette i din ansøgning.

Derudover vil du skulle varetage andre løbende lægefaglige opgaver, herunder indgå i vores telefonvagt i dagtiden.

Dine kvalifikationer  

Vi forventer, at du
  • er speciallæge i samfundsmedicin eller andet relevant speciale som fx almen medicin, psykiatri eller infektionsmedicin
  • har interesse for varetagelse af administrative samfundsmedicinske opgaver

Vi lægger derudover vægt på, at du er god til at kommunikere både skriftligt og mundtligt, har gode samarbejdsevner og kan arbejde selvstændigt og systematisk.

Endelig vil det være en fordel, hvis du har erfaring inden for et eller flere af enhedens fagområder og gerne erfaring med sundhedsjuridiske problemstillinger. Vi ved dog, at uanset hvilken baggrund du kommer med, så vil mange af vores opgaver være nye for dig. Vi sørger derfor for god oplæring, herunder bred introduktion og en intern tilsynsuddannelse.

Vi tilbyder

Et arbejde med afvekslende og forskelligartede samfundsnyttige opgaver.

Du bliver en del af et aktivt tværfagligt miljø, hvor du sammen med dygtige og engagerede kolleger får mulighed for at anvende og udvikle dine lægefaglige kompetencer i et bredere samfundsmæssigt felt. Enheden er præget af et godt og tæt samarbejde om opgaver og beslutninger, og der er altid mulighed for sparring og supervision. Derudover er der gode muligheder for både intern og ekstern kompetenceudvikling.

Løn- og ansættelsesvilkår  

Ansættelse som afdelingslæge sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Yngre Læger.

Stillingerne er faste stillinger 37 timer pr. uge og ønskes besat per 1. februar 2017 eller snarest derefter.

Vil du vide mere?

Du er velkommen til at kontakte sektionsleder, overlæge Bente Møller på tlf. 7222 7815, hvis du ønsker yderligere oplysninger om stillingerne.

Er du interesseret?

Så send os din ansøgning vedhæftet kopi af CV, relevante eksamensbeviser m.v. elektronisk via linket nederst i stillingsannoncen på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside: www.stps.dk senest den 8. januar 2017. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 2.

Du kan i din ansøgning med fordel angive, hvis der er opgaver, som du har særlig interesse i eller forudsætninger for at varetage.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.