Afdelingslæge med erfaring med uddannelse på sundhedsområdet Koncern HR, Sundhedsuddannelser, Regionshuset Viborg (Videreuddannelsessekretariat Nord)

Dette job er udløbet

Er du speciallæge og vil du gerne arbejde med strategisk rådgivning og udvikling af uddannelsesområdet? Vil du være med til at bidrage til, at udvikle nuværende og fremtidige medarbejdere i sundhedsvæsenet, så de har de rette kompetencer?

Så er der en ledig stilling som afdelingslæge ved Sundhedsuddannelser, Koncern HR, Region Midtjylland til besættelse pr. 1. maj eller snarest derefter.

Om stillingen
Stillingen indebærer en varieret sammensætning af opgaver inden for flere uddannelsesområder, herunder:

  • Ansættelse af læger i hoveduddannelsesstillinger som led i deres videreuddannelse til speciallæge. Løbende HR-administrativ sagsbehandling på dette område, f.eks. udarbejdelse af tillægsaftaler i forbindelse med ændringer i uddannelsesforløb.
  • Planlægning, koordinering og udvikling af uddannelser på sundhedsområdet, både grunduddannelser og efter- og videreuddannelser.
    Det kan være opgaver som f.eks. udvikling og kvalitetssikring af klinisk uddannelse (f.eks. gennem uddannelsesprogrammer m.v.) og planlægning af hoveduddannelsesforløb for læger og specialpsykologuddannelse for psykologer.
  • Strategisk rådgivning og udvikling inden for kompetenceudvikling/efteruddannelse af speciallæger, eksempelvis strategisk rådgivning og udvikling indenfor området fellowships/ekspertuddannelsesforløb for speciallæger.
  • Samarbejde mellem Region Midtjylland som uddannelsesarbejdsplads og medicinstudiet ved Aarhus Universitet.
  • Gennemførelse af høringer, herunder indsamling af data.
  • Udarbejdelse af analyser, notater og dagsordenspunkter til forskellige beslutningsfora.

Opgaverne i kontoret er en blanding af faste, tilbagevendende opgaver (f.eks. ansættelser af læger i hoveduddannelsesstillinger) og ad hoc opgaver vedrørende udvikling på uddannelsesområdet.

De fleste opgaver i kontoret løses i samarbejde med andre i kontoret, andre dele af koncernstaben og ikke mindst hospitalerne. Der er desuden et omfattende samarbejde med eksterne parter, særligt uddannelsesinstitutioner, kommuner og Sundhedsstyrelsen mv.

Hvem er vi?
Koncern HR, Sundhedsuddannelsers hovedopgave er at medvirke til, at medarbejderne i sundhedsvæsenet har de kompetencer, der er behov for – særligt set i forhold til de målsætninger, regionen har på sundhedsområdet. De er bl.a. beskrevet i regionens sundhedsplan, og handler om større sammenhæng i behandlingen i sundhedsvæsenet, styrket patientsikkerhed og kvalitet, og øget fokus på et sundhedsvæsen på patientens præmisser.
Opgaverne i kontoret handler bl.a. om at konkretisere, hvad de målsætninger betyder i forhold til behovet for kompetencer hos medarbejderne på hospitalerne m.v. Opgaverne løses i dialog med relevante samarbejdspartnere, både internt i regionen og eksternt.

Vores mission er at skabe rammer og sammenhæng på uddannelsesområdet.

Vores vision er at gøre en markant forskel på uddannelsesområdet, så der er sundhedsprofessionelle med de rette kompetencer – nu og i fremtiden.

Vi opfatter os derfor som et kontor med spændende og varierede opgaver med uddannelse på sundhedsområdet, som er et område med stort politisk fokus og behov for løbende udvikling.

Kvalifikationer
Det er vigtigt, at du er speciallæge med et godt kendskab til og erfaring med uddannelse på sundhedsområdet, herunder videreuddannelse af læger, og gerne med den nødvendige viden om IT-systemerne anvendt i den lægelige videreuddannelse. Det vil desuden være en fordel med et kendskab til arbejdet i en politisk ledet organisation og administration.

Derudover lægger vi vægt på at du:

  • Arbejder selvstændigt og tager ansvar over for opgaverne, og selv driver med en opgave og tager initiativ.
  • Er systematisk og god til at skabe struktur og overblik.
  • Har gode analytiske evner og er i stand til at sætte dig hurtigt ind i komplekse problemstillinger og sammenhænge og formidle dem, bl.a. skriftligt i notater, dagsordenspunkter m.v.
  • Går til opgaverne med fokus på løsninger og med stort engagement og professionalisme.
  • Har gode samarbejdsevner og er god til at kommunikere – både mundtligt og skriftligt – og er god til at danne netværk og bruge dem.
  • Har blik for helheder, f.eks. på tværs af forskellige dele af sundhedsvæsenet, forskellige dele af regionen som organisation, og i forhold til de forskellige uddannelser på sundhedsområdet.
  • Er fleksibel og kan håndtere at have mange opgaver i gang uden at miste overblikket.
  • Er god til at se muligheder.
  • Har lyst til at arbejde udviklingsorienteret og strategisk med sundhedsuddannelsesområdet, og samtidig have opgaver med generel løbende sagsbehandling.

Hvad kan vi tilbyde dig?
Vi kan tilbyde spændende og varierende opgaver på et område med stor politisk fokus og behov for løbende udvikling.

I kraft af jobbet vil du få et godt indblik i beslutnings- og samarbejdsprocesserne i både det politiske og det administrative system.

Vi lægger vægt på både faglig og personlig udvikling, og på at være en fleksibel arbejdsplads med et godt socialt miljø.

Løn- og ansættelsesvilkår
Dine løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst.

Tjenestestedet vil være i Viborg.

Ansøgningsfristen er onsdag den 17. marts 2021.

Forventet ansættelsessamtale tirsdag den 23. marts 2021.

Ansættelsesstart 1. maj eller efter aftale.

Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at indhente yderligere oplysninger om stillingen ved henvendelse til

Lidt uddybende om, hvem vi er
Sundhedsuddannelser er en del af Koncern HR med p.t. 18 medarbejdere. Opgaverne ligger indenfor følgende tre hovedområder:

  • Strategisk planlægning, koordinering og udvikling af uddannelser på sundhedsområdet i Region Midtjylland.
    Det handler særligt om uddannelser, hvor Region Midtjylland stiller klinik/praktik til rådighed under uddannelsen, og hvor regionen er kommende arbejdsgiver.
    Opgaverne vedrører især den kliniske del/praktikken i over 20 forskellige uddannelser på sundhedsområdet, lige fra erhvervsuddannelser og professionsbacheloruddannelser til medicinstudiet.
    Et indsatsområde her er udvikling af og opfølgning på strategier på området.
    Som eksempel på erhvervsuddannelser kan nævnes social- og sundhedsassistenter, lægesekretærer, serviceassistenter og ambulanceassistent. Professionsbacheloruddannelserne er uddannelserne til bl.a. sygeplejerske, radiograf, bioanalytiker, fysioterapeut og ergoterapeut.
    Kandidatuddannelser omfatter særligt medicin og psykologi.
    Ud over den grundlæggende del af disse uddannelser er der opgaver vedr. strategi, udvikling og koordinering i forhold til behovet for efter- og videreuddannelse for alle de faggrupper, som har disse uddannelser – herunder videreuddannelse af læger og sygeplejersker.
    Opgaverne her løses bl.a. i tæt samarbejde med Region Midtjyllands Center for Kompetenceudvikling, som er leverandør af efter- og videreuddannelse.
  • Sekretariat for Videreuddannelsesregion Nord (Region Midtjylland og Region Nordjylland) vedrørende lægers videreuddannelse til speciallæger.
    Opgaverne her består bl.a. af planlægning og varetagelse af ansættelse af ca. 300 læger årligt i uddannelsesstillinger inden for de 39 lægelige specialer, sekretariatsbetjening af mødefora, løbende personsagshåndtering og kvalitetsmonitorering og opfølgning.
    Desuden har kontoret bl.a. opgaver med at være tovholder på forskellige tværgående udviklingsprojekter på området for lægelig videreuddannelse (f.eks. IT-systemer og færdigheds- og simulationstræning for læger under videreuddannelse).
  • Nationalt sekretariat for specialpsykologuddannelsen, som omfatter opgaver i forbindelse med en ny videreuddannelse for psykologer.

Internt i regionen løses opgaverne i et tæt samarbejde med hospitalerne m.v. og andre dele af administrationen. På området for lægelig videreuddannelse indebærer opgaverne et tæt samarbejde med Region Nordjylland, som udgør en del af Videreuddannelsesregion Nord.  Desuden indebærer opgaverne i stillingen samarbejde med eksterne parter som f.eks. de øvrige videreuddannelsessekretariater, uddannelsesinstitutionerne i regionen (Aarhus Universitet, professionshøjskolen VIA University College, social- og sundhedsskolerne m.v.), Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner, praktiserende læger og kommunerne i regionen.

Læs eventuelt mere om Region Midtjylland på www.regionmidtjylland.dk

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.