Som alle andre forældre til teenagebørn kæmper vi hjemme hos os med at få børnene til at bidrage og fuldføre simple opgaver i hverdagen. Opdragelsen af børn er en dynamisk opgave, der kræver meget energi, tålmodighed og en særdeles god tilpasningsevne.
Efter i snart 13 år at have gentaget de samme ting med beskeden succes, har min hustru og jeg af flere omgange forsøgt at nedfælde husets regler på papir med de aktuelle bud til en forventelig fuld efterlevelse. Hugget ind i Jellingstenen og opsat på køleskabet. Opgaver som for eksempel: ‘Husk at tage din madpakke ud af skoletasken’, ‘ryd op efter dig selv’, ‘lav dine lektier’.
En solrig søndag morgen i det tidlige forår stod jeg med halvmugne madpakker med gammel pasta carbonara, fugtigt gymnastiktøj og flere intranet-beskeder om manglende lektier, og det vækkede en forundring i mig, for selvom buddene nu var nedfældet, var efterlevelsen ikke bedre. Pludselig slog det mig, at der er en masse paralleller til min kliniske hverdag.
Ekstraordinære digitale muligheder
Læger i almen praksis navigerer i utroligt mange guidelines, nationale behandlingsvejledninger, forløbsbeskrivelser mm. Disse opdateres med forskellige intervaller og ligger herefter online i dokumenter på op til 100 sider.
Selvom jeg formentlig aldrig får fuldt implementeret husets regler herhjemme, burde det være anderledes nemt i sundhedsvæsene
Men blot fordi jeg har hængt mine opdragelses-guidelines op på køleskabet, betyder det ikke at børnene følger disse råd, og på samme måde er en opdateret guideline fra Dansk Selskab for Almen Medicin ikke ensbetydende med ændret klinisk praksis straks derefter.
For at mine børn følger husets regler, er en påmindelse på det rette tidspunkt nødvendig. Når de entrerer hjemmet og smider skoletasken under trappen, er det et passende tidspunkt at minde dem om, at de skal huske at tage madpakken ud af skoletasken.
Det kan være svært at efterleve ― og vil formentlig også være pædagogisk kontraproduktivt ― i den virkelige verden, fordi jeg har andet at lave end at stå i entreen og følge dem rundt i livet og give dem råd og anbefalinger i realtid.
Det kan derimod lade sig gøre i den kliniske hverdag, fordi vi har nogle ekstraordinære digitale muligheder, der faktisk ville gøre sikker og hurtig(ere) implementering af guidelines mulig.
Det burde være ligetil
De elektroniske patientjournalsystemer i almen praksis kan give notifikationer, hvis patienten har fødselsdag, når vi åbner en journal, men det er efter min erfaring også den eneste notifikation, som er mulig.
Det burde være relativt simpelt at indbygge de relevante guidelines i den elektroniske patientjournal, således at brugeren af programmet bliver vejledt i den bedste varetagelse af den konkrete patient ud fra de nyeste guidelines.
Eksempelvis når den ny-diagnosticerede patient med osteoporose skal sættes i behandling, minder journalsystemet lægen om den rette behandling til den aktuelle patient, og om det er anbefalelsesværdigt at måle knoglemarkører.
Eller når patienten med hjertesvigt kommer til årskontrol, burde den nyeste vejledning danne baggrund for beslutningstøtte indbygget i journalsystemet, så patienter, der eventuelt ikke er opstartet i SGLT2-hæmmere, bliver tilbudt dette.
Det burde være ligetil. Og det vil løfte kvaliteten, arbejdsglæden, patienttilfredsheden og den generelle adherence til guidelines på elegant vis samt sikre, at det ikke tager 17 år at implementere nye medicinske landvindinger, som en gennemgang ellers har vist, at det gør. Ligesom det forventeligt vil modvirke ulighed i sundhed og bidrage til bæredygtig brug af sundhedsvæsens ressourcer.
Så selvom jeg formentlig aldrig får fuldt implementeret husets regler herhjemme, burde det være anderledes nemt i sundhedsvæsenet.
