I den nye sundhedsreform er det positivt, at man har valgt at inkludere en folkesundhedslov. Det er et vigtigt skridt mod et sundhedsvæsen, der ikke kun reagerer på sygdom, men også arbejder proaktivt med forebyggelse og strukturelle forbedringer. Men vi mangler stadig at adressere én af de mest oversete faktorer: borgernes egne forventninger og rolle i forhold til, hvordan sundhedsvæsenet bliver brugt.

I dag er der en stærk forventning om hurtig adgang til undersøgelser og behandling ved stort set enhver sundhedsbekymring. Fravær af scanninger eller blodprøver bliver forvekslet med utilstrækkelig behandling. Det skaber en kultur, hvor ‘mere’ opfattes som bedre – uanset faglig relevans. Det presser kapaciteten og risikerer at flytte sundhedsvæsenets fokus væk fra det, der reelt skaber værdi.

Vi har gode erfaringer med borger­inddragelse i forskning

Tilliden til sundhedsvæsenet er høj, og det er i sig selv positivt. Men forståelsen for diagnostikkens begrænsninger er ofte lav. En negativ test er ikke nødvendigvis lig med, at man er rask. Ikke alle sygdomme kan udelukkes med én scanning, og ikke alle symptomer kræver udredning. Samtidig bliver bivirkninger – f.eks. risiko ved røntgenstråling eller overforbrug af antibiotika – sjældent nævnt. Overdiagnostik og overbehandling er ikke blot spild af ressourcer – det kan skade patienterne og føre til unødvendig medicinsk usikkerhed.

Sundhedspersonalet føler sig i stigende grad presset til ‘at gøre noget’, også når det ikke er fagligt nødvendigt. Det skaber defensiv medicin, som i sidste ende går ud over både kvalitet og bæredygtighed.

Men det er værd at slå fast: Borgerne ønsker ikke mere for enhver pris. En undersøgelse fra Danske Patienter viste, at patienter efterspørger høj faglighed, tryghed og omsorg – ikke flere test eller overflødig behandling. Det giver sundhedsprofessionelle et tydeligt mandat til at prioritere fagligt og sige nej, når det er det rigtige.

Forventningsafstemning er derfor ikke et opgør med patientinddragelse – tværtimod. Det er en invitation til medansvar og dermed selve nøglen til borger- og patientinddragelse. Vi har gode erfaringer med borgerinddragelse i forskning, f.eks. gennem borgervidenskab (citizen science), hvor borgere deltager i at definere, hvad der er vigtigt at forske i. Den tankegang kan overføres bredere: Hvordan sikrer vi sammen, at sundhedsvæsenets ressourcer bruges med omtanke og respekt?

Her foreslår jeg, at vi introducerer begrebet borgeromsorg (Citizen Care): En fælles forståelse af, at vi som borgere har en rolle i at sikre, at sundhedsvæsenet er der, når det virkelig gælder. Ligesom vi taler om bæredygtighed i klima og miljø, bør vi tale om bæredygtig sundhed. Det handler om respekt for både faglighed og fællesskab.

Forventningsafstemning mellem borgere og sundhedsvæsenet bør skrives direkte ind i vores folkesundhedspolitik. Hvis vi skal skabe et sundere, mere lige og mere bæredygtigt Danmark, må vi også turde tale om forbrug, og om ansvar.