Jens Tilma fra Thy, under uddannelse til speciallæge i almen medicin
I Thy ønsker Jens Tilma, der er ved at uddanne sig til speciallæge i almen medicin, og en stor gruppe ligesindede, at det skal være mere fleksibelt at være praktiserende læge. Bl.a. ønsker de en permanent mulighed for at nedsætte sig i en delepraksis, hvor tre læger f.eks. deles om to kapaciteter.Foto: Diana Holm

Unge læger stiller krav til arbejdslivet som praktiserende læge i Thy En stadig større gruppe af unge læger er klar til at blive Thy, når de er færdige som almenmedicinere. Men de unge læger ønsker ikke at sidde alene i solopraksis, og de stiller krav om et fleksibelt og fællesskabsbaseret arbejdsliv. Deres forslag om permanent mulighed for delepraksis skydes dog ned af PLO og Region Nordjylland. 

»Da jeg flyttede til Thy, troede jeg, at jeg skulle op og redde min far. Nu er det ham, der sikrer mig et ydernummer.«

De områder, der accepterer, at det er arbejdsvilkårene, der har betydning, vil i højere grad lykkes med rekruttering af praktiserende læger i fremtiden

Jens Tilma, i gang med speciallægeuddannelsen i almen medicin

Sådan lyder det fra Lina Hundebøll Jespersen, Klitmøller, der bliver færdig med sin speciallægeuddannelse i almen medicin om et år.

I 2016 flyttede hun tilbage til sin hjemegn i Thy for at tage sin kliniske basisuddannelse på sygehuset i Thisted. Planen var at hun skulle overtage sin far, Laws Jespersens, praksis i Thisted, når hun var færdig.

Dengang kæmpede Thy stadig med udkantssyndromet, og flere praktiserende læger måtte gå på pension uden at få afhændet deres praksis.

Men som Dagens Medicin tidligere har beskrevet, står de unge læger i dag nærmest i kø for at overtage de ledige ydernumre.

For tre år siden gav godt en halv snes yngre læger hinanden håndslag på, at de ville blive i Thy efter endt speciallægeuddannelse, og de organiserede sig i en såkaldt 12-mandsgruppe.

Som det ser ud lige nu, er der 16-17 unge læger, der vil være klar til at blive praktiserende læger i området inden for de næste fire-fem år.

De vil gerne blive i Thy. Men de unge læger stiller også krav. For mange af dem er et godt arbejdsliv først og fremmest lig med et godt familieliv.

» Vi er mindst en håndfuld, der ikke har lyst til at bruge så meget tid på arbejde. Vi tænker alle, at det kunne være rart med mere tid til familien.«

Sådan lyder det fra Jens Tilma, der ligesom Lina Jespersen er medlem af 12-mandsgruppen af yngre læger, der er i gang med at uddanne sig til en fremtid i almen praksis.

Dialog med region og PLO

Konkret har 12-mandsgruppen på et møde i efteråret med konsulenter fra Region Nordjylland og PLO Nordjylland og siden med regionsrådsformand Mads Duedahl (V) samt PLO-Nordjyllands formand, Charlotte Lønskov ytret ønske om, at regionen åbner op for at etablere delepraksisser som en permanent løsning.

Altså at tre læger for eksempel deles om to kapaciteter. Dette er ifølge overenskomsten kun muligt i seks år som en dispensation i et lægedækningstruet område.

»En barriere, der var uventet, er deres modvilje mod, at vi kan forme vores arbejdsliv og organisere os familievenligt, fleksibelt og robust,« fortæller Jens Tilma.

Charlotte Lønskov, PLO Nordjylland, forklarer, hvorfor PLO ikke umiddelbart vil bakke op om en ændring i overenskomsten, der kan gøre det nemmere at etablere delepraksis:

»Så længe der er knaphed på læger, er det problematisk, for vi vil jo gerne have læger i alle afkroge af landet, og så nytter det ikke noget, at de klumper sig for meget sammen. Som fagforening har vi jo også behov for at kunne ‘levere’ for ikke at miste anseelse,« siger Charlotte Lønskov.

Hun refererer til sundhedsreformen, hvor et af målene er, at der skal være 5.000 praktiserende læger i 2035. I dag er der cirka 3.400  praktiserende læger på landsplan.

Alene i Region Nordjylland er antallet af praktiserende læger svundet med 15 procent de seneste 10 år, og i regionens 41 lægedækningsområder betragtes 19 som værende lægedækningstruede.

Den unge læge Lina Jespersen, der også sidder i regionsrådet i Nordjylland for Venstre, kan godt se, at Charlotte Lønskov har en pointe – og dog.

»Jeg er enig i, at vi skal prøve at fordele os længere ud. Men så handler det også om at få skabt et arbejdsmiljø, som de unge læger vil være i. Hvis det er attraktivt at sidde flere læger om færre patienter, så skal man kigge på det,« siger hun.

For både Lina Jespersen og Jens Tilma er overbevisningen, at PLO og regionerne må lytte til de unge læger, hvis det skal lykkes at få alle ydernumre i spil.

»De områder, der accepterer, at det er arbejdsvilkårene, der har betydning, vil i højere grad lykkes med rekruttering af praktiserende læger i fremtiden,« mener Jens Tilma.

Han peger på, at der er et uudnyttet potentiale, idet en del speciallæger i almen medicin ikke arbejder i sektoren.

Balanceret arbejds- og familieliv

Jens Tilma mener, at vejen til en robust almen praksis er brolagt med mere fællesskab og samtidig rum til at organisere sig mere fleksibelt.

Det er rigtig, rigtig glædeligt, at vi har så mange unge læger på vej. Vi håber, at der er plads til dem alle

Camilla Hoff Dahl, specialkonsulent, Region Nordjylland

»Det skal være muligt at etablere sig i fællesskaber med flere af samme og andre faggrupper. Holde hinanden op på motivationen, kvaliteten og hyggen samt støtte hinanden fagligt og ledelsesmæssigt,« siger han.

Jens Tilma henviser i øvrigt til en undersøgelse blandt yngre læger fra 2018, der viser, at de vægter fritid og familieliv lige så højt som karriere.

»Jeg kan ikke være familielæge uden at have tid til eget familieliv. Der er generationelle forskelle i vores arbejdsidentitet, men jeg foretrækker et balanceret arbejds- og familieliv. En stor del af fremtidens læger har samme prioritering, og den er vi nødt til at tage seriøst,« har Jens Tilma skrevet i et læserbrev i Jyllands-Posten for nyligt.

Jens Tilma har også været i direkte dialog med Charlotte Lønskov, formand for PLO Nordjylland, der til hans ærgrelse skyder en hvid pind efter forslaget om delepraksis. Charlotte Lønskov mener nemlig sagtens, at man kan have et godt familieliv, selv om man har en fuld lægekapacitet med 1.600 patienter.

»Vores virksomhedsstruktur som PLO-læge giver nogle muligheder for en god dagligdag med personale, et unikt arbejdsmiljø og en familievenlig hverdag. Selv om man er en lille klinik med to-tre læger kan man sagtens få det til at fungere. Det tror jeg, de unge vil opleve, når de kommer ud og etablerer sig,« siger Charlotte Lønskov, der selv er i lægehuset i Nibe, hvor der er 7 læger om 10.000 patienter.

Charlotte Lønskov understreger, at der er gode muligheder for at få nedsat patientantal, hvis man er aktiv med andet relevant arbejde som eksempelvis forskning og undervisning. Hun tilføjer, at spørgsmålet om delepraksis ikke er noget, PLO Nordjylland alene har indflydelse på. Det er en landspolitisk afgørelse, om det skal ind i overenskomsten.

Har valgt at bosætte sig i Thy

Jens Tilma er efter planen færdiguddannet almen mediciner om tre år. Han og kæresten Emma Kristensen, der lige nu er i en almen praksis som led i den kliniske basisuddannelse, har for længst besluttet sig for at blive i Thy, og derfor har de købt hus mellem landsbyen Frøstrup og kystbyen Lild Strand, knapt 30 km nordøst for Thisted. Fire kilometer derfra – i Frøstrup – er der en udbudsklinik.

Som det ser ud nu, er den ikke attraktiv for Jens Tilma, fordi det er en solopraksis. For nuværende findes de ledige kapaciteter i Thisted Kommune 30-35 km fra hovedbyen Thisted.

I den sydlige ende af kommunen – 60 km fra Frøstrup – er der i Hurup én regionsklinik med to kapaciteter og en udbudsklinik med én kapacitet, der er ledig.

I en nærliggende mindre by, Vestervig, er der én praktiserende PLO-læge tilbage med 2.600 patienter, og denne læge har en høj alder og vil gerne sælge.

I nabokommunen Morsø er der tre ubesatte kapaciteter.

Region Nordjylland anslår, at yderligere 5-6 læger ønsker at sælge deres praksis eller praksisandel indenfor de næste 4-5 år, hvor de 17 unge kommende almenmedicinere bliver færdige. Aktuelt er tre læger i Thisted Kommune og to læger i Morsø Kommune over 65 år.

Plads til alle

»Det er rigtig, rigtig glædeligt, at vi har så mange unge læger på vej. Vi håber, at der er plads til dem alle, og det ser vi, at der er en god chance for,« siger Camilla Hoff Dahl, specialkonsulent i patientforløb og økonomi, Region Nordjylland.

I et partnerskab med to læger driver Alles Lægehus to klinikker i Thy og på Mors og råder i alt over syv kapaciteter fordelt på to ydernumre. Den udvikling er såvel de unge læger under uddannelse samt PLO kritiske over for.

»Man driver lægegerning på en helt anden måde. Med meget lidt lægetilstedeværelse. Det bliver jo udvandet, det her med at have en kendt læge, og det er bestemt ikke ønskværdigt for sundhedsvæsenet,« siger Charlotte Lønskov.

De unge læger – med Jens Tilma i spidsen – har offentligt udtrykt bekymring for, at de attraktive ydernumre er bundet i en længere årrække (kontrakter på fem og otte år). Men de to praktiserende læger, der har kontrakt med Alles Lægehus, Antonio Tivalotti og Klaus Wilbrandt, har udtalt til den lokale presse, at de gerne overdrager klinikken til de yngre læger tidligere, hvis der viser sig interesse for det.

»Vi vil egentlig rigtig gerne allerede nu have en overdragelsesaftale på plads, hvor nogle yngre læger på forhånd ved, at når de om tre eller fire år er færdige, så venter denne her klinik på dem. Jeg er sikker på, at det vil være det bedste for alt og alle her i området, hvis vi kan lande den på den måde,« har Klaus Wilbrandt sagt til Nordjyske i slutningen af september.

Hvis der ikke er læger til at overtage en ledig praksis, så etableres en regionsklinik. Så har vi bedre mulighed for at få ydernumre i spil igen

Charlotte Lønskov, formand, PLO Nordjylland

Den udmelding bliver positivt modtaget af PLO Nordjylland.

»De her klinikker har jo tilkendegivet, at de vil holde stolen varm. Jeg har derfor en forventning om, at de vil være klar til at sælge, når nogen er interesseret,« siger Charlotte Lønskov.

Spørgsmålet er dog, hvor mange af de nyuddannede speciallæger, der er klar til at få eget ydernummer?

Jens Tilma har spurgt rundt i 12-mandsgruppen. Nogle drømmer om at være klinikejer, andre vil hellere være ansat i et lægehus – i hvert fald til at begynde med. Men ingen ønsker at sidde alene i en praksis.

Jens Tilma mener, at klinikken i Frøstrup kunne drives bæredygtigt og realistisk med tre-fire kapaciteter i en deltidspraksis frem for den udbudsklinik med ét ydernummer, der er i dag. Der har nemlig tidligere været to læger i Frøstrup, og måske kunne man tiltrække flere patienter fra nabokommunen.

Arbejder politisk for bedre vilkår

Jens Tilma arbejder politisk med at skabe bedre vilkår for at være familielæge i fremtiden – også i et udkantsområde.

Han er medlem af Yngre Lægers repræsentantskab og Yngre Lægers udvalg for almen praksis.

»I almen praksis udvalget taler vi meget om, at der generelt er et stort ønske blandt de yngre læger om at få en balance i arbejdslivet. Man vil have mulighed for – i perioder af ens liv – at arbejde mindre og tage sig tid til andet, hvad enten det er små børn, forskning eller sport. Det er så stort et ønske med fleksible løsninger, at man ikke bare kan ignorere det,« mener Jens Tilma.

I udvalget erkender man, at der politisk aktualitet er modstand mod at give permanent mulighed for at deles om ydernumre, og derfor har udvalget netop sat gang i en ny spørgeskemaundersøgelse. Den skal belyse ønskerne til fremtidens arbejdsliv blandt de unge, der er i gang med specialuddannelsen i almen medicin. Den undersøgelse ventes offentliggjort til marts.

»Konklusionerne i den undersøgelse synes jeg, at man skal lytte til,« siger Jens Tilma.

Kritisk over for ‘stråmandsklinikker’

På et møde i Yngre Lægers repræsentantskab i denne uge drøftedes problemet med de såkaldte ‘stråmandsklinikker’.

»Vi er enige om, at klinikker uden en fast læge hverken er til gavn for patienterne eller os læger. Det har vist sig næsten umuligt at købe sig ud af kontrakter med dem. Og de blokerer for, at os, der ønsker det, kan nedsætte os med egen praksis. Desuden tager de ingen uddannelseslæger,« pointerer Jens Tilma.

Regions- og udbudsklinikker har i en længere årrække været benyttet af Region Nordjylland som et nødvendigt redskab i forhold til at give et borgernært sundhedstilbud i et lægedækningstruet område. Partnerskabsklinikker er en anden løsning.

Om den praksis siger Carsten Kvist, praksischef, Patientforløb og Økonomi, i Region Nordjylland:

»Her i regionen har vi lagt vægt på at sikre kontinuiteten i praksis og har fokus på at sikre, at det er lokale læger, der driver partnerskabsklinikkerne. Det betyder, at de er tættere på, og de har selv mulighed for at være i klinikken i høj grad.«

Imidlertid er der et politisk ønske i regionsrådet om, at regionsklinikker skal være det foretrukne middel frem for udbudsklinikker, hvis en lægeklinik ikke kan handles på ordinære vilkår.

Fair vilkår

Region Nordjylland har i dialog med PLO Nordjylland lavet en hensigtserklæring om at sikre ‘fair vilkår’ ved drift af lægeklinikker.

»Hvis der ikke er læger til at overtage en ledig praksis, så etableres en regionsklinik. Så har vi bedre mulighed for at få ydernumre i spil igen,« siger Charlotte Lønskov.

Camilla Hoff Dahl fremhæver også, at regionsklinikker er mere ‘smidige’. De kan afhændes i løbet af seks måneder.

Carsten Kvist siger om fordelen ved regionsklinikker:

»Vi har mulighed for at invitere de unge ind, så de kan være en del af en klinik, inden de køber. Vi laver gennemsigtige overdragelsesvilkår og indgår så vidt muligt kontrakter, som kan opsiges med relativt kort varsel. Vi kan indgå i en tættere dialog med lægerne og inddrage dem på en helt anden måde. Det gør en forskel.«

Også Jens Tilma er fortaler for regions- eller licensklinikker i et område, indtil muligheden byder sig for en familielæge.

»Det er en oplagt mulighed for nyuddannede speciallæger i almen medicin at være ansat et sted uden mangeårig binding, inden de potentielt kan overtage en almindelig lægepraksis,« siger Jens Tilma og suppleres af Lina Jespersen:

»Da jeg kom i regionsrådet i 2017, var jeg imod regionsklinikker. Nu synes jeg faktisk, at det er en bedre løsning end stråmandsklinikker. Med en regionsklinik har vi mulighed for at vurdere lægedækningen kvalitetsmæssigt.«

Men en familielæge i gammeldags forstand er nu det mest ideelle, mener Lina Jespersen:

»For at kunne være en god praktiserende læge, der kan give patienterne kontinuitet, så skal man ikke have flere patienter end cirka 1.700 pr. læge. Og man skal selv være en del af den daglige drift.«

I dag er der i hele Region Nordjylland 11 kapaciteter fordelt på regionsklinikker, seks kapaciteter i udbudsklinikker og 14 fordelt på partnerskabsklinikker. Syv af kapaciteterne i partnerskabsklinikkerne er i øjeblikket ubesatte.

I 2021 var der registreret 283 privatpraktiserende læger i Nordjylland og omkring 50 ansatte praktiserende læger.

Læs også:

17. november 2021: Unge læger satser på egen praksis i Thy

17. november 2021: Region Nordjylland om lægedækning: Kurven knækker i 2023

Skriv kommentar