På et luftfoto over Kalundborg by skiller et industriområde i byens sydøstlige del sig ud fra omgivelserne: Novo Nordisks store og stadig ekspanderende fabriksanlæg, som rummer en af verdens største produktionsfaciliteteter til fremstilling af insulin.

Den nordvestsjællandske kommune rummer ikke kun det østlige Danmarks næststørste industriby. Kalundborg Kommunes sundhedsprofil viser, at en befolkning med flere overvægtige borgere og med flere kroniske sygdomme i forhold til gennemsnittet af kommuner i Region Sjælland lægger pres på områdets praktiserende læger og kommunale forvaltninger.

Regionens praktiserende læger vil på møder i de kommende måneder blive informeret om planerne for et regionalt Steno Diabetes Program Sjælland (SDPS), men i dag har Dagens Medicin taget en af ophavsmændene til visionsoplægget til SDPS, lægefaglig vicedirektør på Holbæk Sygehus, Knut Borch-Johnsen, med til Kalundborg.

Her vil han fortælle om oplægget og høre om de ønsker, som et par af byens praktiserende læger har til indsatsen på diabetesområdet.

»Her i regionen har vi seks af de kommuner i Danmark, som har den højeste dødelighed, sygelighed og forekomst af kroniske sygdomme. Der er bl.a. en overdødelighed blandt patienter med type 2-diabetes,« siger Knut Borch-Johnsen og fortsætter:

»Region Sjælland har en stor gruppe patienter med type 2-diabetes, som har svært ved at passe ind i det eksisterende sundhedsvæsens tilbud. Vi kender ikke størrelsen, men mit bedste gæt er, at vi aldrig ser 30-50 pct. af disse patienter. Derfor er det en nærliggende antagelse, at der vil være en stor gevinst at hente, hvis vi kan rette op på de socioøkonomiske forholds betydning for adgang til sundhedsydelser.«

Knut Borch-Johnsen fortæller, at SDPS vil tage afsæt i de eksisterende diabetesambulatorier, almen praksis og indsatsen i kommunerne. Almen praksis er fundamentet for indsatsen, og det er også her, en mere aktiv opsporing af personer med høj risiko for at udvikle diabetes skal finde sted. Men tid til aktivt, forebyggende arbejde er en mangelvare i hverdagen.

Praktiserende læge Allan Butans kommenterer:

»Vi vil jo gerne fange så mange patienter så tidligt som muligt, allerede når de har forstadier til type 2-diabetes. Alle vil helst undgå at få diabetes, så der vil givet være en stor gevinst, hvis vi i større grad kunne fokusere på risikopersonerne og motivere dem til at ændre livsstil. Men ofte ser vi desværre først patienterne, når de allerede har udviklet komplikationer som polyneuropati,« siger Allan Butans, og hans kollega Kurt Høegh supplerer:

»Vi har brug for praktisk hjælp, for undervisning og for personer, der kan hjælpe os med opsporing af risikopatienter. Det er ikke et spørgsmål om kun at fokusere på patienternes køn, alder, vægt, kolesteroltal osv., men også på deres jobsituation, deres sociale netværk, uddannelsesbaggrund etc.,« siger Kurt Høegh.

»Problemet er dem, vi ikke ser«

Sygeplejerske og praksismanager Maria Kastrup kommer lige fra et møde med en patient, der til sin overraskelse fik konstateret forhøjet blodsukker.

»Det er ikke de personer, der selv møder op til undersøgelser eller rutinemæssige kontroller, som er problemet. Det er dem, vi aldrig ser. De patienter, der ikke har nogen kontakt til lægen, er som regel også dem, der har allermest brug for hjælp,« siger Maria Kastrup.

Knut Borch-Johnsen nikker og forklarer, at ønsket om en decentral struktur og organisering i SDPS bl.a. udspringer af en bekymring for, at en centralisering af behandlingstilbuddene i et egentligt, formaliseret center vil føre til, at en meget stor del af patienterne reelt vil fravælge tilbuddet.

»Hvis det sker, får vi et fald i behandlingskvaliteten frem for en forbedring. Derfor er det vores vurdering, at der i hele regionen er brug for patientnære tilbud. Det er en nødvendig — men dog ikke tilstrækkelig — forudsætning for succes,« siger Knut Borch-Johnsen.

Definere rette redskaber

Allan Butans påpeger, at det kan være svært at vælge rette medicinske behandling af patienter med type 2-diabetes. Metformin er oftest udgangspunktet — men hvad skal følge bagefter?
»Vi savner viden om valg af rette medikamenter til rette patienter. Det kan være svært at gennemskue, hvad man skal vælge. Vi trænger til hjælp i virvaret, og det er svært at vurdere og gennemskue de sundhedsøkonomiske aspekter af de behandlingsvalg, vi træffer,« siger Allan Butans.

Knut Borch-Johnsen er enig i, at behandlingsalgoritmerne hurtigt bliver komplicerede.

»Én af de helt centrale opgaver, hvis dette program skal lykkes, er at sige: Hvis vi skal lave god diabetesbehandling, hvilke redskaber og retningslinjer er det så, at vi skal bruge til tidlig opsporing og behandling? Dernæst skal vi sikre, at vi har de nødvendige redskaber og ressourcer til rådighed,« siger Knut Borch-Johnsen.

Tabt mellem sektorer

Kurt Høegh og Allan Butans ser jævnligt hospitalsepikriser, hvor diabetespatienten afsluttes til egen læge, fordi vedkommende to gange ikke er mødt op til aftalte kontroller.

Men informationen om, at patienten ikke længere følger et kontrolprogram på sygehusambulatoriet og overgår til egen læge, går nemt tabt, mener Allan Butans. Det er en information, som skal fremgå klart i første linje, så patienten ikke risikerer at blive tabt mellem sektorerne, mener Allan Butans.

»Jeg er helt enig i, at vi skal gøre det ekstra klart for egen læge, hvilken plan der er for patienten. I skal vide, når stafetten er givet videre,« siger Knut Borch-Johnsen, »hvis målet er, at vi skal løfte behandlingskvaliteten for alle patienter, og vi skal forbedre prognosen for alle med diabetes, hvor er det så bedst, vi sætter ind? Det kan f.eks. være ved at flytte opgaver fra jer, gøre dem til en sygeplejerskestyret opgave og derved frigøre tid til, at I kan tage jer af flere komplicerede patienter. Hvis vi kombinerer det med at afprøve andre samarbejdsformer, f.eks. tilbud om ugentlige telekonferencer om de problematiske patienter mellem diabetesambulatorier og lægehuse, kan det måske samtidig give bedre plads til de allerdårligste patienter i ambulatorierne. I sidste ende handler det om at sikre, at sygehuse, almen praksis og kommunerne bruger ressourcerne på de rigtige patienter,« siger Knut Borch-Johnsen.