I begyndelsen af marts meldte Region Hovedstaden ud, at 1.000 borgere over 85 år kunne blive vaccineret mod COVID-19 hos deres praktiserende læge som de første i landet.
»Går det godt, vil vi se på, om man kan udbrede muligheden for, at også andre borgerne kan blive vaccineret hos egen læge,« udtalte regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) ved den lejlighed.
Og det lader til at have været tilfældet.
Region Hovedstaden oplyser til Dagens Medicin, at yderligere 4.000 borgere blev vaccineret hos deres praktiserende læge i uge 11 (15.-21. marts). Derudover er det planen, at 4.000-6.000 borgere skal vaccineres i deres lokale lægehus i løbet af påskeferien.
Der er primært tale om om borgere på 80-84 år, der tilhører vaccineplanens gruppe 7, men også de første årgange af de 75-79-årige vil formentlig blive ringet op af deres praktiserende læge.
Mange lægehuse har meldt sig
»Som praktiserende læge er det en meget rar opgave at få, fordi patienterne bliver så glade for vaccinationen. Opbakningen blandt lægerne har været stor, og 400 ud af 600 lægeklinikker i Region Hovedstaden har vist interesse for at deltage i forsøgsordningen,« siger Peder Reistad, formand for praktiserende læger i Region Hovedstaden.
Det er vaccinen fra Moderna, som borgerne bliver vaccineret med under forsøgsordningen.
»Vi står selv for at kontakte borgerne og vaccinere dem. Det tog lidt tid at finde de +85 årige, der ikke allerede havde fået en vaccine, men derudover kører det fantastisk godt. Vi får et hætteglas som indeholder ti Moderna-vacciner, som skal være tømt inden for seks timer,« siger Peder Reistad.
Ud over at vaccinere borgere i egne lægeklinikker er praktiserende læger også involveret i en række andre vaccinationsopgaver i Region Hovedstaden.
I denne uge er lægerne blandt andet med til at vaccinere 250 borgere i Københavns Kommune, der er sengeliggende i eget hjem.