Overlæge i intern medicin: lungesygdomme til Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg
Om Diagnostisk Center
Overordnet er Diagnostiske Center karakteriseret ved:
- Særdeles godt kollegialt miljø
- Samling af alle 9 medicinske specialer og radiologi under samme ledelse
- Stort klinisk arbejdspres
- Gode interne og eksterne samarbejdsrelationer
- Høj (tvær)faglighed
- Prioriteret forskningsmiljø (fortrinsvis) omkring kliniske problemstillinger
Regionshospitalet Silkeborg er udnævnt til et udviklingshospital, der skal udvikle “fremtidens og de praktiserende lægers hospital” med fokus på hensigtsmæssige patientforløb på tværs af faggrænser og sektorer samt konvertere akutte indlæggelser til ambulante forløb. Hospitalet er i 2015, for tredje år i træk, kåret af Dagens Medicin som Danmarks bedste mindre hospital.
Diagnostisk Center er bygget på fusion af det medicinske og det radiologiske speciale, og det overordnede fokus for centrets arbejde er at skabe hurtige og effektive patientforløb af høj kvalitet. Diagnostisk Center fik i 2013 status af Universitetsklinik for Innovative Patientforløb.
Diagnostisk Center modtager elektive og akutte visiterede medicinske patienter døgnet rundt (ca 6000 akutte patienter pr år) inden for næsten alle områder af det medicinske speciale, og afdelingen har alle de medicinske specialer repræsenteret: kardiologi, reumatologi, endokrinologi, lungemedicin, gastroenterologi inkl. hepatologi, infektionsmedicin, hæmatologi, nefrologi, geriatri, arbejdsmedicin, klinisk immunologi og onkologi.
Der gennemføres ca. 60.000 ambulante, medicinske besøg årligt.
Diagnostisk Center har 3 sengeafsnit med i alt 61 senge:
- Afsnit M1, hovedsageligt kardiologi og akutte.
- Afsnit M2, hovedsageligt gastroenterologi, hepatologi, infektionsmedicin, hæmatologi og endokrinologi
- Afsnit M3, hovedsageligt lungemedicin, nefrologi og reumatologi
- Den lungemedicinske funktion er kendetegnet ved et velfungerede og udviklingsminded team med 3 lungemedicinske overlæger, 2 H-læger, specialesygeplejersker, bronkoskopiafsnit, superdimension, tæt klinisk samarbejde med infektionsmediciner, egen UL-funktion, tæt samarbejde med billeddiagnostisk afd.
Klinisk forskning med tilknyttet forskningssygeplejerske.
Der er undervisning af medicinstuderende, KBU-læger, introduktionslæger og læger ansat i hoveduddannelser inden for kardiologi, lungemedicin, endokrinologi, gastroenterologi, reumatologi og almen praksis.
På Medicinsk Afdeling er der mellemvagt i tilstedeværelsesvagt hele døgnet. Forvagt med tilstedeværelsesvagt 08-23 og efterfølgende tilkaldevagt fra hjemmet. Bagvagt med tilstedeværelsesvagt med efterfølgende tilkaldevagt fra hjemmet. Der er endvidere et døgndækket kardiologisk vagtlag med tilkald (30 min).
Ledelsesforhold
Diagnostisk Center ledes af to ledende overlæger og en oversygeplejerske.
Om stillingen
Overlægen vil indgå i afdelingens lungemedicinske team med mulighed for at varetage og udvikle nogle af de funktioner, der har speciel interesse.
Overlægen vil i tillæg til de kliniske og evt. forskningsrelaterede opgaver indgå i ledelsesopgaver af lægefaglig og strategisk/organisatorisk karakter ved afdelingen.
Det forventes, at overlægen, i lighed med alle de øvrige overlæger på afdelingen, gennemgår vejlederuddannelsen og der er mulighed for at deltage i ledelseskurser.
Overlægen vil kunne indgå i bagvagtslaget (sædvanligvis én vagt hver 14. dag).
Kvalifikationer
Stillingen ønskes besat med en speciallæge i intern medicin: lungemedicin.
Der lægges vægt på høj faglig ekspertise, initiativ, lyst til tværfagligt samarbejde, uddannelse af yngre læger, sygeplejersker og andet personale, loyalitet og vilje til at uddelegere ansvar. Endvidere vægtes evnen til socialt at indgå i afdelingens lægeteam meget højt.
Det forventes, at ansøgeren mestrer dialogen med brugere, samarbejdspartnere og kolleger. Der vil tillige blive lagt vægt på, at ansøgerne har evner samt interesse for at arbejde for hospitalets/afdelingens mål og strategier og skabe opmærksomhed i forhold til de nye strategiske interesseområder.
Afdelingen kan tilbyde et ligeværdigt samarbejde med gode muligheder for faglige kontakter, såvel nationalt som internationalt i form af møder og kurser.
Stillings- og funktionsbeskrivelse kan hentes her.
Om hospitalsenheden
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalerne Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive og har ca. 4.250 ansatte, samt et budget på ca. 2,4 mia. kr. årligt.
De fire regionshospitaler danner tilsammen en hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredest specialiserede hospitalsenheder i Jylland.
Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg.
Løn og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst for overenskomstansatte overlæger, herunder reglerne for ny løn.
Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.
Yderligere information
Yderligere oplysninger om stilling og afdeling kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Ulrich Fredberg, tlf. 7841 7800 eller lægefaglig direktør Christian Møller-Nielsen, tlf. 7844 1003.
Ansøgningsfrist
Ansøgningen skal sendes elektronisk og være os i hænde senest mandag den 12. september 2016, med dokumentation for uddannelse, specialuddannelse, tidligere beskæftigelse m.v. samt udfyldt skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer for ansøger til stilling som speciallæge i Region Midtjylland.
Ansættelsessamtale forventes afholdt torsdag den 13. oktober 2016.
Søg stillingen via “Ansøg her!”-knappen herunder.
Da Region Midtjylland er igennem en væsentlig spareplan, vil omplaceringsramte medarbejdere der søger stillingen have fortrinsret til samtale.