Afdelingslæger, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA), Region Midtjylland Stillingsopslaget omfatter i alt 4 ledige stillinger på: Sengeafsnit for Unge, Skejby og Herning Psykiatrisk Klinik for Unge, Skejby, Viborg og Herning Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser Sengeafsnit 3 for Spiseforstyrrelser. Stillingerne er fuldtidsstillinger og er til besættelse fra 1. marts 2019 eller snarest derefter.
Kvalifikationer
Stillingerne kan søges af speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri eller yngre læger under videreuddannelse, som forventes at opnå speciallægeautorisation senest tre måneder efter forventet ansættelsestidspunkt.
Vi tilbyder:
- Et godt arbejdsmiljø
- Fagligt kompetente, engagerede medarbejdere og høj grad af videndeling
- Tværfagligt samarbejde med ansvar for fagsupervision
- Mulighed for individuel- og gruppesupervision
- Mulighed for deltagelse i faglige kurser/aktiviteter
- God mulighed for at indgå i forskning.
I de følgende kan du læse om de enkelte opslag:
1. Sengeafsnit for Unge, Skejby og Herning
Sengeafsnittet varetager den hospitalsbaserede psykiatriske behandling af unge i alderen 14 til 18/21 år i hele Region Midtjylland. Afsnittet er fordelt på to matrikler i hhv. Skejby og i Herning og har en fælles afsnitsledelse.
Afsnittet består af et sengeafsnit med 11 senge i Skejby og 6 senge i Herning. Dertil har afsnittet tre specialiserede ambulante enheder, Klinik for Unge OPUS, Klinik for Mentalobservationer og Team for personlighedsforstyrrelser, som netop er under opbygning. OPUS varetager udredning og behandling til ny diagnosticerede unge med skizofreni/skizo-affektiv lidelse eller skizotypi og har i gennemsnit 50 patienter tilknyttet ad gangen. Klinik for mentalobservationer udarbejder mellem 28-35 retspsykiatriske erklæringer årligt.
Sengeafsnittet modtager såvel akutte indlæggelser som planlagte indlæggelser i et samarbejde med BUAs øvrige afsnit. Patientgruppen omfatter hele det diagnostiske spektrum. Ofte vil indlagt unge have komplekse problemstillinger, som involverer behovet for tværfagligt samarbejde.
Afsnittet har en landsdelsfunktion vedr. unge, som er idømt retspsykiatriske foranstaltninger, når der er et indlæggelsesbehov. Dette kan vedrøre varetægtsfængslede i surrogat, påbegyndt behandlingsdom under indlæggelse samt dom til anbringelse.
Vi er et afsnit, der vægter høj faglighed i arbejdet. Vi arbejder tværfagligt med respekt for monofaglighed og vi arbejder ud fra en helhedsorienteret tilgang til patient og pårørende med mest mulig inddragelse. Vi arbejder i sengeafsnittet miljøterapeutisk primært ud fra en mentaliseringsbaseret tilgang til og forståelse af patienten og dennes evne til at mestre eget liv, emotioner og relationer. Vi har i en længere periode arbejdet målrettet med nedbringelse af tvang og overgik den 1.10.18 til at være et bæltefrit afsnit med fokus på, at god behandling forebygger tvang. Vi lægger vægt på åbenhed i kommunikation samt et udviklende og stimulerende arbejdsmiljø.
Vi er ligeledes et afsnit med meget fokus på tværsektorielt samarbejde, både socialt og somatisk og har i den forbindelse konsulentfunktion på Holmstrupgård. Vi har det sammenhængende patientforløb i fokus og anser det fro god behandling af skabe sammenhæng på tværs.
Stillingen indeholder ugentlige dage med fremmøde i både Skejby og Herning, ligesom der til stillingen vil blive knyttet udarbejdelse af retslige erklæringer. I både Herning og Skejby vil der være ledelse af kliniske konferencer med ansvar for udredning og behandling af indlagte ptt i tæt samarbejde med den kliniske overlæge, ligesom der vil være udrednings- og behandlingsopgaver begge steder.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos afsnitsledende overlæge Linda Bramsen, 2927 0201, lindbram@rm.dk, afdelingssygeplejerske Dorte Brandt, 2169 4243, dortehan@rm.dk eller afdelingssygeplejerske Susanne Straadt, 2033 1081, Susanne.Straadt@ps.rm.dk.
2. Psykiatrisk Klinik for Unge, Skejby, Viborg og Herning
Klinikken varetager primært undersøgelse og behandling af unge i alderen 14-18 år (21 år) med ungdomspsykiatriske lidelser. Vi ligger på tre matrikler (Herning, Viborg og Skejby) med en fælles afsnitsledelse.
Målgruppen er unge med bl.a. neuropsykiatriske-, affektive-, psykotiske- eller svære angstlidelser. Der udredes og behandles unge på alle specialiseringsniveauer, men ikke på alle tre matrikler. Der er et stort henvisningsantal og deraf et stort afgrænsningsarbejde ud fra hele det diagnostiske spektrum i forhold til, om der er indikation for udredning/behandling i hospitalsregi. Afdelingslægen indgår i omfattende konferenceafholdelse og deltager endvidere i udrednings-, behandlings- og vejledningsopgaver. Som speciallæge inddrages man naturligt i klinikkens udvikling og organisering. Ligeledes har man et tæt samarbejde med klinikkens øvrige speciallæger for at sikre den faglige standard, udvikling og arbejdsgange.
Det tværfaglige samarbejde sikres primært ved tværfaglige konferencer og speciallægen samarbejder bredt med de øvrige faggrupper (psykologer, sygeplejersker, socialrådgivere, læger i uddannelsesstilling og sekretærer) om patientforløbene. Speciallægen fungerer ofte som “konsulent” i et patientforløb, hvor der er behov for speciallægevurdering, og er således sjældent den primære behandler. Speciallægen er fortrinsvis i Skejby og speciallægegruppen aftaler hvem, der i en periode har fremmøde i Herning cirka en dag i ugen.
Klinikken varetager også den ambulante opfølgning af patienter med dom til psykiatrisk behandling.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos overlæge i afsnitsledelsen Susanne Tangelev på tlf. 2183 5081, susanne.tangelev@ps.rm.dk eller afdelingssygeplejerske Iben Laursen på tlf. 3052 3264, Iben.Laursen@ps.rm.dk.
3. Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser
Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser (PKS) er et specialafsnit med højt specialiseret funktion for behandling af anoreksi og bulimi, og er en del af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Region Midtjylland. Klinikken varetager den hospitalsbaserede tværfaglige psykiatriske behandling af patienter med moderat til svær spiseforstyrrelse i Region Midtjylland. Der er ansat følgende faggrupper: Læge, psykolog, sygeplejerske, socialrådgiver, fysioterapeut, diætist og sekretær – i alt ca. 50 fuldtidsstillinger. PKS på AUH består af et ambulatorium for voksne patienter med et tilhørende daghospital samt et børne- og ungeambulatorium. Den opslåede stilling er til funktion i klinikkens AUH-del.
I Herning er der et fælles ambulatorium for børn og voksne og et daghospital. Ambulatorierne i Skejby har højt specialiseret funktion for behandling af spiseforstyrrelser og arbejdet tæt sammen med Sengeafsnit 3 for Spiseforstyrrelser på AUH.
Du kan læse mere på www.spiseforstyrrelser.net
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos overlæge i afsnitsledelsen Kristian Rokkedal, 2248 1014, krisrokk@rm.dk eller sygeplejerske i afsnitsledelsen Malene Coulthard, 2920 8516, malene.coulthard@rm.dk. Se også hjemmesiden: www.spiseforstyrrelser.net
4. Sengeafsnit 3 for Spiseforstyrrelser
Sengeafsnit 3 for Spiseforstyrrelser er Aarhus Universitets Hospitals specialafsnit med højt specialiseret funktion for behandling af anoreksi – og er et afsnit under det Børne- og Ungdomspsykiatriske Afdeling (BUA) i Region Midtjylland. Afsnittet varetager i tæt samarbejde med Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser den hospitalsbaserede psykiatriske behandling af moderate til svære tilfælde af spiseforstyrrelser uanset alder i Region Midtjylland.
Afsnittet er et specialiseret sengeafsnit med 14 senge til indlæggelse af patienter med spiseforstyrrelser. Der er ansat følgende faggrupper: Læge, sygeplejerske, psykolog, socialrådgiver, pædagog, ergoterapeut, fysioterapeut, diætist og social- og sundhedsassistent svarende til i alt 47 fuldtidsstillinger.
Vi er som sengeafsnit karakteriseret ved høj faglig stolthed, et vedvarende udviklingsfokus samt en langvarig tradition for specialiseret behandling af spiseforstyrrelse under indlæggelse.
I vores tilgang til behandlingen er vi præget af dels gruppeanalytiske – men også mentaliseringsbaserede og systemiske, familieorienterede principper. Aktuelt er alle ansatte i afsnittet i færd med at tage en uddannelse i mentaliseringsbaseret miljøterapi.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos afsnitsledende overlæge Line Ranzau Hansen, line.hans@ps.rm.dktlf. 2133 6522, eller afsnitsledende afdelingssygeplejerske Annette Husum, Annette.Husum@ps.rm.dk tlf. 2485 4391.
Vi forventer:
- Godt overblik og lyst til tværfagligt samarbejde.
- Personlig robusthed, nysgerrighed, imødekommenhed og humor
- Psykoterapeutisk interesse og/eller -uddannelse
- Erfaring med behandling af spiseforstyrrelse er en fordel – men ikke et krav.
- Gode kommunikative evner både mundtligt og skriftligt
Alle stillinger:
Hvis der ansøges til mere end en enkelt stilling, skal en prioritering mellem afsnittene tydeligt fremgå af ansøgningen.
Yderligere generelle oplysninger om stillingerne kan også fås ved henvendelse til:
Ledende overlæge, BUA: Jakob Paludan tlf. 5127 3326, jakopalo@rm.dk.
Ansøgningsfrist: 12. december 2018
Ansættelsessamtaler: I løbet af ugerne 3 og 4, 2019.
Løn- og ansættelsesvilkår
I henhold til overenskomsten indgået mellem Danske Regioner i Danmark og Foreningen af Yngre læger. Der er mulighed for forhandling vedr. evt. kvalifikationstillæg.
I afdelingen hjælper vi hinanden på tværs af afsnittene. Du kan derfor komme til at udøve funktioner på andre afsnit end dit stamafsnit.
Ledelsen ved BUA har besluttet, at lægerne på BUA, Skejby fremover kan indgå i dagtjeneste på hverdage på BUA, Herning.
BUA i Skejby har et selvstændig bagvagtslag og afdelingslægerne indgår heri (vagt udenfor tjenestestedet).
Ansættelse er betinget af tilfredsstillende autorisation.
Om Børne og Ungdomspsykiatrisk Afdeling
BUA er en afdeling under Psykiatri og Social i Region Midt. Vi varetager tværfaglig udredning og behandling af børn og unge fra 0-18 (21) år med psykisk sygdom og udviklingsforstyrrelse samt voksne med spiseforstyrrelser. I udredning og behandling inddrager vi også patientens familie, netværk, evt. andre hospitalsafdelinger og kommuner i regionen.
BUA består af 7 kliniske afsnit fordelt i Risskov, Viborg og Herning samt en forskningsenhed og et sekretariat i Risskov. Den overvejende del af behandling sker ambulant. BUA dækker fire hovedområde er: Småbørn, skolebørn, unge samt Center for Spiseforstyrrelser. Personalet udgøres af læger, sygeplejersker, psykologer, pædagoger, socialrådgivere med flere. Afdelingen modtager årligt 4944 eksterne henvisninger og der er kontakt med 7999 unikke cpr.nr.(2017) Centeret har et nettobudget på 278,1 mio. kr. og ca. 557 medarbejdere.