Folketinget har netop haft en ophedet diskussion om placeringen af de beskårede embedslæger i rigets yderområder. Når dette emne kan mobilisere en sådan entusiasme, er det med tilbageholdt åndedræt, man læser Folketingets første behandling af regeringens forslag til ændringer i lov om kunstig befrugtning. Denne lov plejer at udløse tumultariske parlamentariske tilstande, hvor det endelige udfald er uforudsigeligt, fordi mange politikere kan stemme ud fra egen i stedet for partiets overbevisning. Da de aktuelle ændringer vedrører et emne med etisk sprængstof, var et vist kaos ventet, men i stedet var der en forbløffende enighed og opbakning til forslaget blandt partiernes ordførere.
Lovforslagets centrale tema vedrører donation af sæd og æg. Hidtil har loven stillet krav om anonym donation, men det vil man ændre, så den enlige kvinde eller parret i stedet selv kan aftale med donor, om der skal være anonymitet eller ej. Det giver stor fleksibilitet. Man kan fortsat anvende en anonym eller ikke-anonym donor fra en sædbank, men kan også selv finde en donor, som matcher ens ønsker om biologisk medophav til barnet. Det er ligeledes muligt at aftale forskellige grader af anonymitet, herunder om barnet skal kunne få kendskab til donor, eller om denne viden skal være forbeholdt forældrene.
Den politiske forbrødring kan måske tilskrives, at forslaget – salomonisk – både giver medvind til dem, der vil bevare den nuværende ordning, og dem, der ønsker mere radikale ændringer ved helt at afskaffe anonymiteten. De kommende forældre og donorerne kan formentlig også være tilfredse med muligheden for selv at aftale sig til rette. Man kan endvidere tolke den parlamentariske enighed som udtryk for politisk modenhed i forhold til et tema, man efterhånden er blevet fortrolig med. Men enigheden er alligevel bekymrende.
For det første giver de foreslåede ændringer anledning til mange og komplekse etiske overvejelser. Dette er rigt illustreret i det særdeles grundige og reflekterede høringssvar fra Det Etiske Råd. Man savner derfor, at politikerne tager nogle af de mere principielle drøftelser, som har præget tidligere lovforslag inden for dette område.
For det andet er hensynet til børnene mærkeligt fraværende både i lovforslaget og i høringssvarene. Det er primært Børnerådet, som for alvor understreger barnets perspektiv. Her mener 3 ud af 7 medlemmer, at børn altid skal have ret til at kende deres biologiske ophav. Det Etiske Råd anbefaler – mere moderat – at børnene bør have samme adgang til information om donor som forældrene, og nogle medlemmer fremhæver derudover det problematiske i muligheden for at få ’designerbørn’.
Derfor kan man håbe på en mere reflekteret debat i den videre parlamentariske behandling – og ikke mindst større opmærksomhed og respekt for barnets interesser og rettigheder.
