Det lyder umiddelbart betryggende: En national opgavebeskrivelse skal sikre ensartet kvalitet i almen praksis. Men bag ordene gemmer sig en bekymrende strukturændring, der risikerer at svække både fagligheden og medejerskabet.
Lovforslaget fra regeringen (L 212) om en ny organisering af det almenmedicinske tilbud lægger op til en ny styringsmodel, hvor:
- En national opgavebeskrivelse opdeles i basisfunktion (daglige kerneopgaver) og en myndighedsdel (kvalitetsudvikling, efteruddannelse, forskning og samarbejde)
- Regionsrådene får ansvaret for kvalitet, forskning og samarbejde i almen praksis
- Sundhedsstyrelsen får en styrket styringsrolle
- Overenskomsten erstattes af en smal aftale
Retningen er klar – men hvem får egentlig indflydelse, når fagligheden skal udvikles?
Fagligheden forankres ikke i loven
Sundhedsstyrelsens eget oplæg anerkender den vigtige rolle, som almen praksis’ faglige miljøer spiller. DSAM, KIAP, Fonden for Almen Praksis og de almenmedicinske forskningsmiljøer nævnes som centrale for at sikre kvaliteten. Men de nævnes slet ikke i lovteksten – det er en svækkelse af det faglige fundament.
Når vores egne institutioner ikke får juridisk forankring, bliver deres fremtid afhængig af skiftende politiske og regionale prioriteringer. Risikoen er, at vi får ansvaret for kvalitet uden klar faglig retning, uden ejerskab og uden kontinuitet i arbejdet.
Samtidig stiller lovforslaget mange krav til almen praksis, men intet om hvordan PLO, DSAM eller andre faglige aktører skal inddrages i efteruddannelse, kvalitetsudvikling, kliniske retningslinjer eller forskningsprioriteringer. Det bryder med den danske model, hvor almen praksis hidtil har haft medansvar for sin egen faglige udvikling gennem partnerskab. Dermed flyttes kvalitetsarbejdet fra praksisfællesskabet til et administrativt system uden garanti for lægefaglig indflydelse.
Derfor bør det indskrives i loven, at udvikling af kvalitet og forskning skal ske i ligeværdigt samarbejde med almen praksis’ egne faglige miljøer. Loven bør også kræve, at almen praksis er ligestillet part, når kvalitetsstandarder fastlægges på tværs af sektorer. Uden en sådan faglig forankring risikerer kvalitetsarbejdet at blive en ren bureaukratisk øvelse.
Ministeriel detailstyring og hyppige opgaveændringer
Lovforslaget giver indenrigs- og sundhedsministeren mulighed for løbende at ændre opgavebeskrivelsen via bekendtgørelser – kort sagt kan ministeriet (med Sundhedsstyrelsens bistand) hvert andet til fjerde år definere nye opgaver, krav og kompetencer for almen praksis uden forhandling med lægerne eller Folketingets godkendelse.
Giv os reel medindflydelse på opgavebeskrivelsens indhold, så den afspejler den kliniske virkelighed frem for kun at opfylde administrative mål
Men hvad hvis der pålægges opgaver, som vi ikke kan løfte? Uden vetoret kan en minister – måske under pres fra sygehusene – tvinge flere opgaver over i vores klinikker, end vi kan magte. I værste fald kunne man gradvist udhule den almenmedicinske sektor uden, at lægerne kan sige fra.
Desuden risikerer kvalitet at blive lig med aktivitetsmålinger og produktionstal frem for faglighed. Hvis succeskriterierne alene tæller, f.eks. hvor mange patienter vi afslutter, antal e-konsultationer og kort ventetid, sker det på bekostning af kerneværdier som kontinuitet, tillidsfulde relationer, generalistviden og nærvær.
Kvalitet i almen medicin handler om mere end tal – det handler om at se hele mennesket og tage et helhedsansvar for patienterne.
En klar opfordring
Folketinget bør justere lovforslaget om det almenmedicinske tilbud. Det skal skrives ind i loven, at almenmedicinske selskaber og institutioner skal inddrages i kvalitetsarbejdet.
Giv os reel medindflydelse på opgavebeskrivelsens indhold, så den afspejler den kliniske virkelighed frem for kun at opfylde administrative mål. Og sørg for, at finansieringen af forskning, efteruddannelse og kvalitetsarbejde videreføres og beskyttes. Kun med disse ændringer kan en national opgavebeskrivelse blive et redskab til ægte kvalitetsforbedring i stedet for et styringsredskab uden faglig forankring.
