Bent Hansens kærlighedserklæring

Bent Hansens kærlighedserklæring De praktiserende læger er simpelthen lækre, de fortjener høj agtelse og oven i det en stor pose penge.

Almen praksis er reddet. Og ikke nok med det — de praktiserende læger har en lysende fremtid foran sig. De er simpelthen lækre, de fortjener høj agtelse og oven i det en stor pose penge.

Det stod klart i onsdags, hvor regionernes Bent Hansen sendte en kærlighedserklæring på gaden. Det skete i form af et visionsoplæg, som med syvtommersøm slår fast, at almen praksis ikke længere er en paria i regionshovedkvartererne, men ligefrem løsningen på sundhedsvæsenets trængsler i de kommende årtier.

What took you so long, fristes man til at spørge.

Vi er vidne til et vigtigt skridt i aflivningen af New Public Management (NPM), som med regionernes direktør Adam Wolfs ord er røget for langt over i mistillidsstyring, kontrol og registrering, som ikke giver mening. Spørg lige almen praksis om det…

Meldingen i visionsoplægget falder ikke bare på et tørt sted blandt alle de praktiserende læger, som har frygtet for fremtiden, og alle de yngre læger, som ikke har turdet binde an med praksis. Oplægget kommer — og det er selvfølgelig tilsigtet, når vi snakker om ræven Bent Hansen — også på et strategisk vigtigt tidspunkt: dagen før det første møde om en ny overenskomst for almen praksis. Overenskomsten, som er så afgørende for almen praksis, fordi den SKAL lykkes, hvis ikke PLO skal returnere til forsmåelse og genopblussen af borgerkrigen.

Heldigvis er der også meget på spil for Danske Regioner, som med rette kan frygte, at den storstilede strategi med centraliseret behandling på supersygehuse og kortere indlæggelser kan lide en krank skæbne, hvis ikke der tages ordentligt hånd om patienterne, når de forlader sygehusene.

Derfor bliver de praktiserende læger omsider taget til nåde, og med Bent Hansens udspil følger angiveligt også flere penge.

Her skal man jo ikke gøre regning uden vært, for selvfølgelig vil Bent Hansen have noget for pengene. Sådan er det jo i dette pudsige spil, hvor kunden vil bestemme, hvordan leverandøren skal indrette sin arbejdsplads.

Først og fremmest skal der afregnes på nye måder, hvor praksis honoreres for kvalitet frem for kvantitet — det er jo den nye mode på bjerget efter NPM. Der vil også være honorar for at identificere og opsøge svage patienter, som i dag går under radaren. I de nye afregningsformer ligger også en belønning af de læger, som har de vanskeligste patienter. Det er godt nyt for Ishøj-lægen med 90 nationaliteter i venteværelset og måske mindre lukrativt for lægen i 2100 Spelt. Men det var sandelig på tide.

Dernæst kan almen praksis ikke længere komme uden om at levere data. Det pakkes pænt ind som en nødvendighed for at kunne afregne på nye måder, men i realiteten rummer det også et formentlig ultimativt krav om, at praksis skal levere data til forskning og overvågning af kvaliteten i almen praksis. Også det er på tide.

Endelig udnytter regionerne, at PLO i sit 28-punkts udspil fra september sluger en stor kamel ved at acceptere regionsklinikker og andre utraditionelle løsninger i lægesvage dele af landet. Nye konstruktioner er nødvendige i en mangelsituation, og så kan det jo være, at det blot er overgangsfænomener. Men den politiske logik hænger kun sammen, hvis regionerne er villige til at betale lige så meget ekstra til de traditionelle praktiserende læger, som de er til at betale en ekstra høj pris for at drive regionsklinikker.

Bent Hansen har et efterslæb fra forrige overenskomstforhandling. Den var dumt håndteret, ikke bare af de praktiserende læger, men så sandelig også af regionerne, som i realiteten led et nederlag ved at få sin egen tekst ophøjet til lov. Det er den elendigste måde at få sin vilje på, og det demonstrerede den efterfølgende ballade i PLO på kedeligste vis. Det har lammet udviklingen af det nære sundhedsvæsen i flere år. Daværende PLO-formand, Bruno Melgaard, burde have haft en hjælpende hånd fra regionerne. Det havde for eksempel ikke kostet noget at sløjfe økonomiloftet.

Nu bør Bent Hansen betale tilbage. Det vil være klogt — og et rigtigt bidrag til festen, hvor selv de mest rabiate PLO’ere må forventes at stikke piben ind i respekt for Christian Freitags kompromissøgende linje. Det er også på høje tid, at regionerne optræder ikke bare som sygehusejer, men som ansvarlig for det samlede behandlingsforløb. Det er i parentes bemærket også bydende nødvendigt, hvis en afregningsmodel i hele sundhedssektoren baseret på patientens oplevede kvalitet skal kunne effektueres.

Måske kunne forhandlingsparterne skrive denne sætning øverst på den hvide tavle i forhandlingslokalet: »Regionerne vil udvikle og investere i almen praksis.« (Visionoplægget, side 3)

Det var en dejlig nyhed på en onsdag, som ellers begyndte så sort.

Kommentarer

  1. Det er en god pointe, at regionerne har et stort ansvar for behandlingsforløbene og ikke bare hospitalsopholdet. Et par tanker om det kommunale medansvar ville også være på sin plads. De er lige så vigtige, og skal man ikke have deres kvalitetssikring og opgave med i den samlede ligning?

  2. Hvorfor er det så vigtigt for dagens medicin at der indsamles fortrolige data ( trods det er mod loven )? Det har vel intet at gøre med at det er industriens ønske – samme industri der betaler dagens medicin og chefens løn ?

  3. Jeg tror på, at det er vigtigt at alle de data, som opsamles i almen praksis, finder anvendelse i forskningsøjemed. Af hensyn til forskningen, af hensyn til patienterne og af hensyn til almen praksis’ placering i sundhedssektoren på lige fod med sygehusene. Og data skal naturligvis indsamles og anvendes lovligt.

Skriv kommentar