Regionshospitalet Silkeborg
»Der er en eklatant mangel på tillid til, at medarbejderne kan bidrage til at kvalificere vanskelige beslutningsprocesser,« siger Henning Glerup, formand for overlægerne i Silkeborg, om regionsdirektionens ledelsesstil.Foto: © Hospitalsenhed Midt

Afskedssalut fra overlægerådsformand: Tilliden til regionsledelsen er ødelagt Dialogen mellem den politiske og administrative ledelse i Region Midtjylland og medarbejderne er nødlidende. Det mener overlægerådsformand Henning Glerup, Regionshospitalet i Silkeborg, der nu siger stop.

Den politiske ledelse i Region Midtjylland har gentagne gange gennemført spareplaner og større strukturelle ændringer som rene skueprocesser, hvor beslutningerne allerede er truffet på forhånd, og hvor der ikke lyttes til medarbejdernes faglige argumenter.

Ledelsens mangel på tillid til, at vi gør vores arbejde ordentligt, er med til at handicappe os med unødvendige kontrolregime

Henning Glerup, formand, overlægerådet, Regionshospitalet Silkeborg

Det mener overlæge Henning Glerup, der netop har meddelt, at han ikke længere ønsker at være formand for Overlægerådet på Regionshospitalet i Silkeborg.

»Vi har desværre igen og igen oplevet, at regionsledelsen tydeligvis er helt resistent og døv over for selv meget gennemarbejdede og veldokumenterede indlæg fra medarbejdersiden. Der er en eklatant mangel på tillid til, at medarbejderne kan bidrage til at kvalificere vanskelige beslutningsprocesser. Og den mangel på tillid resulterer desværre i, at topledelsen i Region Midtjylland enten ikke evner eller ikke ønsker at høre på argumenter fra de faglige medarbejdere, der har størst kompetence og indsigt, og som bedst kender patienternes og de ansattes behov,« siger Henning Glerup.

»Ledelsens mangel på tillid til, at vi gør vores arbejde ordentligt, er med til at handicappe os med unødvendige kontrolregimer. Vi har brug for, at personer med sundhedsfaglig baggrund inddrages meget tættere i beslutningsprocesserne. Det er et centralt problem, at de fleste beslutninger med store konsekvenser træffes af regionspolitikere og magtfulde embedsmænd, der i langt de fleste tilfælde ikke har sundhedsfaglige kompetencer,« siger Henning Glerup.

Skrækscenariet er djøf-dominans

Sundhedsstrukturkommissionen kommer omkring 1. maj med sit længe ventede bud på den fremtidige struktur for det danske sundhedsvæsen.

Om kommissionens rapport vil anbefale bevarelse eller afskaffelse af de fem nuværende regioner er indtil videre ukendt. Henning Glerup lægger dog ikke skjul på sin bekymring for en stærkt centraliseret model, som Danske Regioner har foreslået med kun én myndighed med hånden på kogepladen i sundhedsvæsenet, fordi den vil være ledet af personer uden tilstrækkelig sundhedsfaglig indsigt.

»Hvis man vælger en djøf-domineret ledelse med meget stor central magt over sundhedssystemet, så er det nærmest på forhånd givet, at det vil resultere i en meningsløs detailstyring uden sundhedsfaglig begrundelse og opbakning. Altså en fortsættelse af en ufrugtbar kultur med mistillid mellem topledelse og kliniske medarbejdere. En kvalificeret styring af sundhedsvæsenet kræver en langt bedre repræsentation af ledere med sundhedsfaglig baggrund, og vel at mærke ledere som ikke helt har tabt forbindelse til den kliniske virkelighed,« skriver Henning Glerup i et debatindlæg, som bringes i sammenhæng med denne artikel.

Silkeborg-modellen står for fald

Henning Glerup har som nævnt valgt at trække sig som overlægerådsformand. Regionens sparekrav for 2024, der efter en høringsproces landede på en samlet besparelse på 199,4 mio. kr. i 2024, blev udslagsgivende for hans ønske om ikke at fortsætte på posten.

»I Silkeborg har vi brugt årtier på at opbygge velfungerende teams og lave et produkt af høj kvalitet til gavn for patienterne. Den model står for fald nu, og vi må meget mod vores vilje acceptere betydelige serviceforringelser,« siger Henning Glerup.

Sammen med sine overlægekolleger i Silkeborg og med opbakning fra det regionale overlægeråd har han hele vejen igennem advaret mod konsekvenserne af besparelserne.

»Enhver ledelse bør glæde sig over, at de har engagerede medarbejdere, der bekymrer sig for patienterne og for deres arbejdsplads – også selv om de er kritiske over for embedsmænd og politikere. Men igen er vores argumenter blevet mødt med manglende tillid og mest af alt blevet opfattet som irriterende ‘kliniker-støj’. Så må jeg til gengæld glæde mig over, at jeg gennem årene har fået stor opbakning fra kolleger internt og i regionen og fra patienterne, når jeg har løftet stemmen på sygehuset og de ansattes vegne.«

Henning Glerups afløser som formand for overlægerådet på Regionshospitalet i Silkeborg er overlæge Lotte Fynne, Diagnostisk Center.

Læs Henning Glerups debatindlæg ‘Regionerne bør være diskvalificeret som leder af sundhedsvæsenet‘.

Kommentarer

  1. Fuldt forståeligt og respekt for Henning Glerups beslutning om at stoppe som formand for overlægerådet på regionshospitalet i Silkeborg. Er enig i hans vurdering af det usunde i, at djøferne har taget egenrådig styring i det danske hospitalsvæsen, hvor djøferne desværre ikke har de nødvendige faglige kompetencer og derfor ofte udelukkende tager beslutninger ud fra regneark – og dermed på sigt undergraver hele fundamentet for et velfungerende sundhedsvæsen – hvor øget privatisering efterhånden er et helt nødvendigt alternativ for at imødekomme patienternes behov for “kvalitetsudredning og behandling til tiden”.

  2. Den politiserende administrative ledelse fører gang på gang regionspolitikerne bag lyset, da de ikke har mulighed for at gennemskue de informationer, den administrative ledelse sender. Politikerne får den nødvendige information til de kan stemme “rigtigt” (“Det anbefales, at direktionens anbefaling vedtages”). Det er nødvendigt med en langt højere grad af faglighed i ledelsen end man kan præstere i regionerne – i alt fald i Region Midt.

Skriv kommentar