Ledende overlæge, Neuroradiologisk Afdeling
Vi tilbyder et job, hvor du sammen med oversygeplejersken bliver leder for en højtspecialiseret afdeling, som modtager patienter til undersøgelse og diagnosticering af lidelser i hoved, hals og ryg. Din opgave er at skabe grundlag for høj kvalitet og dynamisk udvikling af behandlingsopgaverne i samarbejde med din medleder og medarbejderne i afdelingen. Afdelingen har et engageret og professionelt personale, som gerne indgår i et dialogbaseret samarbejde. Du har sammen med oversygeplejersken ansvaret for budget overholdelse.
Neuroradiologisk Afdeling er en afdeling i Hoved-Hjerte-Centret. Ud over Neuroradiologisk Afdeling omfatter Hoved-Hjerte-Centret Neurofysiologisk Afdeling, Neurologisk Afdeling, Neurokirurgisk Afdeling, Øre-, Næse- og Halsafdelingen, Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Afdeling, Øjenafdelingen, Nuklearmedicinsk Afdeling og PET Center, Funktionelle Lidelser, Hjertesygdomme, Hjerte-Lunge-Kar-Kirurgisk Afdeling og Operation og Intensiv Øst.
Neuroradiologisk Afdeling er en universitetsafdeling med en række specialfunktioner indenfor neuroradiologi. Afdelingen varetager klassisk neuroradiologi, angiografi, myelografi, ultralyd, neuroradiologisk CT samt neuroradiologisk MR. Afdelingen varetager akut strokediagnostik og behandling i samarbejde med Neurologisk Afdeling. Afdelingen udfører intervention i tæt samarbejde primært med Neurokirurgisk og Neurologisk Afdeling.
Neuroradiologisk Afdeling udfører årligt 35.000 undersøgelser. Afdelingen betjener især de kliniske afdelinger i Hoved-Hjerte-Centret og samarbejder derudover med afdelinger på sygehusene i Region Midtjylland og Region Nordjylland.
Den lægelige normering i den kliniske del af afdelingen omfatter en ledende overlæge samt 8 overlæger, 3 afdelingslæger og 4 kursusreservelæger i hoveduddannelse. Den kliniske del af afdelingen har i alt 60 ansatte.
Neuroradiologisk afdeling har et stort forskningsafsnit med 40 medarbejdere. Afsnittet ledes af en forskningsprofessor og indgår i Center for Funktionel Integreret Neuroforskning (CFIN). I tæt tilknytning til Hoved-Hjerte-Centret og Neuroradiologisk Afdeling ligger Dansk Neuroforskningscenter (DNC), der med 160 forskere skaber et unikt forskningsmiljø og dermed en sammenhæng mellem Aarhus Universitetet, den kliniske forskning og den kliniske patientbehandling.
Du er speciallæge i diagnostisk radiologi med minimum 2 års erfaring indenfor neuroradiologi, er aktivt engageret i patientbehandling og har dokumenteret videnskabelig erfaring. Du har ledererfaring og agerer professionelt, er beslutsom og har gode samarbejdsevner.
Vi tilbyder en lederstilling på et højt specialiseret universitetshospital i en spændende og ambitiøs afdeling, hvor
- den faglige kvalitet prioriteres højest
- der er en stor forskningsaktivitet
- der er tradition for gode samarbejdsrelationer internt og eksternt
- medarbejderne er engagerede og loyale og har en høj faglig standard
- det faglige og tværfaglige samarbejde er i fokus omkring patientforløbene
- der er en stor uddannelsesaktivitet
- der udøves dialogbaseret ledelse, hvor vi har arbejdet målrettet med at uddanne og involvere speciallæger i beslutningsprocesserne
Ansøgerprofil
Ansøger med uddannelse og/eller erfaring indenfor ledelse og administration vil blive foretrukket. Det er væsentligt, at ansøger har en mangeårig klinisk baggrund fra hospitaler af passende specialiseringsgrad og herudover gerne forskningserfaring.
I relation til de forestående opbyggende og internt samlende ledelsesmæssige udfordringer på afdelingen vil der blive lagt vægt på, at ansøger
- har skabt resultater med sin ledelse
- har gode kommunikative evner og kan indgå i en dialog og skabe tydelighed i de budskaber, som skal formidles i ledelsessystemet, blandt afdelingens personale og til samarbejdspartnere
- er med til at videreudvikle en kultur, der er præget af engagement, respekt og involvering
- er motiverende, åben og strategisk målrettet
- er viljefast og diplomatisk
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til aftale vedrørende overlæger indgået mellem Danske Regioner og FAS.
Ansøgers kvalifikationer vil blive bedømt ud fra de 7 lægeroller. Skema til faglig bedømmelse kan hentes her.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:
Centerchef Kirsten Wisborg – tlf. 50 90 72 15
Centerchef Eva Sejersdal Knudsen – tlf. 24 62 93 63
Ansøgningsfrist er den 1. september 2016.
Første ansættelsessamtale forventes afholdt 14. september 2016
Anden ansættelsessamtale forventes afholdt 27. september 2016
Mellem første og anden ansættelsessamtale vil der blive gennemført personlighedstest.
Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest.
Søg stillingen via “Ansøg her!”-knappen herunder.
Da Region Midtjylland er igennem en væsentlig spareplan, vil omplaceringsramte medarbejdere der søger stillingen have fortrinsret til samtale.