Klinisk overlæge til Psykiatrisk Klinik for Småbørn, BUA, Psykiatrien, AUH Skejby En stilling som klinisk overlæge i Psykiatrisk Klinik for Småbørn er ledig til besættelse pr. 1.april 2023 eller snarest derefter.

Dette job er udløbet

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA) er en afdeling under området Psykiatri- og Socialområdet i Region Midtjylland. BUA er en selvstændig afdeling, som ledes af en cheflæge og en chefsygeplejerske, som tilsammen udgør afdelingsledelsen.

BUA er placeret på tre matrikler i henholdsvis Gødstrup, Viborg og Skejby. I alt er der 8 kliniske enheder, med ambulatorier, døgn- og/eller dagafsnit, samt en forskningsenhed, der er beliggende i Skejby. Enhederne ledes af en overlæge og afdelingssygeplejerske(r). Afdelingens sekretærgruppe er organiseret særskilt med en ledende lægesekretær.
Om Psykiatrisk Klinik for Småbørn:

Vores afsnit  er placeret på to matrikler, henholdsvis Skejby og Gødstrup, med fælles afsnitsledelse.
I Skejby har vi tre ambulante teams samt et psykiatrisk dagtilbud med 5 pladser, i Gødstrup har vi ét ambulant team.

Afsnittet varetager udredning og behandling af børn i alderen 0-7 år med vanskeligheder i form af bl.a. autisme spektrum forstyrrelser, opmærksomhedsforstyrrelse, andre neuropsykiatriske tilstande, adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser, angst og relationsforstyrrelser. I vores spædenhed modtages gravide med psykiske lidelser, 0-2 årige børn af forældre med svær psykiatrisk sygdom samt 0-2 årige børn med egne problemstillinger, hvor der er behov for relationsstøttende behandling.

I de tre ambulante teams i Skejby arbejdes både med udredning og behandling, på alle specialiseringsniveauer. I Gødstrup arbejdes der med børn på hovedfunktionsniveau.  Der arbejdes begge steder tværfagligt med fokus på at sikre høj faglighed og med fokus på udvikling, ligesom vi vedvarende tilstræber deltagelse i forskning.
Miljøet er fagligt stimulerende med gode muligheder for faglig udvikling, både internt i Klinikken, i relation til de øvrige kolleger i Børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling samt ved deltagelse i kurser samt efteruddannelse. Vi understøtter deltagelse i forskning og undervisning.

Stillingen vil være knyttet til funktion i den ambulante spædenhed samt de ambulante teams i Skejby. Derudover kan der være opgaver knyttet til dagafsnittet og evt. videokonferencer ifh. til teamet i Gødstrup.

Vi søger en overlæge med særlig interesse for, viden om og erfaring med terapeutisk behandling af børn og forældre/familier.

Vi forventer, at du:

  • er overlægekvalificeret i børne- og ungdomspsykiatri, med bred og omfattende erfaring med såvel udredning som behandling af målgruppen for afsnittet
  • har interesse i og erfaring med ledelse og evne til at påtage dig denne opgave, f.eks. i forbindelse med funktion som team- og konferenceleder
  • Har erfaring med undervisning og gerne også med forskning
  • Er optaget af yngre lægers uddannelse og har interesse i vejlederfunktionen
  • kan arbejde selvstændigt, stabilt og i højt arbejdstempo
  • er fleksibel og har gode samarbejdsevner
  • har et godt overblik og kan trives i en afdeling med stort flow, spændende men komplicerede patientforløb og mange omstillinger
  • er udviklingsorienteret, igangsættende og inspirerende
  • har lyst og evne til at arbejde med at udvikle afsnittets udrednings- og behandlingstilbud
  • kan tilrettelægge og styre arbejdsgange i en tværfaglig medarbejdergruppe
  • bidrager til og har fokus på flow, udvikling, harmonisering og kvalitetssikring i Klinikken
  • har erfaring med og interesse vedr. børn i psykofarmakologisk behandling, da afsnittet varetager højtspecialiseret funktion for børn under 6 år.
  • Indgår i den fælles BUA bagvagt

 

Du kan forvente:

  • en fagligt udfordrende og spændende stilling i et godt kollegialt fællesskab
  • at skulle varetage selvstændigt ansvar for særlige fagområder, som aftales efter kompetencer og interesse
  • at skulle indgå i et specialforum bestående af ledelsen, speciallæger og – psykologer samt specialsygeplejerske og distriktspædagog
  • at have et tæt samarbejde i det tværfaglige behandlerteam omkring udrednings- og behandlingsopgaver
  • mulighed for at indgå i forsknings- og udviklingsprojekter
  • Mulighed for at deltage i efteruddannelseskurser – både hvad angår ledelsesfunktionen og det faglige mht. børne- og ungdomspsykiatri
  • at skulle give og modtage supervision, sidstnævnte også på opgaven som teamleder
  • at være en del af en speciallægegruppe, hvor vi sætter samarbejde, sparring og videndeling højt

 

Løn- og ansættelsesvilkår

I henhold til overenskomsten indgået mellem Danske Regioner i Danmark og Foreningen af Speciallæger – med mulighed for forhandling vedr. evt. kvalifikationstillæg. Ansættelse er betinget af tilfredsstillende autorisation.

Der er knyttet vagt uden for tjenestestedet og beredskabsvagt til stillingen.

Yderligere oplysninger

•      Chefsygeplejerske Camilla Havsteen, mobil 21153523, mail CAMHAV@rm.dk

•      Ledende overlæge Karin Lassen Schmidt, mobil 51480643, mail karischm@rm.dk

•      Oversygeplejerske Pernille Dahl, mobil 2169 4779, mail perndahl@rm.dk

Ansøgningsfrist: d.1.2.2023

Ansættelsessamtaler:  d.15.2.23 om eftermiddagen

Ud over en kort motiveret ansøgning bedes ansøger udfylde skema til faglig bedømmelse. I Region Midtjylland sker den faglige bedømmelse ud fra ”Retningslinjer for faglig bedømmelse af ansøgere til speciallægestillinger i Region Midtjylland” af 10.10.2007.

Læs mere om BUA herunder funktionsbeskrivelse for overlæger. Hent skema til faglig bedømmelse på afdelingens hjemmeside www.psykiatrien.rm.dk under Afdelinger/Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling/om BUA/ledige job.

Du kan alene søge jobbet ved at klikke på ”Send ansøgning” eller lign. link. Vedhæft din ansøgning med oplysninger om uddannelse, tidligere beskæftigelse (CV) og gældende autorisationsbevis. De vedhæftede filer skal være i pdf– eller word-format.

Om Børne og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA)
BUA er en afdeling under Psykiatrien i Region Midtjylland. Vi varetager tværfaglig udredning og behandling af børn og unge fra 0-18 (21) år med psykisk sygdom og udviklingsforstyrrelse samt voksne med spiseforstyrrelser. I udredning og behandling inddrager vi også patientens familie, netværk, evt. andre hospitalsafdelinger og kommuner i regionen.

BUA består af 8 kliniske afsnit fordelt i Skejby, Viborg og Herning samt en forskningsenhed og et tværgående lægesekretærafsnit.

Den overvejende del af behandlingen sker ambulant. BUA dækker fire hovedområder: Småbørn, Skolebørn, Unge samt Spiseforstyrrelser. Personalet består af læger, sygeplejersker, psykologer, pædagoger, socialrådgivere med flere. Afdelingen modtog i 2020 4.600 eksterne henvisninger og havde kontakt med 9.130 patienter. Afdelingen havde i 2020 et nettobudget på 305,1 mio. kr. og pr. 1/9 -2021 542 årsværk fordelt på 579 medarbejdere.

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Søg stillingen via “søg job”-knappen.