Jeg åbner vinduet på mit nye kontor for at lufte ud og bliver stående lidt og kigger ud. Der lugter af fisk. 

På den anden side af havneindløbet kan jeg se toppen af det enorme canadiske krydstogtskib med to vandrutsjebaner, der snor sig som farvestrålende plastik-orme om hinanden på allerøverste dæk. En gul og en grøn.

Jeg funderer kort over, hvor vanvittigt det ser ud med den kæmpe kolos af et skib i sådan en lille bitte havn. I baggrunden bidrager Ukussisat (Store Malene), Nuuks højeste fjeld, heldigvis til en smule majestætisk overlegenhed fra naturens side mod denne menneskeskabte tåbelige flydende metalbunke. De rutsjebaner kan ikke blive brugt særligt meget her i kulden.

Selvom vi nu er i juni, har de sidste grå-sorte isede sneskorper endnu ikke sluppet deres tag i de nordvendte fjeldsider eller i byens mange dybe grøftekanter, der som nervetråde bevæger sig på kryds og tværs mellem bygninger og fjeldtoppe – fyldt med smeltevand, tabte vanter og store mængder affald, som indtil for få uger siden har været barmhjertigt dækket af dynger af svigagtig sne, men nu nådesløst afsløres og føres med af floderne af strømmende vand. De fastboende kalder grøfterne for ‘danskerfælder’. I størstedelen af året går de bedragerisk i ét med resten af det smukke hvide frosne landskab. 

Bølgende røg stiger til himlen fra fem små skorstene på taget i bygningen foran mit vindue. Det er en rejefabrik, fortæller sekretæren mig. Foran bygningen ved siden af vajer fire flag side om side på ranke, pletfrie flagstænger; Grønlands, Danmarks, Færøernes og det Amerikanske flag. Arktisk Kommando er nabo til børne- og ungepsykiatrisk ambulatorium, hvor jeg sidder som eneste læge den dag. 

Den ene læge tager over for den anden

Faktisk har jeg været den eneste læge i ambulatoriet siden forrige måned, hvor afdelingens seneste speciallæge i børne- og ungepsykiatri rejste tilbage til Danmark for at passe sit faste arbejde. Det har endnu ikke været muligt at finde en afløser. 

Men Grønland har ligesom Danmark en voksende andel af børn og unge i behandling med centralstimulerende medicin for ADHD, og nu hjælper jeg et par dage om ugen med at afvikle ventelisten af alle de mange mindreårige, der skal kontrolleres, vejes, måles og justeres i behandling. 

Der er aftalt fast virtuel sparring med en børne- og ungepsykiater i Danmark hver uge, og hun lo, da jeg præsenterede mig som samfundsmedicinsk hoveduddannelseslæge. Jeg forstår hende godt. Men i Grønland må man sommetider tage, hvad man kan få – navnlig når alternativet er ingenting. I det mindste fik jeg en god oplæring af den anden speciallæge, inden hun rejste. Så nu holder vi skindet på næsen indtil hun, eller en anden børne- og ungepsykiater, kan lokkes til at komme igen. 

Sådan er det mange steder med lægebemandingen i Grønland: den ene læge tager over for den anden. I gode perioder med overlap og grundig oplæring imellem – i mindre gode perioder er der store huller i bemandingen. Sådan er det bare, og mit indtryk er, at folk heroppe virkelig gør, hvad de kan for at få systemet til at fungere. Patienterne er vant til det, og de fleste af dem er enormt taknemmelige over den hjælp, de kan få. 

Hvor er de eventyrlystne læger?

På landssygehuset Dronning Ingrids Hospital, kaldet DIH eller Sana i folkemunde, virker det ellers til at rekrutteringen af især yngre læger går godt. Vil man tage sin KBU heroppe, skal man sende en ansøgning og udvælges blandt mange andre. Det er vist ret populært. Det samme har jeg hørt om introstillingerne på de somatiske afdelinger. 

Af en eller anden grund har det ikke spredt sig til psykiatrien.

På min faste afdeling, voksenpsykiatrisk afdeling A1, har vi godt nok haft en periode med god lægebemanding, hvad angår både overlæger og yngre læger. Så mange, at nogen af os i en periode måtte stå op på vores yngre lægeben under de daglige morgenmøder. 

Nu er de fleste taget hjem igen fra Grønland efter et par uger eller måneders ophold, og vi ser frem mod en tid med en lidt magrere personalegruppe. Jeg, som ellers har yndet at lægge mit danske skema, både privat og arbejdsmæssigt, op til seks måneder frem i tiden, kan godt få en snert af sved på panden, når jeg kigger på juli og augusts bemandingsplan, som faretruende sladrer om perioder uden såvel yngre kolleger og bagvagter. 

Jeg forstår det ikke helt – patienterne er faktisk temmelig søde, og personalet er gevaldigt kollegiale og trygge i deres arbejde. Hvor bliver de arbejdsløse eventyrlystne danske læger af? 

De fastansatte på afdelingen virker ikke til at tage det så tungt. »Det har vi prøvet mange gange før, og det går altid. Ajunngilaq,« siger de med den særlige grønlandske sorgløshed, jeg efterhånden tolker som snarere vokset ud af erfaring end iboende sindelag. 

»Vi hjælper hinanden og får det til at fungere. Der kan i øvrigt sagtens nå at dukke flere op, som skal tilføjes vagtplanen. Har de været her før, så siger vi ja tak, om det så er en uge eller to ad gangen.« 

Jeg nikker og vælger at lade mig smitte af deres grønlandske tro på, at tingene nok skal gå på trods af øjensynlige udfordringer, som i en dansk kontekst ville virke uoverstigelige. 

Vi går sammen

Men man skal passe på med, at sammenligne forholdene her med de danske, selvom det intuitivt sker for de fleste hele tiden; det er der flere åbenlyse grunde til, lige fra den fælles historie og familiebånd på kryds og tværs over Atlanten, til vareudvalget i Brugseni, samt ikke mindst arbejdssproget i det grønlandske sundhedsvæsen, som jo er dansk på alle ledder og kanter. 

Det er svært ikke at forvente, at tingene skal være, som vi kender det hjemmefra, ligesom vi kan have tendens til at fokusere på det, som vi ikke synes fungerer. Men Grønland er ikke Danmark, og både udfordringer og ressourcer er nogle andre. 

I Grønland skal tandhjulene køre rundt på trods af f.eks. huller i vagtplanen. At have sine kollegers opbakning, og deres tillid til, at vi sammen kan klare det, giver selv en betænkelig yngre læge som mig mod til at klare udfordringer, som jeg ikke før troede jeg ville kunne. 

‘Qimataqarnata – ataatsimoorluta ingerlaassaagut’ – ‘Ingen skal efterlades – vi går sammen’, er psykiatrisk afdelings nye slogan, og rammer på bedste vis stemningen af at hjælpe hinanden og få alle med, under de omstændigheder, der nu engang er. 

Der er ikke tvivl om, at Grønland har brug for hjælpende hænder og midler til at løfte de komplekse opgaver, som bl.a. sundhedsvæsenet står med, men Grønland kan også give mange gange igen; erfaring, mod, hverdagsro, eventyr, venskab, tillært sorgløshed og eksistentiel ydmyghed. 

En lille rygsæk af livserfaring, som jeg kan tage med som ekstra gratis håndbagage, når den store røde atlantflyver Tuukkaq efter planen tager mig med tilbage til efteråret.