Ledende overlæge til Radiologisk Afdeling, Næstved og Slagelse sygehuse Innovativ og visionær ledende overlæge søges til Radiologisk Afdeling på Næstved og Slagelse sygehuse

Dette job er udløbet

Har du lyst til at lede og udvikle en afdeling i forandring, få stærkt fagligt personale til at gro og trives du i en travl hverdag? Så er du den ledende overlæge, vi har brug for.

Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse har en vision om at være bedst blandt sammenlignelige offentlige sygehuse. Derfor arbejder vi kontinuerligt med Model of Improvement med henblik på at blive bedre til at udnytte personale-, apparatur- og økonomiressourcerne til fordel for den klinisk faglige, organisatoriske og patientoplevede kvalitet.

Hertil søger vi en udviklingsorienteret ledende overlæge med en synlig og udadvendt ledelsesstil og gennemslagskraft i ledelsesmæssige forhold, der via dialog og samarbejde formår at skabe lydhørhed og få accept af sine beslutninger.

Du skal have drive og mod på at stå i spidsen for afdelingen, og i samspil med den ledende oversygeplejerske, sikre afdelingens daglige udvikling og drift samt varetage det ledelsesmæssige og faglige ansvar for afdelingens personalegruppe.

Vores forventninger
Du er speciallæge i diagnostisk radiologi og har lyst til at arbejde med ledelse. Som leder skal du være synlig og praktisere en anerkendende og konsekvent ledelsesstil. Tillige skal du motiveres af udsigten til at stå i spidsen for afdelingen i både fagligt udfordrende og berigende situationer. Du skal i samspil med afdelingens ledende oversygeplejerske sikre afdelingens drift og det stabile ledelsesmæssige og faglige ansvar for personalegruppen.

Det betyder at du vil gå forrest i arbejdet med at profilere radiologisk afdeling som en kvalitetsorienteret og anerkendt afdeling, der kan motivere afdelingens fagligt velfunderede medarbejdere og sikre at vi kollektivt arbejder mod samme mål.

Konkret har vi brug for en ledende overlæge som har en stor indsigt i radiologiske arbejdsgange. Vi forventer, at du har kendskab til ledelsesrelaterede administrative systemer og at du motiveres af at arbejde med forandringsledelse i praksis. Vi søger en ledende overlæge der har en reflekterende og løsningsorienteret tilgang til forandringsledelse og forbedringsarbejdet.

Vi ønsker os, at du har en interesse i at forene datadrevet ledelse med værdibaseret ledelse med henblik på at sikre kollektiv opbakning til afdelingens mål. Du skal kunne forene rammerne og retningen for afdelingen med faglig og personlig udvikling i medarbejdergrupperne. Desuden håber vi du er visionær for så vidt angår samspil på tværs af funktioner, forløb og faggrupper.

Vi ser gerne du som ledende overlæge har et godt humør, en positiv indstilling og evnen til at fastholde overblikket i travle perioder

Relevant ledelseserfaring og uddannelse vil blive prioriteret. Der tilbydes den rette kandidat en Master i Ledelse.

Radiologisk Afdeling Næstved/Slagelse
De to radiologiske afdelinger er administrativt sammenlagt til en samlet enhed under én afdelingsledelse. Afdelingerne har et tæt samarbejde, men fungerer i hverdagen som adskilte enheder. I tillæg varetager afdelingerne de lægelige aspekter af non-mammo CT, MR og konventionel radiologi for radiologisk afdeling i Ringsted samt CT beskrivelsen af PET-CT scanninger.

Samlet udføres ca. 160.000 undersøgelser om året fordelt på MR, CT, UL og konventionelle røntgenundersøgelser. Yderligere har sygehuset en regional funktion indenfor Karkirurgi, hvortil radiologisk afdeling understøtter med højt specialiseret diagnostik og behandling.

I afdelingen arbejder vi aktivt og målrettet med uddannelse og kompetenceudvikling af personale og studerende.

I samarbejde med afdelingens ledende oversygeplejerske vil du få ansvar for at

  • Styrke og udvikle den parakliniske kvalitet, uddannelsesmiljøet og forskningsaktiviteterne
  • Reorganisere afdelingerne med henblik på øget kulturintegration til fordel for patientforløb og klinisk faglig kvalitet
  • Sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af personale- og apparaturressourcer i forhold til budget og aktivitetsmål
  • Kontinuerligt styrke arbejdsmiljøet

Radiologisk Afdeling i Næstved
Afdelingen i Næstved er en væsentlig del af et sygehus specialiseret i de ortopædkirurgiske, medicinske, onkologiske og urologiske sygdomme, hvilket influerer på opgaveporteføljen. Blandt andet varetages den regionale funktion i forhold til udredning af lungecancer og interstitielle lungesygdomme.

Årligt udføres ca. 70.000 undersøgelser fordelt på konventionel radiologi, gennemlysning, ultralyd med og uden intervention, 64/256 MSCT-skannere(Phillips), tre 1,5 T MR-skannere(Siemens), hvoraf to er placeret på radiologisk afdeling og den tredje i stråleterapien (onkologisk afdeling).

Yderligere har afdelingen etableret en Drop-In funktion for udvalgte ultralyds- og konventionelle røntgenundersøgelser fra praksis og husets ambulatorier.

Ved siden af dette, foretager vi ca. 3.000 undersøgelser på Radiologisk Afdeling i Stege.

I afdelingen er der 60 medarbejdere fordelt på forskellige faggrupper.

Radiologisk Afdeling i Slagelse
Afdelingen i Slagelse er en central del af et akutsygehus der varetager skadestue/akutafdeling med traumemodtagelse, anæstesi, parenkymkirurgi, ortopædkirurgi, medicin, geriatri, klinisk biokemi, klinisk mikrobiologi, patologi og pr. 1. maj 2018 også børneafdeling, obstetrik og gynækologi, hvilket influerer på opgaveporteføljen.

Vi udfører årligt ca. 90.000 undersøgelser fordelt på tre CT scannere, to MR scannere, fem ultralyds rum, et gennemlysningsrum og fire rum til konventionel radiologi. Yderligere varetages MR og UL undersøgelser for den regionale Garantiklinik i radiologi og den regionale visitationsenhed for radiologien.

Afdelingen har ca. 80 medarbejdere fordelt på forskellige faggrupper.

Ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat snarest. Ansættelse sker på overenskomstmæssige vilkår, efter aftale med forhandlingsberettiget organisation.

Hovedtjenestested vil være på Slagelse Sygehus med andet tjenestested på Næstved Sygehus.

Der vil blive indhentet referencer fra ledere, kolleger og medarbejdere efter nærmere aftale.

Yderligere oplysninger
Hvis du ønsker yderligere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Trine Hedegaard Holgersen, thol@regionsjaelland.dk, 21 16 23 45 eller sygehusdirektør Vagn Bach, vba@regionsjaelland.dk, 30 70 88 24.

Ansøgningsfrist 22.02.18

Du bedes motivere din ansøgning og deri forholde dig til de 7 lægeroller/kompetenceområder. Sammen med din motiverede ansøgning bedes dit cv bilagt dokumentation af formelle og faglige kompetencer.

Ansættelsessamtaler forventes 26.02.18

Kontaktperson(er):
Navn: Trine Hedegaard Holgersen
Stilling: Vicedirektør
Email: thol@regionsjaelland.dk
Telefon: 56513801

 

Navn: Vagn Bach
Stilling: Diverse undervisere
Email: vbac@regionsjaelland.dk
Telefon: 56513803

 

Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse 
Vi har viljen til at blive bedre hver dag

Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse er både et akut- og specialsygehus. Vi er ambitiøse og modige, og vi har viljen til at blive endnu bedre – hver dag. Vi ønsker at tiltrække de bedste medarbejdere, der tør tænke nyt og anderledes i hverdagen til patientens bedste.
Stærk faglighed og udvikling skal sikre god og ensartet høj kvalitet i behandlingen døgnet rundt. Vi skaber forbedringer og nye løsninger i fællesskab. Vi lægger vægt på datadrevet og synlig ledelse og tilsigter en uformel og uhøjtidelig omgangstone baseret på gensidig tillid mellem leder og medarbejder. Vi prioriterer uddannelse, forskning og udvikling, fordi vi mener, at faglighed er afgørende for at nå vores mål.
På Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse gør vi os umage med at skabe en udviklende og spændende arbejdsplads, og vi arbejder for at være Region Sjællands bedste uddannelsessted.

Dit behov – vores fælles opgave